Mennesketommer gader i den mexicanske hovedstad, hvor indbyggerne iført blå beskyttelsesmasker kæmper for at bevare roen.
26. april 2009, 22:30
Indbyggerne i Mexicos hovedstad er kendt for deres dødsforagt. Det kan ikke være anderledes i en by, hvor bortførelser og narkoopgør, der får bandekrigen Nørrebro til at ligne drengestreger, hører til dagens orden, og hvor forurening og trafik er næsten lige så livsfarlig.
Selv de hårdkogte beboere i verdens andenstørste by har imidlertid haft svært ved bevare roen, siden sundhedsmyndighederne fredag slog alarm overfor en ny og dødelig influenzatype overført fra svin. Et nys er nok, skriver avisen El Universal i en reportage, til at folk kikker skævt og går i store buer udenom hinanden.
Gaderne i den normalt hektiske hovedstad var weekenden igennem næsten tomme, og de få, der vovede sig uden døre, var stort set alle iført blå beskyttelsesmasker. En vare, der allerede lørdag var umulig at opdrive på byens apoteker, ligesom influenzavaccine og videofilm.
Ingen fodbold og messe
I går aftes europæisk tid var kun 20 mexicanere bevisligt døde af svineinfluenzaen. Men yderligere 61 dødsfald var under mistanke, og i alt var godt 1.300 indlagt med bekymrende symptomer – først og fremmest i Mexico by.
I forsøg på at dæmme op for den truende epidemi har regeringens aflyst al skolegang indtil videre. Biografer og museer er lukket, og fra i dag gælder det samme landets retssale. Desuden blev weekendens fodboldkampe afviklet uden tilskuere og yderligere 500 sports- og kulturbegivenheder aflyst. Selv den katolske kirke indså situationens alvor og nøjedes med at forrette søndagens gudstjenester via radioen.
Samtidig har regeringen vedtaget en række undtagelsesdekreter, der blandt andet gør det muligt at holde folk under mistanke for at være smittet i husarrest samt at behandle dem mod deres vilje. Men myndighederne går alt for forsigtigt og langsomt til værks, påpeger en læge overfor den spanske avis El País.
»Hvor mange beboere i hovedstaden har tilbragt weekenden på landet? Hvor mange af dem er bærere af sygdommen, og hvor mange har de nu smittet i andre delstater,« spørger hun.
Imens kunne man i går finde konspirationsteorier for enhver smag på Mexico bys gader og stræder.
»Det hele er én stor afledningsmanøvre, som skal få os til at glemme finanskrisen og den manglende sikkerhed,« betroede en taxichauffør til avisen El Universals reporter.
Kollektivt paranoia
En frugtsælger mente derimod, at regeringen skjuler epidemiens virkelige omfang, og en ældre kvinde – der var gået forgæves til messe – hævdede, at influenzaens virus er designet og sat i omløb af landets magtfulde narkokarteller som svar på de seneste ugers anholdelser af ledende kriminelle.
Langt fra alle indbyggere er imidlertid bukket under for det kollektive paranoia. En radiostation i hovedstaden kunne i går præsentere »La Cumbia de la Influenza« – et potentielt hit i den populære folkemusikgenre skrevet og indspillet af det hidtil ukendte band »Agrupación Cariño« (Ømhedsorkesteret).
Helt har mexicanerne trods alt ikke mistet deres berømte galgenhumor.
































