Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mysteriet om Palin og den gravide teenagedatter

For hver eneste dag synes valgkampen at blive mere bizar. Mandag skuffede ikke. I aftes meddelte McCain-folkene kort, at vicepræsidentkandidat Sarah Palins ugifte og 17-årige datter var gravid.

SANTA FE: Det var en historie, der som en britisk skihopper slog en kolbøtte og landede et helt andet sted end forudset, og som i går gjorde en besynderlig amerikansk valgkamp endnu mere besynderlig.

For tidligt mandag aften dansk tid tikkede en kort meddelelse ud fra McCain-kampagnen. Ifølge meddelelsen var vicepræsidentkandidat Sarah Palins 17-årige og ugifte datter gravid og gravid i femte måned, og hun ville føde barnet, og hun og barnets far ville opdrage barnet. Sarah Palin støttede sin datter fuldt og helt, hed det.

Nu er den slags nyheder ikke nødvendigvis den slags, som en republikansk præsidentkandidat og vicepræsidentkandidat er interesserede i at få ud på den store scene, for uanset om det er berettiget eller ej, så klæber et stigma af dårligt forældreskab og – som amerikanerne ubarmhjertigt kalder det – »hvidt skidt« til teenagegraviditeter. De amerikanske myndigheder har en officiel politik for at undgå teenagegraviditeter, og netop på Palin-familiens højrereligiøse fløj er sex før ægteskabet et absolut »no-no«.

Så det var bestemt ikke en pressemeddelelse, som McCain-folkene havde lyst til at sende ud, men forklaringen var en anden og endnu mere bizar historie.

I weekenden offentliggjorde den førende demokratiske blog Daily Kos et indlæg, som i billeder og dokumenter og udtalelser syntes at dokumentere en sammensværgelse af den slags proportioner, som ville få Danielle Steele til at rynke brynene, og som går ud på følgende:

18. april i år fødte Sarah Palin sit femte barn, sønnen Trig, som blev født med Downs Syndrom. Fødslen vakte opsigt, fordi hun var siddende guvernør i Alaska, og fordi hun var i stand til at skjule sin tilstand under det meste af graviditeten. Først 6. marts – altså knap seks uger før fødslen – annoncerede hun sin graviditet, og flere af de førende politikere i Alaska og hendes nærmeste medarbejdere sagde dengang til lokalavisen Anchorage Daily News, at de ikke havde nogen anelse om, at hun var gravid. »Hun ser slet ikke gravid ud,« sagde et lokalt parlamantesmedlem.

Og det var der en grund til, hævdede bloggen Daily Kos i weekenden, for Sarah Palin var slet ikke gravid. Det var hendes dengang 16-årige datter Bristol, som var gravid, og af skam valgte moderen at tage graviditeten på sig. Daily Kos fremlagde billeder, som viste, at Sarah Palin overhovedet ikke så gravid ud, og at Bristol derimod så gravid ud, og bloggen fremlagde også dokumentation for, at Sarah Palins fødsel ikke var registreret på det lokale sygehus, hvor hun angiveligt skulle have født, og at hun op til fødslen var i stand til at gennemføre en otte timer lang flyvetur fra Texas til Alaska.

Bloggen dokumenterede også, at 16-årig Bristol blev taget ud af sin gymnasieklasse i fem måneder.

Der var mange andre besynderligheder i historien, og selv om den var tabloid og fra en ukendt blogger, så begyndte de internationale medier at røre på sig. Times of London bragte et kort sammenkog af Daily Kos-historien mandag, den estimerede kommentator Andrew Sullivan skrev om sagen og bad Palin komme ud af busken og besvare spørgsmål. »Vi må have en udtalelse fra fødselslægen, der kan bekræfte, at Sarah Palin er moderen til Trig. Det er ikke så svært,« skrev Sullivan. Mandag morgen gravede en konservativ website så et billede frem, og billedet viste en tilsyneladende gravid Sarah Palin, og dermed – skulle man tro – var den historie lagt død.

Men så kom mandag aftens nyhed fra McCain-kampagnen. McCain-folkene følte – sagde kilder i kampagnen – at det var nødvendigt at udsende pressemeddelelsen for at imødegå »ondsindede historier ikke bare på den venstreorienterede del af internettet, men også henvendelser fra etablerede medier«.

Hvordan vil det så påvirke valgkampen?

Sarah Palin er i forvejen en skruet bold i det politiske spil; det er svært at forholde sig til en kandidat, der er så uprøvet og har så mange utraditionelle facetter, og mens abortmodstandere sikkert vil glæde sig over, at 17-årige Bristol vælger at få barnet, så vil andre tage det som et udtryk for en dårlig dømmekraft, at McCain vælger en vicepræsidentkandidat, der bliver ved med at levere overraskelser, og hvis han ud af det himmelblå – uden det store baggrundtjek og imod alle råd – kan vælge en kandidat som Sarah Palin, hvad kan så finde på at gøre over for Rusland i en krise?