24. september 2008, 20:29 – opdateret 24. september 2008, 22:08

Udviklingslandenes problemer har været et tilbageværende punkt på dagsordenen i FN og andre internationale fora i årtier. Løfter er blevet givet – og ikke indfriet. Men i år 2000 tog verdens regeringer en beslutning ud over de sædvanlige.

De blev enige om at arbejde for en halvering af antallet af klodens absolut fattige inden 2015, ligesom de vedtog syv andre konkrete mål – eksempelvis at sikre skolegang for alle børn og stoppe spredningen af HIV/AIDS og andre smitsomme sygdomme.

I dag er det så tid til at gøre status, og det foregår i FNs hovedkvarter i New York, hvor de knap 200 medlemslandes regeringer i denne uge er samlet for at åbne FNs årlige generalforsamling. Og selv om det her på halvvejen samlet set går bedre, end mange havde turdet håbe på, skal der samtidig trampes rigtigt hårdt i pedalerne for at nå i mål i 2015.

»Der er fremskridt, men … « som direktøren for FNs Udviklingsprogram (UNDP) i Norden, Jakob Simonsen, udtrykker det.

Afrika sakker bagud
Det glade budskab er, at antallet af absolut fattige siden 1990 er faldet med 400 millioner mennesker, der altså ikke længere skal forsøge at klare sig for omregnet syv kroner om dagen. Fremskridtet skyldes især, at Kina, Indien og Vietnam i de seneste otte år har fået løftet millioner af deres indbyggere over på den anden side af fattigdomsgrænsen takket være en kraftig økonomisk vækst i landene. Også Latinamerika er på rette spor, og her og i Asien – især det østlige Asien - er målet om en halvering af den ekstreme fattigdom inden for rækkevidde.

Til gengæld – og det er den dårlige nyhed – når Afrika syd for Sahara slet ikke i nærheden af at nå målet om at halvere fattigdommen. Og netop de manglende fremskridt i det sydlige Afrika er en væsentlig årsag til, at omkring 1,4 milliarder mennesker i udviklingslandene lever i dybeste armod. Det er ca. en fjerdel klodens samlede befolkning, og det er flere, end eksperterne forventede for blot få år siden. Hvis indsatsen ikke forstærkes mærkbart i de sidste syv år inden målstregen i 2015, vil antallet af absolut fattige samlet set ikke falde mærkbart, advarer Verdensbanken.

Duksen Danmark
Som om det ikke er svært nok at mobilisere denne ekstra indsats, besværliggøres opgaven nu også af andre internationale problemer. Den økonomiske vækst er flere steder på retur, den finansielle krise raser, der er mangel på fødevarer, og så er der klimaforandringerne, der især rammer u-landene.

»Opgaven er bestemt ikke blevet nemmere, men den er ligeså påtrængende at få løst. Der er risiko for et lavere tempo, og derfor er det godt med en status midtvejs, hvor vi kan få fokus på forpligtelserne,« siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der deltager i dagens FN-møde.

Ifølge Verdensbankens beregninger har de voldsomme prisstigninger på fødevarer på det globale marked skubbet yderligere 100 millioner mennesker ud i ekstrem fattigdom

Ulla Tørnæs har tre hovedbudskaber med i bagagen: Økonomisk vækst, ligestilling og mere u-landsbistand.

»De otte 2015-mål vedrører alle sociale områder såsom uddannelse, sundhed. Men der er brug for et »mål 9« om økonomisk vækst, den private sektor og jobskabelse. For hvordan skal udviklingslandene nogensinde kunne overtage finansieringen af skolegangen, sundhedsvæsenet og så videre, hvis de ingen skatteindtægter har, fordi der ikke er ret mange job i den formelle sektor,« siger Ulla Tørnæs.

»Vi arbejder derfor målrettet på, at der i anden halvleg kommer stærkere fokus på behovet for økonomisk vækst i udviklingslandene som drivkraft for fattigdomsbekæmpelse,« påpeger udviklingsministeren, der dog samtidig fastholder behovet for u-landsbistand.

»Bistanden kan være fødselshjælper for økonomisk vækst, så Afrika kan blive en del af den globale økonomi, og i den forbindelse skal EU-landene og andre rige stater holdes fast på deres bistandsløfter,« siger Ulla Tørnæs.

I de riges egen interesse
Danmark lever sammen med en lille håndfuld andre lande op til det årtier gamle FN-løfte om at afsætte mindst 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) til udviklingsbistand. Men samlet set er bistanden faldet med otte procent i de seneste par år, og det skyldes blandt andet nogle af de store EU-lande som Tyskland og Italien. G8-landene – koalitionen af verdens førende industrinationer – der ellers i de senere år har sat Afrika højt på dagsordenen, har kun indfriet halvdelen af deres løfter til det sorte kontinent.

Og det er ikke alene skidt for de fattige. Det er også et problem for os i den rige verden.

»Det her handler ikke kun om velgørenhed. Vi har en selvindlysende egeninteresse i at hjælpe udviklingslandene på fode, hvis vil undgå migration, ustabilitet og radikalisering. I en globaliseret verden er de fattige landes problemer også vores problemer,« fastslår den danske udviklingsminister.