17. januar 2009, 20:04

En amerikansk mor fortalte for nylig, hvordan hun gruede for den kommende tirsdag. For Obamas indsættelse som amerikansk præsident.

Hun er ikke bange for terrorangreb eller snigmordere. Hun er ikke bange for, at Obama skal sige eller gøre noget forkert. Nej, hun er bange for sin teenagedatter.

»Nu har hun i snart halvandet år kæmpet som et lille bæst for Obama. Hun har deltaget i hans stormøder, hun har gået fra dør til dør med løbesedler, hun har talt hans sag online. Han er det store idol i hendes univers.
Og på tirsdag begynder den lange nedtur.«

OBAMA VAR SÅ NY i politik, han var så uopdaget og utilsølet, så fuld af stor og løfterig retorik, at vi alle kunne tage vores håb og ambitioner og projicere dem over på ham. For Israel? Så gerne. Mod Israel? Så gerne. For atomkraft? Så gerne. Mod atomkraft? Så gerne.

Og hvis han kom med meninger, som syntes imod vores meninger, så bildte vi os ind, at det mente han ikke for alvor. Det var bare noget, han skulle sige for at blive valgt.

På tirsdag begynder så den lange nedtur. Eller rettere retur.

Enkeltbilletten til valget er blevet til en omstigning til virkeligheden, og hvis den forgangne uge er en køreplan, så kan det blive en temmelig bevæget omstigning.

Først bad Obama den populære, konservative pastor Rick Warren om at bede ved indsættelsen. Venstrefløjen skummede. Så bad han den homoseksuelle biskop, Gene Robinson, om at bede en bøn dagen før indsættelsen. Højrefløjen rasede. Han sagde, at han i sin præsident-ed ville fastholde sætningen »Må Gud hjælpe mig« – og så var ateisterne sure, og til sidst hyrede han den liberale kvindelige kirkeleder, Sharon Watkins, til at prædike ved en ceremoni i katedralen i Washington, og de højrereligiøse knyttede næverne.

Med andre ord:
Ved noget så forholdsvis rutinemæssigt som valget af prædikanter lykkedes det Obama at fornærme stort set alle, og hans opinionstal tog et dyk.

OBAMA KAN IKKE BÅDE være for og imod Israel, han kan ikke både være for og imod atomkraft, og hvis han forsøger, som eksemplet med pastorerne viser, så risikerer han at tabe. Hvis man ikke er for noget, er man i princippet for alt. Hvis man ikke er imod noget, så er man i princippet imod alt.

Et andet eksempel.

Sidste søndag sagde Obama i et TV-interview, at han principielt gerne ville lukke Guantanamo-fængslet, og at USA skulle respektere folkeretten og Genève-konventionen, men det var sværere end som så at lukke sådan en størrelse, og måske og hvis og når... Han ville heller ikke umiddelbart retsforfølge de personer, som havde indført tortur eller torturlignende metoder, for nu drejede det sig om fremtiden, men på den anden side og måske og hvis og når... Resultatet blev et ramaskrig, og tirsdag måtte Obamas rådgivere lække til New York Times, at den nye præsident på sin første hele embedsdag ville give ordre til at lukke Guantanamo.

AMERIKANERNE KALDER den slags »to waffle«. At mene det ene den ene dag og mene det andet den anden dag – og så lande på gennemsnittet for gennemsnittets skyld.

Præsident Clinton gjorde princippet til en sådan kunst, at tegneserien Doonesbury afbilledede nationens førstemand som en vaffel med en smeltende smørklat ovenpå, og Clintons rådgivere pralede af, hvordan de i politik praktiserede et nyt navneord: Triangulering.

Clinton-folkene var både imod venstrefløjen i deres eget parti og højrefløjen hos Republikanerne og skiftede opportunistisk frem og tilbage mellem siderne i Kongressen, alt efter hvad der gavnede deres sag og deres opinionstal. Men trianguleringen, vafleriet med smørklat, var én af grundene til, at præsident Clinton aldrig blev en rigtig stor præsident, for det drejede sig altid om opinionstal og fokusgrupper.

En stor præsident holder ferie, hvor han har lyst til at holde ferie. Præsident Clinton holdt ferie dér, hvor en fokusgruppe sagde, han skulle holde ferie. En stor præsident kæmper for, hvad han tror på, og han tror på, hvad han kæmper for, og 50,1 procent er ikke en trosartikel i sig selv.

BARACK OBAMA VISTE SIG således i valgkampen at have en god fornemmelse for synspunkter, der rakte ud over 50,1 procent. Mens Hillary Clinton og John McCain talte for at droppe benzinafgifterne, og mens John McCain suspenderede sin valgkamp og rejste til Washington for at redde finanskriseforhandlingerne og opfordrede Obama til at gøre det samme – så sagde Obama nej og atter nej, og i begge tilfælde sluttede vælgerne op om hans anti-populisme. Han demonstrerede, at sandt lederskab er at lede, ikke at følge.

Men siden valgsejren virker det, som om han og hans folk har udvidet den doktrin med en fodnote: Sandt lederskab er at lede med konsensus. Han talte i valgkampen om at indføre en profitskat på olieselskaberne og om hurtigst muligt at ophæve den Bush-skattelettelse, som de rigeste amerikanere har fået. Efter valgsejren droppede han begge dele, ikke mindst for at komme valgets tabere, Republikanerne, i møde, og hans forslag til en finanspakke er alt for uambitiøs, siger kritikere som den demokratiske blogger, Josh Marshall.

I forslaget er der ikke – som det ellers var ventet – de store rooseveltske jobprojekter, ingen højhastighedstog, intet beskæftigelseskorps til nationalparkerne, intet Manhattan-initiativ for vedvarende energi, kun en række halvkvædede ideer, der lyder som Socialdemokratiet anno 1979, og oven i hatten foreslår Obama-folkene en skattelettelse til både erhvervslivet og privatpersoner.

En række demokratiske nøgle-senatorer har svært ved at se ideen i skattelettelserne. Ikke kun fordi finanspakken i sig selv vil slå et stort hul i statskassen, og at der derfor er brug for skattepenge, men også fordi borgerne erfaringsmæssigt sparer pengene op og ikke pumper dem ind i økonomien igen.

»Jeg vil hellere bruge pengene på den slags, der éntydigt og hurtigere giver arbejdspladser,« siger senator og tidligere præsidentkandidat John Kerry. »Infrastruktur, direkte investeringer, energibeparelser.«

Økonom og Nobelpristager Paul Krugman er enig; skattelettelser er det forkerte redskab på det forkerte tidspunkt, siger han.

Muligvis, siger Obama-folkene, men skattelettelserne er med i pakken for at få Republikanerne om bord og skabe et bredt flertal.

Den slags lyder betænkeligt som tværpolitik for tværpolitikkens skyld, vil kritikerne sige. Hvis skattelettelser er forkerte, så er de forkerte, uanset om Republikanerne mener det eller ej. Færdigt arbejde.

BARACK OBAMAS STØRSTE udfordring er ikke at gabe over for meget, det er at gabe over for lidt. At være så fikseret på lederskab gennem konsensus, så opsat på at ville både det ene og det andet, at han mister det historiske tidehverv. Se på disse sider i dagens Magasin på oversigten over amerikanske præsidenters første 100 dage – og se på, hvordan de præsidenter, der forandrede Amerika mest og til det bedre, gjorde det i begyndelsen af deres præsidenttid og i skæret af en national eller international krise. Roosevelt, Johnson og Reagan begyndte deres embedsperioder med at tænke stort og dristigt – og resultatet blev tilsvarende.
Krisen er her – i den grad; anledningen til at forandre stort og til det bedre er her, og som førnævnte Josh Marshall spørger: »Hvis vi ikke gør det nu, hvornår skal vi så gøre det?«