27. februar 2008, 21:31 – opdateret 27. februar 2008, 22:28

MOSKVA: Der er frossen fisk på tilbud i den trange købmandsbutik »Avrora« i landsbyen Novokrutjenitskij. Men kunderne står ikke ligefrem på nakken af hinanden for at rage det vakuumpakkede fladfisk til sig.

»130 rubler?« gentager Irina Salavjova, en hurtigtsnakkende pensionist i pelshue, efter at have spurgt til kiloprisen en ekstra gang.

»Vanvid«, siger hun højlydt henvendt til de to andre kunder i butikken, før hun tramper ud af døren med et lille stykke ost og en liter mælk i plastikpose. Selv mælk i kartoner er blevet for dyrt at købe for en pensionist, klager hun.

Kvinden bag disken, Larisa Portnikova, lader sig ikke mærke med episoden.

Hun fortsætter ufortrødent med at veje et kålhoved til den næste kunde af på den store vægt.

»Der er mange, der er sure,« nikker Larisa, da de utilfredse kunder er forsvundet ud af syne. Mange i den lille sibiriske landsby er hårdt ramt af de stigende priser på madvarer. Og hun kan sagtens forstå dem.

Siden sidste sommer er prisen på både mælk og mel blevet næsten fordoblet i hendes butik. Nu koster en liter mælk, hvad der svarer til 8,50 kroner, fortæller hun. Det er ikke er småpenge, når den laveste pension stadig er på godt 600 kroner om måneden.

»Først er de sure på mig. Når jeg forklarer dem, at det er vores leverandører, som sætter priserne op, så begynder de at brokke sig over regeringen og præsidenten,« fortæller Larisa.

KUNDERNE I købmandsbutikken »Avrora« på hovedgaden i den lille sibiriske landsby er ikke ene om at være vrede.

De seneste måneder har Rusland oplevet rekordhøje prisstigninger på madvarer, mens hverken lønninger eller pensioner er steget i samme takt. Den cocktail har siden nytår udløst en række protestdemonstrationer i flere russiske landdistrikter – som et ekko af de store folkelige protester som fulgte en række sociale reformer i 2005 og 2006.

En meningsmåling fra denne måned viser, at de stigende priser er den største bekymring for 82 procent af befolkningen. Nummer to på listen over bekymringer er fattigdom.

Det kan lyde som et paradoks i et land, der siden starten af årtusindet har skovlet penge i takt med, at priserne på olie og gas er blevet mere end fordoblet. Gennemsnitslønnen i Rusland er da også steget med 50 procent alene under Putins seneste fire år ved magten.

Men samtidig er der store grupper, som ikke har mærket meget til den oliefyrede vækst. Derfor rammer de stigende priser på fødevare hårdt blandt pensionister og de millioner af russere, der bor på landet, mener en sociolog.

»Nogle grupper er heldige. Programmører og bankanalytikere i de store byer har oplevet utrolige lønstigninger de seneste år. Men hvis vi ser på offentligt ansatte eller pensionister, så er billedet det modsatte. De har oplevet en reel nedgang i deres løn, hvis man tager højde for de stigende priser,« siger Jevgenij Gontmakher, der er leder Socialpolitisk Center under det Russiske Videnskabernes Akademi.

Mens inflationen officielt ligger på omkring 10 procent, så er priserne på basale fødevarer vokset med mindst 20 procent det seneste år, fastslår han.

»Det giver social uro i mange regioner. Der er ikke tvivl om, at det vil blive langt værre, hvis tendensen fortsætter,« siger Jevgenij Gontmakher.

LÆNGERE NEDE af vejen, hos 71-årige Olga Masalova, er stemningen dog mere opgivende end oprørsk. Hun bor i et lille træhus sammen med sit voksne barnebarn, der arbejder som skolelærer. Der er en fugtig duft af mørnet træ i det lille køkken, der domineres af en stor brændeovn. Huset har ikke indlagt vand.

»Jo, de har sat pensionen op. Sidste gang i december. Men priserne er steget så meget, at jeg ikke kan købe kød, som jeg plejer. Selv i sovjettiden kunne vi købe kød, men nu er det blevet for dyrt,« siger Olga.

Hendes pension er ellers blandt de højeste, 900 kroner om måneden, fordi hun oven i grundbeløbet får en erstatning for Stalin-tidens forfølgelser. Hendes far blev skudt som »folkefjende« i 1937.

»Livet er ikke godt herude, men jeg er ikke vred. Jeg tror, de gør, hvad de kan. Men måske landsbyer som vores er bestemt til at dø,« siger hun dystert.

Landsbyen har i dag omkring 1.000 indbyggere. Mange er i de senere år flyttet ind til de større byer i nærheden. Det er nemlig hverken jobs eller uddannelse at få i den lille landsby, hvis eneste livline er jernbanen.

Kontrasten mellem land og by er voldsom i Rusland. Og skal man tro statistikkerne, så er forskellen blevet endnu større de senere år. I 2005 tjente de rigeste ti procent af befolkningen 13 gange mere end de fattigste ti procent.

I 2006 var forskellen vokset til 15 gange.

»Vi har nu en situation, hvor nogle grupper ikke kan købe simple varer som mælk og ost, mens andre lever bedre end nogensinde tidligere i landets historie,« siger han.