Den konservative kandidat har ikke levet op til forventningerne og dropper præsidentambitionerne.
7. februar 2008, 18:23
Han havde alle de kvaliteter, som skulle gøre ham til republikansk præsidentkandidat: Han havde medietække, han havde pejlet sig frem til præcis de synspunkter, som tækker magtbaserne i partiet, og han havde praktisk erfaring som guvernør.
Men ikke desto mindre har Mitt Romney nu besluttet sig for at "suspendere sin kampagne," oplyser republikanske kilder til CNN.
Romney klarede sig dårligere end forventet ved Super Tirsdag, hvor han hverken vandt folkerige stater som Californien, symbolske stater som Missouri eller de republikanske nøglestater i det amerikanske Syd.
Ved Super Tirsdag vandt John McCain 511 delegerede, og han har i alt 613 delegerede. Mitt Romney vandt 176 delegerede, og han har i alt 269 delegerede.
Den tredje af de republikanske top-kandidater, Mike Huckabee, vandt 147 delegerede, og han har i alt 190 delegerede.
Der skal 1.191 delegerede til at sikre kandidaturet.
Romney har to grunde til at trække sig
Ifølge flere kilder besluttede Mitt Romney sig torsdag middag dansk tid for at trække sig, og han havde to grunde til det: Den ene var matematisk, han havde ingen realistisk mulighed for at indhente McCain, eller det ville være mere end vanskeligt, og han ville samtidig ikke have skæmmet sit curriculum vitae ved at blive kendt som "mean Mitt," en mand, der var nødt til at "gå negativ" på McCain for at få fremdrift.
Hans afgang er en kæberasler til en mand, der kun har kendt offentlig succes. Han var en succesrig forretningsmand og er god for en kvart mia. dollar; han var manden, som blev bragt ind for at redde det skandaleramte vinter-OL i 2002 i Salt Lake City, og han blev valgt som republikansk guvernør i den mest demokratiske stat i USA, Massachussetts.
Men hans karriere i Massachussetts blev formentlig også den kvalifikation, som i sidste ende diskvalificerede ham fra at slå igennem i det republikanske felt. Han måtte i fuld offentlighed og på en fem-øre slå politiske kolbøtter.
Han måtte ændre de synspunkter, som fik ham valgt i Massachussetts, men som ville være gift for de republikanske græsrødder - fra at være for abort var han pludselig imod abort, fra at være pro-immigration var han pludselig anti-immigration, fra at være for stamcelleforskning var han pludselig imod stamcelleforskning.
































