3. oktober 2008, 22:30

1.

»Gå indendøre,« siger stemmen i radioen. »Træk vejret ganske roligt.«

En tropisk storm er gået i land fra Den Mexicanske Golf, og hele området bliver udsat for en crash-test af kastvinde og regn. Jeg sidder i et af de mest trøstesløse lokaler, jeg nogensinde har siddet i, et af de mest afpillede lokaler – venteværelset foran dødskammeret i Huntsville i Texas. Uden for er jorden så æltende våd, at fængselsbetjentene bliver nødt til at gå som børn, der leger, at de kun må gå på stregerne, og inden for lugter vi alle af våd hund og situationens ængstelighed.

I de elendige timer af en elendig nat forsøger jeg at fange omfanget af en sætning, som jeg hørte tidligere den dag. Jeg havde talt med et af de mennesker, som ved mest om Enron, giganten, som i 2001 faldt fra hinanden i skandalen, og hun havde henkastet og i en neutral tone konstateret:

»Er det ikke påfaldende hvor meget, Enron minder om Bush-regeringen?«

Jeg endevender hendes ord, og i et øjeblik føler jeg, at jeg kan skimte omridset af en forklaring, som jeg har søgt i årevis.

Forklaringen på, hvorfor præsident Bush endte som en af de dårligste præsidenter i amerikansk historie.

2.

En regering er ikke kun en præsident, en regering er tusindvis af mennesker, og det er præsidentens opgave at få dem til at trække sammen og i den samme retning.

George W. Bush syntes at forstå det. Han sagde ved sin tiltrædelse, at han var den første amerikanske præsident med en grad i virksomhedsledelse, og at han ville være »virksomhedsleder-præsidenten«.

Han blev virksomhedslederpræsidenten. Han kom til at lede Enron.

I dag er det nemt at glemme, men Enron var engang en af de mest beundrede virksomheder i verden. Hvis man i 2000 var gået forbi statuen med det skæve, skinnende »e« på Enron Plaza i Houston og ind i glas-og-stål skyskraberen, som rummede Enron World Headquarters, så var man gået ind i den syvendestørste virksomhed i USA. En virksomhed med 22.000 ansatte, en omsætning på over 110 mia. dollar og en aktiepris på 90 dollar.

Og det var bare begyndelsen, lovede Kenneth Lay, som havde opbygget Enron fra at være en uglamourøs distrubutør af naturgas til at være et kraftcenter for alt, hvad der gav penge. »Vi er på vej til at blive den største erhvervsvirksomhed i verden,« proklamerede Lay stolt i foråret 2001.

Men det hele var varm luft – varm luft og svindel.

Lays højrehånd, Jeffrey Skilling, havde udviklet en ide, som ville revolutionere den måde, som man drev virksomhed på, sagde han. En virksomhed behøver ingen fysiske produkter, som den køber eller sælger, dens værdier kan være papirhandler og aktiekursen.

I efteråret 2001 skred korthuset. Kenneth Lay blev til det sidste ved med at fastholde, at de bedste tider var lige om hjørner, og enten vidste han det ikke – eller også ville han ikke vide det – men Enron var for længst var holdt op med at fungere som en normal virksomhed. Enron havde ikke noget driftbudget, Enron havde ikke noget overblik over dag-til-dag udgifter, Enron var nødt til at opfinde nye fiktive handler for at finansiere de gamle handler, alt sammen for at pumpe aktiekursen endnu højere op; målet var ikke gammeldags indtægter og udgifter og alle de andre gængse kvaliteter, målet var aktiekursen, og en stigende aktiekurs blev en selvopfyldende profeti om, at det altsammen – svindel og varm luft – var godt nok.

3.

Præsident Bush har sammenlignet sig med de allerstørste inden for branchen. Han har på forskellige tidspunkter draget paralleller mellem sig selv og Abraham Lincoln, Teddy Roosevelt, Franklin Roosevelt og Ronald Reagan, store mænd i store tider.

På det seneste har han imidlertid haft en forkærlighed for en anden pendant, nemlig Harry Truman, og forkærligheden er forståelig. Harry Truman er den store comeback-historie blandt amerikanske præsidenter. I 1952, i Trumans sidste embedsår, faldt hans opinionstal også til 22 pct., han nærmest luskede ud af Washington, og først en generation senere blev hans kaliber evident. Sådan ser Bush sig selv i dag; han kender sine opinionstal – han ved, at aldrig har så mange amerikanere været så utilfredse med deres præsident så længe – men han er også overbevist om, at historien vil gøre for ham, hvad den gjorde for Harry Truman.

»Som præsident kan man kun gøre, hvad man tror er rigtigt og tænke stort nok,« og så vil historien tage sig af resten, reflekterede han sidste år i et interview.

Præsident Bush immiterer dermed Ken Lay. Enten ved han ikke – eller også vil han ikke vide det – men hans regering er for længst holdt op med at fungere som en normal regering. En normal regering skal regere, og en normal præsident skal lede regeringen, så den regerer – så den effektivt rammer de bolde, der kommer imod den, og sender sine egne bolde effektivt afsted.

Og det har regeringen Bush ikke gjort eller ikke gjort godt nok.

Gang og gang har historien stillet Bush over for fordringer, som han ikke har levet op til, og det danner et mønster, som i sidste ende ikke kan spinnes væk. Han står efter syv og et halvt år som præsidenten, der fejleksekverede krigen i Irak, som druknede New Orleans, som arvede det største statsoverskud i amerikansk historie og afleverede det største ditto underskud, og som i de sidste måneder af sin præsidenttid, næsten som et summa summarum, befinder sig midt i formentlig den mest omfattende finanskrise i verdenshistorien.

Som kommentatoren Harold Meyerson udtrykker det:

»Når historikere på et tidspunkt ser tilbage på Bush-regeringen, vil det give dem hovedbrud at forsøge at finde ud af, hvordan en præsident så konsekvent kunne gøre en fiasko ud af så mange sager – ikke mindst i betragtning af, at mange af sagerne var hans eget initiativ.«

4.

Hvordan kunne det gå så galt?

Det har været et tilbagevendende spørgsmål i denne serie om »Manden fra Midland«, og serien har taget os fra støvet i Midland til støvet i Abu Ghraib, men det bedste svar er måske svaret fra Enron. Det kunne gå så galt, fordi regeringen fra sin begyndelse forsøgte at skabe en alternativ virkelighed. Enron troede, at virksomheden havde revolutioneret forretningslivet, at en virksomhed kunne leve af varm luft og sin aktiekurs, og på samme måde mente regeringen Bush heller ikke, at den behøvede at regere eller regere godt, den behøvede blot at vinde sine valg.

Det var især spindoktor Karl Roves ide, det var vejen til hans »permanente republikanske flertal«, og det var en ven og tilhænger af præsidenten, som så det først: John Dilulio, en estimeret professor, blev udnævnt til chef for regeringens såkaldte »religiøse initiativ« og fik et kontor i Det Hvide Hus. Halvandet år senere forlod han desillusioneret jobbet og kom med følgende svada til Karl Rove og den omnipotente spinmaskine: »Der er intet fortilfælde i moderne amerikanske historie for, hvad der nu foregår i Det Hvide Hus: En total mangel på politisk implementering. I stedet bliver alt – og jeg mener alt – styret af spin. Det er et styre af Korsbæk Machiavellier.«

I sin tid i Det Hvide Hus havde Dilulio ikke hørt »tre substantielle diskussioner om implementering. Der var ingen politiske hvidbøger om indenrigsspørgsmål, og der var i præsidentfløjen af Det Hvide Hus kun få mennesker, som i det hele taget kerede sig om politisk substans og analyse ...«

Karl Rove benægtede det ikke. Tværtimod pralede han af det. En topkilde, som lyder umiskendeligt som Karl Rove, forklarede til forfatteren Ron Suskind, at der var to slags virkeligheder: Der var den virkelighed, som alle vi andre befandt os i, og så var der den virkelighed, som Det Hvide Hus skabte, og den virkelighed, som Det Hvide Hus skabte, blev pr. automatik alle vi andres virkelighed.

Jo mere man tænker over det desto mere svimlende er udsagnet, det nærmer sig en variant af internetspillet »Second Life«, og det forklarer, hvorfor regeringen mente, at det var vigtigere at lande præsident Bush i Battler Britton-uniform på et hangarskib og holde en »mission accomplished«-tale, end det var i virkeligheden at fuldføre missionen. Det forklarer, hvorfor regeringen afviste hærchefen, som sagde, at en invasion af Irak krævede en militærstyrke, som var dobbelt så stor som den planlagte for at kunne styre landet bagefter. Det passede ikke med forsvarsminister Rumsfelds virkelighed. Det forklarer, hvorfor Bush først i juni 2006 fandt ud af, at strategien i Irak ikke virkede, hvorefter han bad sine underordnede om at udvikle en strategi, som »kan modvirke det indtryk, at krigen ikke kan vindes,« som han sagde. Nøgleordet er »indtryk«.

Det forklarer, hvorfor præsident Bush og hans folk gennemførte de største skattelettelser i amerikansk historie på trods af, at USA var midt i en krig og planlagde en anden og på trods af, at statsunderskuddet voksede til det største i amerikansk historie.

Det forklarer, hvorfor vicepræsident Cheney afviste finansministerens bekymringer over yderligere skattelettelser. Som han sagde: »Underskud betyder ikke noget. Vi vandt midtvejsvalget, og vi har ret til at gennemføre flere skattelettelser.«

Det forklarer, hvorfor præsidenten for et par måneder siden fastholdt, at økonomien var i god stand, og at den bedste måde at sikre økonomien på var yderligere skattelettelser.

Det er en alternativ virkelighed, hvor håndgribelige kendsgerninger handles under pari og under paroler og spin, og hvor det er vigtigere at skabe indtrykket af, at krigen i Irak kan vindes end at den nødvendigvis vindes, og hvor økonomien ikke er underlagt nogle af de økonomiske nøglekrav, som gælder i enhver anden husholdning.

Det er politik som perception, ikke politik som eksekution, og derfor – derfor gik det så galt.

For hvad sker der i det øjeblik, da vælgerne finder ud af – som Jim Carrey finder ud af i filmen »The Truman Show« – at det hele er en kulisse bygget til deres ære?

Når virkeligheden – den virkelige virkelighed, som kan måles og vejes og sanses – melder sig? Når den virkelige virkelighed melder sig i Irak, i Afghanistan, i New Orleans, på Wall Street, foran en benzinstander eller i en perlekæde af kriminelle sigtelser, og vælgerne er nødt til at spørge, som Carrey spørger i filmens slutscene:

»Var noget af det ægte?«

5.

Udenfor forsøger en fængselsbetjent på én og samme tid at fastholde sin myndighed over for demonstranterne og undgå at synke ned i æltet. Han må konstant bevæge sig, som om han leger en anden børneleg, jorden er forgiftet.

Det er muligvis de trøstesløse omstændigheder, dødskammeret, venteværelset, stormen, som gør mig klemt om hjertet, men jeg kan ikke lade være med at have ondt af både Kenneth Lay og præsident Bush. Lay forstod ikke detaljen i, hvad der foregik omkring ham, og som orkestret på »Titanic« blev han bare ved med at spille sine muntre toner, indtil det iskolde vand slog ham om anklerne. I maj 2006 blev han dømt for løgn og bedrag, og godt en måned senere døde han af et hjertestop.

Præsident Bush synes en lige så tragisk figur, som taget ud af Shakespeares beskrivelse af prins Henrik, men uden forvandlingen til kong Henrik IV.

Jeg har mødt George W. Bush to gange mano-a-mano, og et utal af gange ved vælgermøder eller partimøder eller konferencer, og jeg kan godt lide manden fra Midland. Jeg kommer selv fra en lille by på den forkerte side af jernmuren af god smag, hummergaffel og opinionsdannelse, jeg kan genkende hans simple fornemmelse for op og ned, rigtigt og forkert, hans anti-elitisme, hans hjertelighed, men jeg kan også genkende bagsiden af det alt sammen – at han tror, at hele verden er som hans verden, hans op og ned, og hans insisteren på at lade sig styre af sin marv, sit instinkt, for viden og fodnoter er for tøsedrenge.

Bob Woodward har interviewet Bush siden 2001, og i den fjerde og sidste bog om Bush-tiden beskriver han, hvordan præsidenten altid og uafbrudt taler om sin »marv« og sine »instinkter«, og den nøgterne Woodward fornemmer et problem – for »instinkt er næsten hans anden religion«, og det er en religion, som ikke tolererer tvivl.

Som Bob Woodward konkluderer:

»Gennem årene, igen og igen, har præsident Bush været præget af utålmodighed, brovten og en foruroligende selvsikkerhed i sine beslutninger. Resultatet har ofte været forhastethed og uforsigtighed og, måske mest problematisk, en forsinket reaktion på en virkelighed eller et råd, som er modsat hans marv.«

Bush er nu i meningsmålingerne faldet til de samme 22 procent, som Harry Truman faldt til, men uden den samme chance for et posthumt comeback, for han har ikke hverken Trumans resultater eller dømmekraft, og selv om krigen i Irak eksempelvis ender i en større geopolitisk sejr, så vil det ikke undskylde de første fire år i dyndet.

I en nylig rundspørge blandt 109 førende historikere siger 98,1 procent af de adspurgte, at Bush har været en dårlig præsident, og 61 procent siger, at han er den dårligste i amerikansk historie, og det er nok nærmere sandheden.

Bush vil indskrive sig i historien ved siden af Buchanan, Filmore, Pierce, Harding og Hoover, listen over præsidenter, som demonstrerede, hvad der sker, når verdens mægtigste embede fyldes med en mand, som ikke fylder målene ud, en barnekonge på en kæmpetrone, og det vil nu tage mellem ét og to årtier at rette op på Bush-tidens fejl, vurderer kommentatoren Jonathan Rauch.

»Vi kan ikke undslippe historien,« sagde Lincoln, nej, men historien kan – som tilfældet Bush viser – tydeligvis undslippe os.

6.

To alvorligt udseende fængselsbetjente stiller sig hærdebredt foran døren til dødskammeret, og en række andre og lige så alvorlige mennesker går derind.

Min sidemand hvisker til mig »tiden er inde.«

Mit hoved er et andet sted, langt inde i de sidste dage af en traurig æra, og han stirrer forundret på mig, da jeg reflektivt svarer.

»Det er nok godt det samme.«