Manden der ville flytte bjerge

Jörg Haider var en af Østrigs få, internationalt kendte politikere, og en af Europas mest omstridte. Lørdag døde han ved en trafikulykke, 58 år. Han var en bragende begavelse, som gjorde det svært for andre og sig selv.

Den afdøde østrigske højrefløjsleder Jörg Haider beskyldes for massiv skattefusk.
Den afdøde østrigske højrefløjsleder Jörg Haider beskyldes for massiv skattefusk.
Det hører med til mange østrigeres selvopfattelse, at man har et særligt forhold til døden. Komponisten Georg Kreisler skrev en vise i slutningen af 1960erne, der hævdede, at døden måtte være en wiener, nøjagtig som kærligheden er en fransk kvinde. Østrigerne, i hvert fald wienerne, sætter pris på begravelser, den berømteste er afslutningsscenen i ”Den tredje Mand”, den store efterkrigsfilm om helte og forbrydere i en mærkelig tid.

Jörg Haider, som lørdag omkom ved en trafikulykke, hørte ikke til denne menighed. Han var grundlæggende en munter mand, der hellere talte om livet og var indstillet på at udforske alle muligheder, også de, som ligger uden for offentlighedens lyshav. Han blev 58 år og står i dag som den ene af Østrigs to internationalt kendte politikere siden Anden Verdenskrig. Den anden er Kurt Waldheim, republikkens præsident 1986-1992. De er begge udtryk for den dobbelttydighed, der præger landets historie.

Naziforældrene
Haider var i modsætning til Waldheim ubelastet af nazismen, alene i kraft af, at han først kom til verden 1950, fem år efter krigens afslutning. Det samme kan man ikke sige om forældrene. Begge tiljublede Adolf Hitler, den nazistiske Fører, og var, formentlig med flertallet af deres landsmænd, henrykte over indlemmelsen af Østrig i Det tredje Rige 1938. Faderen kæmpede på Østfronten, moderen var aktiv som nazipigespejder. Efter krigen blev faderen sat til at åbne massegrave i en koncentrationslejr.

Man kunne tro, at Jörg Haider ville blive vaccineret mod politisk ekstremisme, om ikke andet fordi østrigerne havde den erfaring, at det kun styrter dem i ulykke. Det synes ikke at være tilfældet. Deri er han ikke alene. Den fornyede fremgang for hans gamle parti FPÖ og søsterbevægelsen BZÖ ved parlamentsvalget for to uger siden viser, at hans landsmænd stadig kan tiltrækkes af skarp tale og kulørte synspunkter.

Ansigterne
Jörg Haider var en mand med to ansigter. Der var den polariserende polemiker, som priste nazisterne for en ”ordentlig beskæftigelsespolitik” 1991 og fire år senere ved en sammenkomst for SS-veteraner, kaldte deltagerne ”anstændige mennesker, der har en karakter og selv i største modvind står ved deres overbevisning”. Mange østrigere syntes, det var afskyeligt, men ved valget 1999 fik FPÖ, som han dengang var formand for, 27 pct. af stemmerne. Haider slusede partiet ind i en borgerlig regering som juniorpartner. Resten af EU gik amok, talte om tilstande som i 1930erne og boykottede Østrig. Man mente, at han var udlændingefjendtlig, måske også antimuslimsk og antisemitisk. Amerikanske nyhedsmagasiner havde ham på forsiden som Ondskaben selv. Protesten ebbede ud, dels fordi regeringen blev tvunget til at være mere humanistisk end andetsteds i Unionen, dels fordi det var svært at forklare, hvorfor man skulle gå imod et demokratisk valg.

Det andet ansigt så man, når man var sammen med ham på tomandshånd eller i et lille selskab. Han kunne være høflig, charmerende, og overraskende genert. Han kunne tale lavmælt, lytte til modargumenter og komme med sin egen opfattelse uden rabalder. Da man, mens boykotten var på sit højeste i begyndelsen af 2000, mødte ham på hans kontor i Klagenfurt, hovedstaden i delstaten Kärnten, hvor han var landshøvding, virkede han mere forbløffet end forurettet. ”Vi blev dømt, skønt vi intet havde gjort, men fordi man mistænkte os for at gøre noget i fremtiden. Det er ejendommeligt. Det svarer til at sende folk på alkoholafvænning, inden de er begyndt at drikke.”

Haider havde ikke helt ret, sandt at sige havde han under valgkampen ikke holdt sig tilbage med at angribe modstandere og i særdeleshed udlændinge, og hans gamle synderegister gav rigelig anledning til at løfte pegefingeren. Men grundlæggende var hans anke ikke til at komme udenom, og de senere år morede det ham at pege på Danmark som et eksempel på, hvordan andre lande håndterede flygtninge- og integrationspolitikken langt mere hårdhændet end Østrig.

I personlige samtaler kunne han indrømme, at han ikke var perfekt, og at han kunne begået fejl. ”Jeg kan lide en rask diskussion, og så bliver jeg lidenskabelig. Men jeg er ingen fanatiker. Det lader jeg andre som,” sagde han for otte år siden.

Magten
Det var sikkert rigtigt. Han holdt aldrig fast ved en position ret længe, og syntes mest at være politiker, fordi han ville have magt eller stå i rampelyset. Under boykotten fortalte han, hvordan har var blevet politisk vakt som studerende i statsvidenskab. Han arbejdede som assistent på sit institut, sagde han, og opdagede, at der var en forskel mellem forfatningen, som den var trykt, og som den blev anvendt. ”Det slog mig, at årsagen var, at man i Østrig gennem årtier havde ladet to partier dele magten mellem sig. Ligegyldigt hvad man ville være – professor, læge, lærer eller sygeplejerske – måtte man melde sig ind i et af de to partier.” Dette dobbeltmonarki, praktiseret af det socialdemokratiske SPÖ og det konservative ÖVP, fandt han ”et brud på grundlæggende rettigheder”.

Det var, sagde han, en livsopgave for ham at ændre dette system, og FPÖs indtræden i regeringen var, lod han forstå, kronen på værket. Men hverken Haider eller FPÖ – som han dengang ejede – var bedre end de hidtidige monarker. Så snart de var ved magten gik de med ihærdighed i gang med at sikre poster til deres egne folk. Haider, der ikke selv var med i regeringen, men alligevel ville bestemme det meste, ragede uklar med mange af de ministre, han selv havde bedt kansler Wolfgang Schüssel om at udnævne, og forlod til sidst FPÖ for at danne BZÖ. Han var ingen fanatiker, men han var fantastisk vanskelig at samarbejde med, fordi han var uforudsigelig og i besiddelse af en vis egomani.

Modsætningerne
Der var også et tredje ansigt. Jörg Haider var gift og havde med sin hustru, der stammer fra en velstående familie, to voksne børn. I det politiske miljø i Wien mente man, at han også interesserede sig for andre samlivsretninger og med nogle af sine nærmeste medarbejdere udsendte ”homoerotiske signaler”, som en af byens chefredaktører engang sagde. I valgkampen for nogle uger siden kom den daværende leder af De Grønne, Alexander Van der Bellen, med en hentydning til disse forhold under et kampagnemøde for homoseksuelle.

Når Haiders privatliv ikke blev holdt helt privat skyldtes det, at det tilsyneladende var i modsætning til, hvad han stod for politisk; i hvert fald til en vis grad. Haider forsvarede familieværdier, og hans vælgere var i stort omfang dårligt uddannede med ringe indtægt, der følte sig utrygge ved globaliseringen. Selv lod han sig kun undtagelsesvis se med sin kone, han var internationalt indstillet og bragende begavet. I midten af 1990erne tog han nogle måneder fri fra det politiske liv i Østrig for at følge forelæsninger ved et amerikansk universitet. Ved et pressemøde i Washington fortalte han veloplagt om sine indtryk i USA, som han – i hvert fald dengang – holdt af.

Gennem det meste af sit liv var Haider imidlertid en drillepind, der ofte legede med ilden. Han elskede at klæde sig ud og kunne finde på at møde op til et interview i lyse hjorteskindbukser, sort diskoteksjakke og robuste spændesko. Til en frokost i Klagenfurt i foråret kom han i åben hvid skjorte og stramme cowboybukser. Han var altid solbrændt, selv når han ikke havde været i fjerne lande for at besøge diktatorer som Saddam Hussein og Muamar Gaddafi, andre steder i udlandet havde han undertiden svært ved at vise sig uden at udløse demonstrationer.

Den moderate
På det seneste var han mere omgængelig og optrådte næsten som en statsmand. Man skulle for eksempel se afslappet på muslimske kvinders tørklæder, sagde han ved frokosten i Klagenfurt. Man måtte ikke tage enkelte, rabiate stemmer blandt muslimer som udtryk for hele islam. ”Det vigtige er,” sagde han, ”at islam må erkende, at den i Europa befinder sig i en sekulariseret verden, og at den må tilpasse sig.”

Bagefter spurgte man ham, om han er blevet mildere med årene. ”Man er blevet mere afslappet med alderen. Man er blevet mere moderat,” smilede han.

Ved valget 28. september, der skulle vise sig at være hans sidste, fik både hans nuværende og hans tidligere parti stor fremgang. Jörg Haider var, efter et eksil i Kärnten, tilbage i Wien og håbede at hjælpe med at danne en ny regering, som i 2000. Tidligt i går morges mistede han kontrollen over sin store tjenestebil, en VW Phaeton, efter en overhaling nær Klagenfurt. Han blev alvorligt kvæstet og døde kort efter. I går fyldte hans mor 90 år, der var forberedt en fejring i aftes.

I dag ser Østrig anderledes ud, men Jörg Haider kan stadig bevæge sindene. Avisen Der Standard i Wien fjernede undtagelsesvis sit debatforum i forbindelse med artikler om Haider på sin hjemmeside. Årsagen var ”pietetsløse kommentarer”, som det hed. Haider var med til at præge østrigsk politik i tredive år. Det vil være naivt at tro, at populismen dermed er forbi i Centraleuropa. Men han var en ener, hvis voldsomme endeligt afsluttede et uroligt liv. Mange østrigere vil huske Kreislers vise. Haider selv ville affærdige den slags med en utålmodig håndbevægelse. Han var ingen romantiker, han ville flytte bjerge, men han vidste ikke helt, hvorhen. Det blev hans tragedie. Han kunne have bragt sit land videre i den rigtige retning, men formåede det ikke.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.