11. oktober 2003, 00:00

Portræt

Det var ikke just en appelsin, som Nobelkomiteen lagde i de konservative præsters turban, da den i går tildelte den iranske menneskerettighedsforkæmper Shirin Ebadi årets Nobelpris.

Allerhelst ville Irans styrende præsteskab være fri for den opmærksomhed, den 56-årige kvinde - tidligere dommer og nuværende menneskeretighedsaktivist - nu tiltrækker sig.

Siden den islamiske revolution i 1979, da Shirin Ebadi som andre iranske kvinder blev forvist til anden række og mistede sit dommerembede, har regimet forsøgt at lukke munden på hende. Hidtil uden held.

Stædigt og modigt har hun som repræsentant for den reformvenlige fløj kæmpet for kvinder og børns rettigheder, og som advokat har hun påtaget sig forsvaret for en bred vifte af politiske aktivister. Og for dét har hun opnået et velfortjent ry som den, der tager de sager, andre er for bange til.

Hun førte således en succesfuld kampagne for at få straffet de ansvarlige for angrebet på Teherans Universitet i 1999, da flere studenter blev dræbt.

Og på et pressemøde i Paris, hvor hun i går modtog meddelelsen om Nobelprisen, brugte hun lejligheden til at opfordre regimet i sit hjemland til at løslade de politiske fanger.

Shirin Ebadi blev i 1974 en af Irans første kvindelige dommere, og var fra 1975 til 1979 dommer ved byretten i Teheran. Efter at være tvunget væk, har hun - udover at arbejde som advokat - forelæst på universitetet i Teheran.Prisen tilfalder Shirin Ebadi på et tidspunkt, mens magtkampen mellem reformister og det konservative præsteskab i Iran er mere indædt end nogensinde. For få måneder siden demonstrerede tusinder af reformister og studenter ved Teherans Universitet for større frihed, og det kom til voldsomme gadekampe.

Shirin Ebadi kender også selv både frygten og iranske fængsler indefra.

Så sent som i år 2000 blev hun anholdt og fængslet for påståt medvirken i distribution af en regeringsfjendtlig video.

»Enhver der stræber efter menneskerettigheder i Iran, må leve med frygten fra de fødes til de dør, men jeg har lært at overvinde min frygt,« sagde hun i 1999 til den amerikanske avis Christian Science Monitor.

Og da hun efter dommen for medvirken i videodistributionen blev indsat i Therans berygtede Evin fængsel skrev hun i isolationscellen:

»I vrede prøver jeg at skrive med spidsen af min ske på cementmuren, at vi er født til at lide, fordi vi er født i Den tredje Verden. Vi er ikke selv herre over tid og sted. Så lad os være tålmodige, for der er intet andet at gøre.«

Shirin Ebadi blev i forbindelse med dommen også frataget retten til at praktisere som advokat i de efterfølgende fem år.

Iran er ofte blevet kritiseret i udlandet for overtrædelser af menneskerettighederne og for blandt andet at opretholde stening som henrettelsesmetode.Shirin Ebadi er forfatter til adskillige bøger om menneskerettigheder. Hun hylder tesen om, at den islamiske sharialov, som den praktiseres af shiamuslimerne i Iran, kan tilpasses et moderne samfund uden at underminere religionen i landet.

Blandt de bøger, der er oversat til engelsk, kan nævnes »The Rights of the Child«, »History and Documentation of Human Rights in Iran«, og snart kommer bogen »Democracy, Human Rights and Islam in Modern Iran«. Udgivelser som Nobelprisen vil skabe ekstra opmærksomhed om.

Shirin Ebadi var faktisk på vej til lufthavnen for at forlade Paris, da hun blev ringet op af Nobelkomiteen, efter at den havde fået hendes nummer af hendes mand, Javad Tavassolian i Teheran.

Og mens hun kort efter meddelelsen sad i en pressekonference, gik der adskillige timer efter offentliggørelsen, før regimet og dets talerør i Teheran reagerede. Og da det skete, var det uden glæde:

»Selv om vi burde være glade for, at en iraner har fået prisen, mener vi, at Nobelprisen bliver brugt til politiske formål,« sagde redaktøren af den stærkt konservative avis Amir Mohebian.

Det er iøvrigt ikke første gang, at Shirin Ebadi modtager en pris for sit arbejde i Skandinavien. Således blev hun i 2001 hædret i Norge med Rafto Prisen - opkaldt efter den norske professor og menneskerettighedsaktivist, Thorolf Rafto.