John McCain har malet sig selv op i et hjørne. I aftes måtte han tre gange fortælle sine tilhængere, at Barack Obama ikke er farlig. Tilhængere buhede af ham.
11. oktober 2008, 09:21 – opdateret 11. oktober 2008, 09:23
WASHINGTON: I flere dage har republikaneren John McCain og hans vicepræsidentkandidat Sarah Palin anklaget deres demokratiske modstander Barack Obama for at være en terrorsympatisør.
Anklagerne har pisket en hadsk stemning op på McCains valgmøder. Vælgere har kaldt Obama for “terrorist” og “forræder”, og Secret Service efterforsker en konkret dødstrussel mod Obama fremsat under et vælgermøde med Sarah Palin.
Mange har advaret McCain imod at spille på racistiske og islamofobiske følelser blandt visse vælgere, og i aftes måtte han tydelig rystet forsøge at slukke den brand, han selv har været med til at antænde.
På vælgermøder i Minnesota følte McCain sig i tre omgange tvunget til at gå i rette med sine egne tilhængere:
“Han er en hæderlig person og en person, du ikke behøver være bange for, hvis han bliver USAs præsident,” sagde McCain om sin modstander i et forsøg på at berolige en yngre mand. Vælgeren havde i et spørgsmål til McCain udtrykt frygt for at lade sit barn vokse op i USA med Obama i Det Hvide Hus.
Flere tilhængere i salen buhede af McCain for at tage Obama i forsvar.
En ældre dame fik senere mikrofonen. Hun kunne ikke stole på Obama, sagde hun, for han var “araber”.
McCain tog mikrofonen fra hende med en bister mine:
“Nej frue, han er en hædelig familiefar med hvem, jeg tilfældigvis har nogle uenigheder på grundlæggende spørgsmål,” understregede han.
I en tredje episode måtte McCain endnu engang slå fast, at Obama er et ordentligt menneske, og at deres uenigheder kun er politiske.
For John McCain er det rundt regnet den værste situation at være bragt i, lyder det fra flere analytikere.
McCain og Palin har i denne uge lagt en klar strategi for at skildre Obama som uamerikansk og farlig, fordi han for nogle år siden havde forbindelse til den gamle 68-terrorist William Ayers. Stik imod det budskab må McCain nu for åben skærm omtale Obama som “hæderlig”.
“McCain har malet sig selv op i et hjørne, hvor han nu er nødt til at undergrave sit eget budskab. Han ved godt, at Obama ikke er farlig, men har forsøgt at spille på nogle vælgeres frygt. Nu er han synligt rystet over, hvad han har sat i gang, og forsøger at nedtone det,” siger kommentatoren Lawrence O’Donnell fra tv-stationen MSNBC.
Greg Sargent fra bloggen Talking Points Memo spørger, om McCain-lejren samtidig vil bede Sarah Palin om at holde op med at kalde Obama for terrorsympatisør.
“Hvis McCain vil skrue ned for temperaturen, kunne han også stoppe sin nye reklame, som antyder, at Obama for tiden er i liga med en aktiv terrorist,” anbefaler Sargent.
McCain har ikke råd til at rage sig uklar med den republikanske base - små fire uger før valget. Nye målinger viser, at McCain er længere bagud i meningsmålingerne end på noget tidligere tidspunkt. Ifølge en måling fra Newsweek fra i aftes, er han elleve procentpoint efter Obama.
William Myers var for 40 år siden medlem af det militante Weatherman Underground, som bombede offentlige bygninger. Senere sigtelser imod Ayers blev frafaldet. Chefanklageren skrev i New York Times i går, at han var glad for, at Ayers udviklede sig til en lovlydig borger.
Ayers er i dag professor i Chicago og kåret som årets borger i byen. Obama mødte ham til en fundraiser til sin første politiske kampagne midt i 1990erne og har siddet i en bestyrelse for en uddannelsesinstitution sammen med ham. De afviser begge at have haft andre kontakter med hinanden.

































