John McCain træder frem som ny republikansk favorit. Han fører i New Hampshire, viser ny meningsmåling – og forventer at gøre det godt i Iowa i nat.
3. januar 2008, 22:30
DES MOINES: Den republikanske senator, John McCain, har taget føringen i staten New Hampshire inden tirsdagens primærvalg.
Ifølge en ny meningsmåling får han 37 procent af stemmerne. Det er seks point flere end partifællen Mitt Romney – og en fremgang på hele 23 point siden forrige måling, foretaget i september, fra det lokale Franklin Pierce University. Han forventes endda at kunne gå endnu mere frem, hvis han som ventet klarer sig godt ved nattens afstemning i Iowa og dermed skaber større interesse for sin kampagne.
John McCains comeback gør ham til ny, omend svag favorit til at vinde den republikanske nominering.
I de kommende valgstater, South Carolina og Florida, er det stadig folk som Mike Huckabee og Rudy Giuliani, der står bedst.
Det republikanske felt kan forinden være reduceret med yderligere en mand. Skuespilleren Fred Thompson, der en overgang syntes at kunne vinde det hele, er på rygteplan parat til at trække sig, hvis han klarer sig dårligt i Iowa og New Hampshire. Selv afviser han rygtet.
































