13. december 2006, 07:48 – opdateret 20. september 2008, 20:48

AUSTIN, Texas: Scott Sforza havde i dagevis været om bord på hangarskibet, og han havde holdt hver en detalje i hånden. Den tidligere TV-producer vidste, at begivenheden ville blive hans hidtil største produktion, et festspil af potente billeder, som ville fæstne sig i den politiske dialog. Han havde koordineret besætningens uniformer med præsidentens jakkesæt, han havde studeret almanakken for at finde præcis det tidspunkt, hvor seneftermiddagssolen kastede præsidenten i et magisk skær, og hans folk havde sat banneret op i baggrunden, så hele verden kunne læse dagens budskab.

»Mission Accomplished«, stod der. »Missionen fuldført«.

Nu kom præsidentens fly så ude i horisonten, et jagerfly, som i dagens anledning havde fået kodenavnet »Navy One«. Dødbiderne sagde, at præsidenten bare kunne flyve ud til hangarskibet i sin helikopter, eller han kunne vente, til hangarskibet lå i havn i San Diego… selvfølgelig kunne han det, men dødbiderne forstod ingenting; de forstod ikke, at meningen netop var at få ham til at lande på hangardækket i et jagerfly, meningen var iscenesættelsen, for virkeligheden er kompliceret, ord er komplicerede, men billeder og følelser kan fange virkeligheden i en pipettedråbe, og det var Sforzas opgave. At fange virkeligheden i en pipettedråbe.

George W. Bush og Karl Rove er et ægteskab.

Karl er Bush. Bush er Karl, som den konservative tænker William Kristol har sagt til Esquire. »De står ikke hver for sig hver med deres dagsorden. Karl tænker X. Bush tænker X. Det er et temmelig kompliceret forhold.«

De mødte hinanden en novemberdag i 1973, på en banegård i Washington, og Rove tabte pusten. »Han kom imod mig i en pilotjakke, cowboystøvler, cowboybukser, og bukserne havde et mærke på den ene baglomme fra en metaldåse med snus. Han udstrålede mere karisma end et menneske burde have lov til,« har Rove fortalt i The New Yorker. Han uddybede senere i New York Times ved også at nævne Bushs »selvsikre gangart,« hans »fantastiske smil, du ved, waw…«

Rove var en lille mand, som var mere kikset end et menneske burde have lov til, en nørd uden uddannelse, og han kompenserede for sin usikkerhed ved at tænke vidt og tænke lavt, begge dele på én gang og med samme mål. For Karl Rove var en mand med et mål, og målet var – som han udtrykte det – »et permanent republikansk flertal.« Som ung fortalte han vidt og bredt, at han ville være som Mark Hanna, den omstridte republikanske strateg, der i 1896 fik den mavesure Williams McKinley valgt som præsident og skabte en generation med et næsten ubrudt republikansk flertal.

Roves omgangskreds gjorde nar af ham. »Hvem ved sine fulde fem vil være Mark Hanna…? Præsident, professionel baseballspiller, filmstjerne, fint nok, men… Mark Hanna?«

Unge Karl vidste imidlertid, hvad han ville. I et halvt århundrede havde Demokraterne siddet på flæsket i Washington, og nu var det republikanernes tur, koste hvad det ville. Han skulle bare finde den hest, som han kunne ride i mål, og han fandt manden i pilotjakke og med en metaldåse med snus, »du ved… waw.«

»Han er så god, at hvis han ikke eksisterede, så skulle vi opfinde ham,« sagde Rove om Bush. »Han er så god, at hvis han ikke eksisterede, så måtte Bush opfinde ham,« sagde en fremtrædende forsker om Rove.

Det var det perfekte ægteskab.

Showtime.

»Navy One« foretog en perfekt landing på hangardækket. Oprindeligt havde Det Hvide Hus forestillet sig, at Bush skulle ankomme i en af de mere sexede Top-Gun jagere, men Secret Service havde nedlagt veto, og nu blev det i stedet en mere gumpetung Lockheed S-3 Viking, men det var mere end godt nok. For se bare på præsidenten.

Han trådte ud af flyet – iklædt pilotuniform og faldskærm lignede han et es, som vendte triumferende hjem fra et bombetogt mod Bagdad, og skibsbesætningen flokkedes om ham.

Alle de amerikanske nyhedsstationer fulgte begivenheden live. På nyhedsnetværket MSNBC havde værten Chris Matthews samlet et kommenterende panel.

»Her er en præsident, som ikke behøver ord. Han er som Eisenhower. Han ser fantastisk ud i en militær uniform,« sagde Chris Matthews.

»Han lander i et fly med 150 mil i timen. Tror du, at nogen demokrat kan gøre det,« lød det fra kommentatoren Ann Coulter.

»Bare se på ham,« fortsatte Matthews. »Han ser ud som om, han fløj flyet… Vi er stolte af vores præsident. Amerikanerne kan lide at have en præsident, som har sådan en selvsikker gang, og som er fysisk… Kvinder kan lide en fyr, som er præsident. Se på ham. Kvinder kan lide krigen.«

»Amerikanerne vil ikke have en indendørs præsident som danskerne eller hollænderne…«

»Waw, han har lige vundet alle kvindestemmer i Amerika,« sagde kommentatoren G. Gordon Liddy. »Jeg ved det selv – når man har en faldskærm på, så fremhæver det ens mandlige karakteristika. Alle de kvinder, som siger, at størrelse ikke betyder noget… de lyver. Se på ham.«

George W. Bush er en mand, som godt kan kende forskel på rigtig og forkert, på godt og ondt; selv medarbejdere, der forlader Det Hvide Hus og smækker med døren, gør sig stor ulejlighed for at fremhæve, at præsidenten vil det gode. At hans hjerte er, hvor det skal være, og så nogenlunde i midten.

Han blev i 1994 valgt som guvernør i Texas på løfter om at forbedre skolerne, tackle problemerne med ungdomskriminalitet, gøre bistandssystemet mere retfærdigt og slå ned på de ublu erstatningssager, og han blev i 1998 genvalgt med jordsskredstal – 69 procent af alle stemmer, heraf 27 procent af de sorte stemmer og 49 procent af latino-stemmerne – og han stillede op til præsidentvalget i 2000 på en tilsvarende moderat dagsorden. Han var en »medfølende konservativ«, han »samlede i stedet for at skille«, sagde han.

Manden bag strategien var Karl Rove, og han fulgte strategien, fordi den førte til sejr. Karl Rove har selv fortalt, at han religiøst er agnostisk, men – og det er mindre kendt – ideologisk er han tilsvarende agnostisk. Da han i 1973 stillede op til kampvalg om formandsposten i en ungdomsrepublikansk fraktion, skulle de tre kandidater svare på, om USA skulle være medlem af FN. Den ene sagde, at USA skulle trække sig ud, den anden sagde, at USA skulle trække sig delvist ud, men Rove sagde, at man skulle lade sagen ligge, for vælgerne ville ikke forstå spørgsmålet.

Rove er ikke optaget af ideologi, han er optaget af sit permanente republikanske flertal, og hvis det betyder, at han skal være blød og midtsøgende, så vil han gå venstre om Susan Sarandon, og hvis det betyder, at han skal være hård og krigerisk, så vil han ligne Stig Tøfting. Han vil være, hvad han skal være for at nå 51 procent.

Men næsten-nederlaget ved præsidentvalget i 2000 var et chok. Hvordan kunne det ske? Hvad gik galt? Alle hans kalkuler tydede på en sejr, og så vandt han kun med én stemme i Højesteret. En af hans spinkolleger gav ham kort efter svaret. Matthew Dowd havde set på resultaterne, og han konkluderede, at center-strategien var passé; der var ikke andet end døde pindsvin midt på vejen. Amerikanerne var så delte, deres værdier så forskellige, at hvis bare Republikanerne sørgede for at dele dem yderligere og holde dem delt, så kunne Rove vinde.

Rove kaldte den nye strategi for »base-in«; nu skulle der skilles, ikke samles. De Forenede Stater skulle være De Uforenede Stater.

Solen stod, hvor solen skulle stå, lyset var, som lyset skulle være, og netop som de store TV-aviser gik på, gik præsident Bush også på.

Han holdt en tale og proklamerede »kamphandlingerne i Irak overstået«, og i baggrunden kunne man hele tiden se banneret med teksten »Mission Accomplished«.

»Fantastisk teater«, konstaterede den konservative Mort Kondracke på Fox News. »Fantastisk. Præsident Bush lignede præsidenten i »Independence Day«.

Scott Sforza kunne ikke få en højere anerkendelse. Kondracke var selv en filmmand, og han genkendte godt håndværk, når han så det.

»Han så ungdommelig ud. Han så fantastisk ud i en pilotuniform – fuld af energi,« sagde studievært Brian Williams fra NBC.

Landingen var jo ikke helt uden fare, forklarede studievært Brit Hume hos Fox. »Det er risikabelt. Du ved – der er olie og fedt på sådan et hangardæk. Vinden blæser. Mange ting kan gå galt. Men det gik ikke galt. Han klarede den.«

»Det hele virkede som om, Bush kæmpede i krigen; det gjorde han ikke, men sådan virkede det,« sagde studievært Chris Matthews hos MSNBC. »Han vandt krigen. Han var en effektiv øverstkommanderende. Alle er i dag klar over det.«

Intet menneske er en ø, sagde den britiske poet John Donne, og intet menneske er bare ét menneske; alle mennesker er flere mennesker, flere personligheder, somme tider på én gang, somme tider på skift, og vores personlighed formes ikke bare indefra, men også udefra – af vores omgivelser og oplevelser.

»Hvis folk vil forstå mig, så skal de forstå Midland og livsholdningen i Midland,« sagde Bush, og han er manden med det bedste fra Midland og Texas, men han er også – uundgåeligt – manden med det værste fra Midland og Texas. Han vil måske det gode, han vil måske samle og skabe et samfund baseret på sunde amerikanske værdier, men han har også den isolerede lillebys tendens til at se verden i sort og hvidt, til at se fjender og til at leve i en villet virkelighed frem for en empirisk virkelighed.

Under valgkampen og i den første del af sin præsidenttid var han den første Bush, samleren Bush. Han skabte sammen med Ted Kennedy en uddannelsesreform – »No Child Left Behind« – og efter 11. september 2001 samlede han alle amerikanere, og han formanede sin inderkreds om ikke at snakke partipolitik. Hans opinionstal satte nye rekorder, og han havde muligheden for at blive en af de største amerikanske præsidenter. Han havde mandatet til at skabe, hvad en anden texansk præsident havde lovet, men ikke skabt: Det store samfund.

Men Karl Rove tænkte på endnu større samfund, han tænkte på at vinde og vinde og vinde og skabe sit permanente flertal, han havde studeret Matthew Dowds tal og var nu overbevist om, at vejen frem var at skille, ikke samle. 18. januar 2002 talte han til inderkredsen i det republikanske parti, og han fortalte dem, hvordan de skulle vinde det kommende midtvejsvalg: Ved at slå på krigen. Ved at slå på, at Republikanerne var far-partiet, som kunne føre krig, mens Demokraterne var mor-partiet, som kun kunne smøre fire halve med kødpølse og ristet løg. Han holdt kort efter et powerpoint-foredrag til republikanske guvernører. »Fokus på krigen,« lød de første tre ord, og længere nede hed det: »Hold basen: kornavlere, kvægavlere, kul og stål.«

Bush lænede sig i sin politiske strategi op ad Rove, som en mand læner sig op ad en søjle, og måske opdagede Bush det, måske gjorde han ikke, men over vinteren 2001-2002 flyttede søjlen sig; Rove begyndte at tale om godt og ondt i udelukkende partipolitiske termer, han begyndte at tale om Demokraterne som fjender af krigen mod terror, som fjender af det sande Amerika, og han appellerede til Bushs værste dem-mod-os instinkter, og virkeligheden var ikke længere virkeligheden, som vi forstår den. Alle vi andre lever »i, hvad vi kalder det virkelighedsbaserede samfund«, sagde en topkilde, som lyder umiskendeligt som Karl Rove, til forfatteren Ron Suskind.

»Sådan virker verden imidlertid ikke længere. Vi er et imperium nu, og når vi handler, så skaber vi vores egen virkelighed. Og mens du studerer den virkelighed – empirisk – så handler vi igen og skaber en ny virkelighed, som du så også kan studere, og det er den måde, som det vil udspille sig på. Vi er historiens aktører, og dig, alle I andre, I kan bare studere, hvad vi gør.«

»Fantastisk teater.« Mort Kondracke havde ret, det var fantastisk teater, noget af det bedste – hvis ikke det bedste – i verdenshistorien af spin. På et tidspunkt, hvor TV-seerne var ved at sige som Scarlett O’Hara – »krig, krig, krig… det keder mig så meget, at jeg kunne skrige« – genvandt Bush-folkene dagsordenen ved at lande præsidenten på et hangardæk. Ved at lade ham træde ud som en anden »Dog Fighter« i pilotuniform, lade ham gå sin selvsikre cowboygang og modtage soldaternes hyldest foran det store sejrsbanner, alt imens jublende kommentatorer imiterede dialogen fra »Brokeback Mountain«.

Det var historiens handlingsmænd, som handlede, og som skabte deres egen villede virkelighed, for den havde ikke meget med den forhåndenværende virkelighed at gøre.

At klæde Bush ud som Tom Cruise i »Top Gun«, at skabe en slags film, hvor Bush agerer lufthelten fra slaget om Bagdad, er dristigt på grænsen til dumdristigt, når man tager Bushs egen militærhistorie i betragtning, og at lade det hele foregå under overskriften »mission accomplished« grænser til hybris.

98 procent af alle amerikanske dødsfald i Irak skete efter »Mission Accomplished«.

Længe så Karl Rove ud til at lykkes som den ultimative kulisse-Karl. Han vandt midtvejsvalget i 2002 og præsidentvalget i 2004 på sin strategi, efter krigen i Afghanistan fik han endnu en krig – krigen i Irak – til at sælge varen på, og han delte regeringsjob eller ditto kontrakter ud til mennesker og firmaer, som ikke var valgt for deres kompetence, men for deres loyalitet over for Bush og deres anvendelighed i kampen for det permanente flertal.

I justitsministeriet sad en af hans mange forlængede arme, Monica Goodling, og hun googlede alle ansøgeres navne i kritisk forbindelse med »fintællingen i Florida«, »sex«, »homoseksuel«, »Gore«, »demokrat«, »den plettede ugle« (truet dyreart, red.), »Enron«, »Kerry«, »Irak«, »masseødelæggelsesvåben«, »abort« og »skydevåben«, og hun endte med at ansætte kloner af sig selv – nyslåede og højrereligiøse jurister fra højrereligiøse universiteter. I Pentagon sad John O’Beirne, en hård ideolog, og hans job var at ansætte de rigtige folk til at genopbygge Irak. Stemte du på præsident Bush i 2000, spurgte han dem. Støtter du præsidenten i kampen mod terror? Hvordan ser du på abort? Han sendte en 24-årig ungrepublikaner til Bagdad med det formål at åbne fondsbørsen i Bagdad, selvom den 24-årige ikke havde nogen økonomisk baggrund, og to nyuddannede højrereligiøse, hvis kvalifikationer var deres familiebaggrund, blev sendt af sted med ansvar for Iraks offentlige budget på 13 mia. dollar.

Så længe enhver kritik kunne enten afvises ved at etablere en alternativ virkelighed eller ved at drive en kile ind i befolkningen – så gik det, og så gik det med 51 procent, og »det republikanske enevælde i Amerika vil vare i årevis, formentlig i årtier,« fastslog den konservative kommentator Fred Barnes euforisk i 2004.

Året efter faldt enevælden fra hinanden.

Når tre amerikanske soldater dør hver dag, og der ikke synes at være nogen plan, nogen udvej, nogen kompetence, og når en orkan raser op gennem Den Mexicanske Golf og drukner New Orleans, og der ikke er nogen plan, nogen udvej, nogen kompetence, så kan den villede virkelighed ikke længere fortrænge den empiriske virkelighed, og så er der ikke længere et uforenede stater af TV-seere og avislæsere, så er der kun den altovervejende opfattelse af svigt, og i det øjeblik, fra det øjeblik, har regeringen været regeringen, som ikke kunne. En regering, som kun 30 procent af vælgerne stoler på; en regering, som ikke kan finde ud af at regere, som den konservative David Frum skriver i bogen »Comeback«.

Karl Rove skabte en regering uden substans, for substans var underordnet hensynet til at vinde, og hensynet til at vinde var vigtigere end kompetence og kvalifikation, han skabte en regering af – som en af hans regerings­kolleger udtrykte det – lilleby-mentalitet, og han gjorde samleren Bush til en ubetinget spreder.

Til sidst mistede selv Karl Roves spinkollega, Matthew Dowd, troen. »Jeg kan ikke være med mere,« sagde han til New York Times. »Præsident Bush er ikke længere den mand, som jeg engang troede på.«

Og et eller andet sted, på et eller andet regeringsfjernlager, ligger et vindflået banner og tør ikke sige sit eget navn. »Mission Accomplished«.

Når historikere om tusinde år finder ruinerne af regeringen Bush, så vil de formentlig finde præcis de ord mejslet ind i resterne af, hvad der kunne være blevet.