Sagen trækker spor til et asiatisk spillesyndikat og bekræfter, at sport og politik er tæt forbundet i Afrika.
16. september 2010, 22:30
Afrikansk fodbold har scoret endnu et selvmål efter fiaskoen til VM i Sydafrika, hvor afrikansk fodbold slet ikke formåede at leve op til forventningerne.
Selvmålet er scoret af det lille vestafrikanske land Togo, og det er sat ind af et landshold, der i virkeligheden ikke er et landshold, hvilket bekræfter, at der er store problemer med at få organiseret og professionel fodbold til at fungere i Afrika.
Samtidig er politikerne i Togo begyndt at tage sagen om det falske landshold op til debat, og dermed gør de som så mange afrikanske politikere før dem. De blander politik og sport.
Ét eksempel er Nigerias præsident, Goodluck Jonathan, der efter VM i sommer besluttede sig for at udelukke det nigerianske landshold fra al international fodbold i to år, fordi holdet havde klaret sig så dårligt i Sydafrika. På samme måde er det en kendt sag i Rwanda, at præsident Paul Kagame har sponsoret landsholdet, ligesom det er en kendt sag i Cameroun, at angriberen Roger Milla efter ordre fra præsident Paul Biya blev sikret en plads på Camerouns landshold til VM i 1990.
18 ukendte spillere
Tilbage til Togo og landsholdet, der slet ikke er et landshold. I sidste uge spillede et hold fra Togo landskamp i Bahrain mod Bahrain og tabte 3-0. Men efter kampen viste det sig, at det nationale fodboldforbund i Togo hverken kendte noget til holdet eller en officiel landskamp mod Bahrain. Derfor er kampen blevet et politisk og nationalt anliggende i Togo, hvis fodboldforbund i øvrigt er sat under en slags administration af det internationale fodboldforbund, FIFA.
Den togolesiske sportsminister, Christophe Chao, har svært ved at forklare, hvordan det er muligt at sende en uautoriseret spillertrup fra Togo til Bahrain og få arrangeret en landskamp, der af Bahrains træner, den tidligere østrigske landstræner Josef Hickersberger, bliver beskrevet som spild af tid. Bl.a. fordi de togolesiske spillere ikke var i form til at spille i 90 minutter.
Sportsministeren sætter holdet med en trup på 18 endnu ukendte spillere i forbindelse med mafiafolk eller et asiatisk spillesyndikat, der angiveligt har investeret enorme summer i kampens resultat. I Bahrain beretter medier, at hjemmeholdet fik fem mål underkendt pga. tvivlsomme offsidekendelser.
Det kommer ikke bag på lederen af Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, Stig Jensen, at det er fra Afrika, der kommer fup-fodboldhold.
»Afrikansk fodbold er dybt kaotisk. Det eneste kontinent, hvor det her kan lade sig gøre, er Afrika. Alle andre steder er der systemer på plads, der vil forhindre den slags,« siger han:
»Men afrikansk fodbold er i gang med en kraftig modernisering, og det vil gøre den slags sværere fremover,« siger han.
































