En Lenin-statue i Skt. Petersborg er blevet offer for en eksplosion, der efterlod et meterstort hul i revolutionslederens bagside.
1. april 2009, 10:45 – opdateret 1. april 2009, 10:50
MOSKVA: Skt. Petersborgs største tilbageværende statue af Vladimir Lenin blev onsdag morgen offer for en bombesprængning. Ingen kom til skade - ud over altså Lenin, der fik sprængt et stort hul i sin bagdel.
Sprænghullet har en størrelse på 80-100 centimenter, meddeler en talsmand for politiet i Skt. Petersborg, der er i gang med at undersøge gerningsstedet. Eksplosionen fandt sted omkring klokken 4.30 i morges lokal tid, skriver newsru.com, der har flere billeder af skaden.
Der er ingen spor af de øjensynligt Lenin-kritiske gerningsmænd, der målrettet er gået efter Skt. Petersborgs mest markante statue af sovjetlederen - den uden for Finlandsbanegården. Netop hertil ankom revolutionslederen i 1917 fra sit eksil og indledte syv årtiers sovjetkommunisme efter bolsjevikkernes magtovertagelse under Oktober-revolutionen.
Flere gange hærværk mod Lenin
Lenin er en omstridt figur i dagens Rusland, og det er ikke første gang Lenin-statuer udsættes for hærværk.
I november blev et Lenin-monument sprængt i stumper og stykker i den russiske by Ryasan, og i oktober forsøgte en mand at skære hovedet af en Lenin i Nisjnij Novgorod. Det lykkedes dog kun gerningsmanden at skære Lenins højre arm af, skriver nyhedsbureauet RIA.
Så sendt som i januar demonstrerede en gruppe udklædt som mumier på den Røde Plads i Moskva for at få Lenin ud af det mausoleum, hvor hans balsamerede lig stadig ligger udstillet. Gruppen beskrev sig selv som "ortodokse monarkister". Ifølge meningsmålinger ønsker to tredjedele af russerne Lenin fjernet fra den Røde Plads.
Lenin har dog også stærke støtter, herunder ikke mindst det russiske kommunistparti, der for nyligt markede 85-året for hans død med ceremonier og marcher.
Der er stadig mange Lenin-monumenter i Rusland, selvom langt de fleste blev pillet ned efter kommunismens sammenbrud i 1991. De fleste større russiske byer har således fortsat mindst en Lenin-statue.

































