De 228 ofre for Air France-flystyrtet i Atlanterhavet mindes med højtidelighed i katedralen Notre Dame.
3. juni 2009, 10:20
Katedralen Notre Dame i Paris lægger senere i dag hvælvinger til en mindehøjtidelighed for de 228 mennesker, der omkom under ulykken med Air France-flyet, der i mandags forsvandt og styrtede ned i Atlanterhavet på en flyvning fra Rio de Janeiro i Brasilien til Frankrigs hovedstad, Paris.
Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, ventes i lighed med en række ministre at deltage i højtideligheden.
Samtidig har de franske myndigheder åbnet en formel undersøgelse af, hvad der fik Airbus 330-flyet til at forulykke.
Såvel de brasilianske som de franske myndigheder har erklæret, at der "ikke kan være tvivl om", at de vragrester, der er fundet omkring 640 kilometer fra øen Fernando de Noronha, er vragdele fra flyet.
/ritzau/dpa
































