Michael Jackson obduceret igen

Popstjernen Michael Jackson er blevet obduceret for anden gang efter krav fra familien.

Liget af Michael Jackson blev lørdag obduceret for anden gang, efter at den første obduktion ikke kunne fastslå dødsårsagen, skriver Los Angeles Times.

Der er dog ikke oplysninger om, hvorvidt den nye obduktion har kunnet løfte sløret for, hvad den 50-årige popstjerne døde af.

Familien forlangte en ny obduktion, efter at den første ikke gav noget svar, og retsmedicinerne oplyste, at der vil gå seks-otte uger, før resultatet af de toksikologiske undersøgelser foreligger.

Men vreden voksede i familien på grund af "de mange ubesvarede spørgsmål" i forbindelse med Michael Jacksons død.

Familien fik udleveret Michael Jacksons lig fredag, og det blev bragt til et hemmeligt sted, hvor det altså lørdag blev obduceret for anden gang.

Det skete samtidig med, at familien brød tavsheden efter stjernens død.

- Vi kan ikke lide det, der foregår, sagde Michael Jacksons far, Joe Jackson til magasinet People, og senere kom en udtalelse fra familien, hvori de beskrev hans død, som "en af de mørkeste øjeblikke i vores liv."

/ritzau/AFP