14. oktober 2008, 20:15 – opdateret 14. oktober 2008, 21:22

Hvordan har den forløbne uge været for McCain?
Kurrild-Klitgaard: Som de fleste andre uger for McCain: lidt dårligere end den foregående. Tre faktorer er i spil: Den efterhånden altomfattende finanskrise rammer McCain hårdt, fordi vælgerne altid straffer kandidaten fra det parti, der sidder på præsidentposten, når der er økonomiske problemer. Det lykkedes heller ikke for McCain at få sat nogle dybe stød ind på Obama i sidste uges debat, og Sarah Palin blev yderligere skandaliseret i medierne. Det er nu ikke kun i de meget omtalte svingstater, hvor meningsmålingerne nu er i Obamas favør, men nu er de også ved at tippe til Obama i stater, som burde være relativt sikre for en Republikaner. Det betyder, at McCain nu skal ind og bruge penge og tid på bare at holde stater, der faktisk burde være vundne, og som det er nødvendigt at vinde for at have en chance i det samlede valg. Og det er en rigtig dårlig situation, fordi McCain i forvejen er bagud på penge.
Der har været meget fokus på McCains negative del af sin kampagne, men jeg synes ikke, at den har været usædvanligt negativ i forhold til andre valgkampe i historien, heller ikke i forhold til dansk politik. Man kan selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved, hvor relevant det er, når McCain peger på Obamas relation til Bill Ayers (medlem af gruppen The Weather Organazation Group, der blandt andet bombede Pentagon – Ayers er aldrig blevet dømt for terrorhandlinger, red.), men ingen har kunnet anfægte, at det McCain-lejren har sagt, er forkert. Det væsentligste argument, Obama-lejren har fremført imod det, er, at det er udtryk for, at McCain fører en negativ kampagne. Det kan da godt være et retorisk stærkt argument, men det siger jo ikke noget konkret om den pågældende sag. Alt andet lige er det både en relevant og potentiel gangbar vej for McCain at gå, at fokusere på, at der er en masse ting i Barack Obamas fortid, som man ikke har kigget nærmere på – og som man burde kigge nærmere på. Den negative kampagne kan blive meget værre – og så slemt synes jeg heller ikke, det har været.
I forhold til den episode, hvor McCain gik ind og forsvarede Obama, under et vælgermøde, hvor Obama både blev beskyldt for at være farlig og for at være muslim, der tror jeg for det første, at McCain oprigtigt mente, hvad han sagde, nemlig at det her handler om politiske uenigheder, og ikke at Obama er en skidt karl. For det andet kunne han heller ikke gøre andet: Han ved, at der er tv-kameraer, der står og ruller, og der kommer en, der siger noget faktuelt forkert og meget opflammende, så bliver han nød til at skride ind.

Dragsdahl: Helt katastrofal. Den blev indledt med nogle af de mest beskidte person-angreb på Obama, og sluttede med, at McCain selv måtte tage afstand fra nogle af de holdninger, som personangrebene har iværksat. Og så sluttede ugen også med, at racefaktoren brød igennem i debatten, og det skyldes de trick som McCain-kampagnen har anvendt, og at den i enhver henseende afbalancerede og respekterede borgerrettighedsaktivist, John Lewis, trådte frem og pegede på, hvilken rolle kodeord og det ubevidste spiller. Som jeg før har sagt: Der er en social norm imod åbenlys racisme, men samtidig viser forskningen, at racismen lever videre i underbevidstheden – og der har vi set, hvordan McCain-kampagnen prøver på knytte an til opfattelser, der har særlig gode vækstbetingelser, hvis man i forvejen har racebestemte holdninger til sorte politikere. Det er simpelthen lettere, at beskylde sorte politikere for at være i ledtog med terrorister end fx Hillary Clinton – det er nemmere at beskylde en sort politikere, som har tilbragt en del af sin tilværelse uden for USA, for at være muslim osv. Som jeg pegede på i nogle af vores første paneldebatter, har McCain hentet Sarah Palin fra det overdrev, hvor grænsen mellem den amerikanske højre-ekstremisme og højre-fascisme er sløret – og i den forgange uge har vi så set valgmøder, hvor deltagere råber op om at slå Obama ihjel og som angriber sorte journalister.
Det store spørgsmål for fremtidige artikler og bøger handler om McCains skizofrene optræden under den her valgkamp: Hvorfor har McCain vendt sig imod sin egen kampagnestrategi? Spekulationerne vil cirkulere omkring, at han er blevet taget til gidsel af de professionelle valgstrateger, og så vil forklaringen være, at han som en mand af ære har brudt med det svineri, han selv har været med til at starte. En anden holdning vil være, at han er en opportunist, som har set nogle muligheder ved at køre en bagvaskende kampagne mod Obama, og som nu vejrer et stemningsskifte i befolkningen. Flere konservative har taget afstand fra McCain – for eksempel råder den neo-konservative senator og ideolog, William Krystol, ham til at fyre sin kampagne. Og der må man jo sige, at hvis McCain virkelig tror på sit eget budskab om, at han skal til Washington for at rydde op, så kunne han jo passende starte med at fyre sin egen kampagnestab. Uanset svaret, fremstår han som en total utroværdig leder. Men han kan måske redde sit navn i historiebøgerne, hvis han følger Krystols anbefaling, og dermed fremstille sig selv som en mand af ære, der blev chokeret over det svineri, han selv havde sat i gang.
Man kunne være fristet til at sige, at Obama med sin aktuelle store føring, allerede har vundet, men man har før set store føringer i oktobermåned, som er svundet ind til næsten ingenting på selve valgdagen. Set fra et historisk perspektiv kan man ikke udelukke, at McCain stadig har en chance, om end det er meget stejlt op ad bakke.

Bjerre-Poulsen: Frygtelig dårlig. Ikke alene er McCain kommet bagud i en del stater, som en Republikansk kandidat under normale omstændigheder burde have en chance for at vinde – der er også et par stater, som det indtil for nylig nærmest var utænkeligt, at en Demokrat kunne vinde, hvor det nu er på vippen. McCains strategi var fra starten af på én gang at holde fast i de stater, som Bush vandt i 2004, og samtidig at forsøge at vinde i stater med mange midtervælgere. Mens Palin skulle tjene til at fastholde de Republikanske kerne-stater, skulle McCain appellere til midtervælgerne. Det regnestykke går bare ikke op i øjeblikket.
Det økonomiske tema er blevet så overskyggende, og McCain har endnu ikke fundet en farbar vej, i stedet er han kommet til at se desperat ud. Han er havnet i en strategisk blindgyde – og er søgt tilbage til den strategi, hvor han prøver at gøre valget til en folkeafstemning om for eller imod Obama, og derfor er hans kampagne blevet grim og personfikseret. Det skubber så endnu flere midtervælgere væk. Man kan også sige det sådan, at i en tid, hvor mange vælgere er dybt bekymret for fremtiden, så er det et problem for McCain, at man ikke finder nogen optimisme eller noget positivt budskab eller en vision hos ham for, hvordan USA kommer på rette spor. Uanset om det er retfærdigt eller ej, så er McCain i en strategisk meget vanskelig situation – og det er svært at se, hvad han skal gøre.
Sarah Palin er for John McCain, hvad Pia Kjærsgaard er for Anders Fogh Rasmussen: hun appellerer til en idé om egengruppe over for fremmedgruppe, at Obama repræsenterer noget fremmed og uamerikansk. Hvor det i Danmark åbenbart bedre kan lade sig gøre for Anders Fogh Rasmussen at forene sine egne midtervælgere med Pia Kjærsgaards vælgere, er der i USA alligevel mange midtervælgere, der ikke bryder sig om Sarah Palin. Sådan som meningsmålingerne ser ud nu, søger disse vælgerne i overvejende grad over til Obama.

Gress: Forfærdelig! Den økonomiske krise gavner entydigt Obama – uanset kandidaternes forslag til at overvinde krisen, så belønner vælgerne i en tid med økonomisk krise altid kandidaten fra det parti, der er i opposition. McCains kampagne kører for ujævnt, og han kan ikke nå at indhente Obamas forspring. Det vi er vidner til nu, er de sidste søm i ligkisten. I den sidste uge er McCain også begyndt at tabe afgørende terræn i de afgørende svingstater – og det er det, han bare ikke må gøre, hvis han skal vinde.
McCain-lejrens hovedkontor ligger i Washington, og det skal man aldrig gøre – den by er så fuld af politiske intriger og lækager, at der hurtigt kommer slinger i valsen. Det har betydet, at der har været divergerende meldinger og tvivl om, hvem der egentlig udstikker retningslinjerne hos McCain-kampagnen. Mange af de meget ophidsede reaktioner, vi har set blandt visse vælgere, og som medierne har fokuseret en del på, er også udtryk for, at mange er blevet kulrede af finanskrisen – og McCain har set sig nødsaget til at tage afstand fra sin egen kampagne. Det er i og for sig sympatisk nok, at han træder tilbage og forsikrer om, at Obama er god nok, men det er altså også et udtryk for forvirring på flere planer både hos McCain og i dele af befolkningen.