Der bliver efter alt at dømme ikke en oliekatastrofe nummer to i Den Mexicanske Golf. Inspektører har ikke fundet nogen lækager efter ny platformseksplosion.
4. september 2010, 03:46 – opdateret 4. september 2010, 03:48
USA's indenrigsministerium siger tidligt lørdag, at sikkerhedsinspektører ikke har fundet nogen lækager på Mariner Energy-platformen, der torsdag brød i brand i Den Mexicanske Golf.
- Inspektørerne har ikke fundet nogen tegn på, at der kommer forurening fra Mariner Energy Resources Vermilion 380-platform under en indledende inspektion af faciliteterne i dag, siger indenrigsministeriet i en meddelelse.
- Inspektørerne var på platformen i adskillige timer i dag og bekræftede, at sikkerhedsventilerne for tilknyttede brønde og ind- og udgående rørledninger alle er lukkede, og platformens tanke og pumper er sikre, skriver indenrigsministeriet.
/ritzau/Reuters

































