Tysklands forbundskansler viser solidaritet med den danske tegner Kurt Westergaard, der trues på livet for sin Muhammed-karikatur. Kanslerens deltagelse fremkalder såvel støtte som kritik.
8. september 2010, 22:20
BERLIN: Forbundskansler Angela Merkel hyldede onsdag aften den danske tegner Kurt Westergaard, som trues på livet, fordi han stod bag en af de omstridte Muhammed-karikaturer i Jyllands-Posten 2005.
”Ytringsfrihed er ”et af de karakteristiske træk for det vestlige demokrati,” sagde Merkel.
”Vi tyskere mindes i disse måneder overvindelsen af det kommunistiske diktatur og vort lands genforening for 20 år siden. Vi kan stadig huske, hvad ufrihed betyder og bør derfor aldrig glemme, hvor værdifuld frihed er.”
Samtidig kritiserede hun planerne om en afbrænding af koraner i en lille by i Amerika. Den slags er ”respektløst, frastødende og ganske enkelt forkert”, sagde kansleren.
Merkel holdt hovedtalen på en konference i Potsdam ved Berlin, hvor Westergaard modtog den såkaldte M100-mediepris. Prisen blev motiveret af Joachim Gauck, en systemkritiker fra det tidligere DDR, der senere blev forvalter af det hemmelige politi Stasis efterladte arkiver.
Gauck kandiderede for nylig – forgæves – til posten som Tysklands forbundspræsident.
Stor opmærksomhed
Hæderen til Westergaard, og regeringschefens deltagelse, har udløst stor opmærksomhed blandt tyske meningsdannere. Merkels ”solidaritet med Westergaard” kan kræve ”en høj, udenrigspolitisk pris”, skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung.
Avisen kommentator Nils Minkmar mener, der er tale om ”en dag til historiebøgerne”.
Islam-forskeren Sebastian Elsässer fra Freie Universität i Berlin tror også, at kansleren tager en høj risiko.
”Det kunne udløse utilfredshed hos muslimer, hvis denne optræden tolkes som offentlig støtte for islamfjendtlige ytringer,”
siger han ifølge nyhedsmagasinet Focus.
”Men det forstyrrer ikke Merkel,” skriver masseavisen Bild i sin webudgave.
”I dag har Merkel sin modigste optræden”, hedder det i en overskrift.
”Med denne holdning adskiller hun sig fra de fleste europæiske stats- og regeringschefer, som om muligt slet ikke ønsker at komme i berøring med sagen Westergaard.”
Som en bekræftelse af Elsässers vurdering kritiserede muslimernes centralråd i Tyskland (ZMD) til aften kanslerens deltagelse i prisoverrækkelsen.
”Merkel ærer en tegner, ”som i vore øjne har trådt på vor profet med fødderne og egentlig har trådt på os alle med fødderne,” sagde generalsekretær Aiman Mazyek.
Også De Grønne udtrykte skepsis over for Merkels medvirken.
”Jeg ville ikke have gjort det,” sagde partiets gruppeformand i Forbundsdagen, Renate Künast.
Ytringsfrihed gælder også karikaturer, ”men hvis en forbundskansler også holder en tale om det skærper hun tonen”, erklærede Künast.
Jyllands-Postens chefredaktør Jørn Mikkelsen, som deltog i konferencen, hæfter sig bl.a. ved, at hædringen skete ”i forbindelse med femåret for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne, og denne markering er vi på Jyllands-Posten stolte og taknemmelige for”, sagde han til avisens webudgave.
Westergaard selv vakte opsigt med en udtalelse i avisen Kölner Stadt-Anzeigers torsdagsudgave.
”Efter min opfattelse kan man ikke sammenligne islam med kristendommen,” siger han ifølge bladet.
”Det er ikke en sympatisk religion, men en i mange henseender reaktionær religion,” mener han.

































