9. januar 2009, 20:33

MOSKVA: Det var en stjernespækket aften, da Gazprom fejrede sin 15-års fødselsdag. Rockveteranerne Tina Turner og Deep Purple var blandt gæsterne. Og så selvfølgelig toppen af poppen fra Ruslands politiske elite, herunder både en nuværende og en kommende præsident.

Gazprom havde nemlig god grund til at feste, da de ansatte i februar sidste år slog sig løs med chefens yndlingsbands på scenen. Dmitrij Medvedev, Gazproms bestyrelsesformand, var kort forinden blevet håndplukket som favoritkandidat til at efterfølge sin nære allierede, Vladimir Putin, på præsidentposten. Derfor foregik fejringen i magtens centrum, bag Kremls røde mure i Moskva. Med udpegningen af Gazproms mand til landets øverste embede havde det årelange partnerskab mellem landets største virksomhed og landets magtmænd endnu en gang bevist sin styrke.

»Gazprom lever i symbiose med magthaverne. De betinger hinanden,« siger den russiske forfatter og journalist Valerij Panjusjkin, der har skrevet bogen »Gazprom – det nye russiske våben«, der er oversat til en række europæiske sprog.

Nu – et år efter festen i Kreml – er Dmitrij Medvedev præsident og Vladimir Putin premierminister. Og deres skabning, den vidtstrakte energimastodont Gazprom, er centrum for endnu en spektakulær energikrise, hvor 15 EU-lande står uden russisk gas netop som minusgraderne har sænket sig over kontinentet.

»Gazprom kan ikke forstås som en normal virksomhed. Det må snarere ses som et russisk ministerium med magtbeføjelser, der rækker ud over landets grænser,« siger Mikhail Kortjomkin fra konsulentfirmaet East European Gas Analysis.

Gazprom blev født som et sovjetisk ministerium. Og dets forvandling til – i maj sidste år – verdens tredjestørste selskab målt på aktieværdi er samtidig historien om det nye Ruslands genfødsel og genrejsning. Da Sovjetunionen i 1991 brækkede i 15 stykker mistede Gazprom, ligesom Kreml, en tredjedel af sine ressourcer, af sine rørledninger, brønde og pumpestationer. Men det overlevede. Og modsat de russiske olieselskaber og tungindustrien blev Gazprom ikke overdraget til russiske rigmænd i de kaotiske 1990ere. Gazprom skar ikke båndene til staten, da alle andre gjorde.

Årsagen var i høj grad Gazproms skaber og første boss, apparatjikken Viktor Tjernomyrdin. Tjernomyrdin forvandlede Gazprom til en statskoncern allerede i 1989 og til et aktieselskab i 1993. Det var også ham, der gjorde Gazprom til en politisk magtfaktor og endda kongemager i det nye Rusland. Gazprom spytter hvert år en femtedel af Ruslands indtægter i statskassen. Og selskabet kontrollerer en landsdækkende TV-station, banker og et flyselskab. Det giver en vis vægt. Tjernomyrdin selv blev da også Ruslands længst siddende premierminister mellem 1992 og 1998.

Derfor var magtskiftet fra præsident Boris Jeltsin til Vladimir Putin i 1999 også en kamp om Gazprom. Den daværende ledelse i selskabet, der ejer aktiemajoriteten i TV-stationen NTV, støttede Putins rivaler ved parlamentsvalget i 1999, da Putin var ung regeringsleder. Gazprom lod NTV øse kritik ud over Putin og over hans krig i Tjetjenien. Det fandt Putin sig ikke i.

»En åben kamp mellem Kreml og Gazprom brød ud,« skriver Valerij Panjusjkin i sin bog.

Kort efter Putin tiltrådte som præsident i 2000, blev topchefen i Gazprom skiftet ud med en af Putins gamle kolleger fra Skt. Petersborg, Aleksej Miller. Og så gik der ikke lang tid før NTV blev stormet af russisk politi og en ny Kreml-venlig ledelse indsat på Gazproms TV-station.

Godt hjulpet af rekordhøje energipriser blev de følgende år en konstant optur for Gazprom og på mange måder også for Rusland. Mellem 2001 og maj 2008 blev Gazproms aktieværdi 58 gange større, og de vestlige investorer flokkedes om selskabet. I en tid med stigende energipriser og begrænsede ressourcer var europæerne ivrige efter at samarbejde. Tyske og italienske energigiganter førte an. Men også danske Dong Energy underskrev en kontrakt med Gazprom i 2006.

I Putins Rusland blev Gazproms forretningsanatomi, et nært forhold til staten og et vidtstrakt imperium af forskellige forretningsområder, et forbillede for ommøbleringen af den russiske energisektor. Olieindustrien, der i 1990erne blev kontrolleret af de russiske rigmænd, blev delvist nationaliseret med statens overtagelse af det største olieselskab, Yukos. I dag kontrollerer den russiske stat næsten hele gassektoren og 42 procent af olieproduktionen ifølge investeringsbanken Uralsib. Samtidig er Gazprom under ledelse af Aleksej Miller i dag fuldstændig loyal over for Kreml.

»Miller har forvandlet Gazprom til Kremls pengepung,« siger kommentatoren Mikhail Deljagin, tidligere økonomisk rådgiver for eks-præsident Boris Jeltsin, til New York Times.

Alligevel var det en brat opvågnen for mange i Europa, da Gazprom i januar 2006 lukkede for gassen til nabolandet Ukraine i tre dage efter en strid, der til forveksling ligner den, der udspiller sig i disse dage. De to lande kunne heller ikke dengang blive enige om gasprisen.

Det skyldtes blandt andet, at Ukraine i årevis, ligesom andre tidligere sovjetlande, havde betalt mindre for sin gas end EU-landene. Efter Ukraines »orange revolution«, hvor landet for første gang for alvor vendte sig mod vest i stedet for mod Moskva, skulle det nu være slut. Gazprom krævede en øjeblikkelig firedobling af gasprisen og udløste dermed beskyldninger om en ny politisk energidoktrin i Kreml. I 2007 lukkede Gazprom kortvarigt for gassen til nabolandet Hviderusland.

Valerij Panusjkin siger:

»Gazprom lider af personlighedsspaltning. Det har en kommercielt tænkende fløj, som gerne vil have markedstænkning, samarbejde med vestlige firmaer og opbygge et godt image i Europa. Og så er der en politisk tænkende fløj, som satser på et politisk afkast og ser Gazprom som Kremls forlængede arm,« siger han.

Men begge fløje vil gerne tjene penge. Og dengang blev krisen løst med en kompliceret konstruktion, hvor et selskab ved navn RosUkr- Energo, oprettet af Gazproms bank, fik rollen som mellemmand for gashandlen mellem Rusland og Ukraine. Ifølge en lang række kritikere, herunder den nuværende ukrainske premierminister Julia Timosjenko, er RosUkrEnergo en »korrupt mellemhandler«, som har forbindelse til den ukrainske mafiaboss Semjon Mogilevitj og en række russiske og ukrainske rigmænd. Ifølge hende holder toppolitikere i både Rusland og Ukraine hånden over mellemhandleren. De konkrete interesser bag selskabet, som sidste år bogførte et milliardoverskud, er dog aldrig dokumenteret.

»Men hvorfor har Gazprom brug for en mellemhandler, der skummer overskuddet? Der er ingen kommerciel begrundelse. Man kan ikke forstå Gazprom uden at forstå den enorme korruption, der gennemsyrer energisektoren i Rusland,« siger Mikhail Kortjomkin.

Gazproms seneste konflikt med Ukraine er den hidtil alvorligste. For modsat konflikten i 2006 har den ramt hele 11 EU-lande, mens Ukraine denne gang har gaslagre til flere måneders konflikt. Og denne gang er Gazprom som følge af de faldende energipriser og en enorm gæld på vej ud i virkelige økonomiske vanskeligheder.

»Vi kæmper med konsekvenserne af den økonomiske verdenskrise, men det betyder ikke, at de russiske skatteborgere skal ofres for at holde den ukrainske produktion i live,« siger Putins talsmand, Dmitrij Peskov til AP.

Som en ret usædvanlig forhandlingsstrategi har Gazprom den seneste uge næsten fordoblet den gaspris, selskabet kræver af Ukraine. Kort før nytår tilbød Vladimir Putin, der personligt er involveret i forhandlingerne, Ukraine at købe russisk gas for 250 dollar for 1.000 kubikmeter.

Men efter Ukraine afviste det tilbud, hævede Gazprom prisen til 450 dollar. Det er væsentligt mere, end EU-landene ifølge Gazprom selv skal betale næste år.

»Hvis du har en normal virksomhed og en markedskrise, så sætter du prisen ned. Men Gazprom er ikke en normal virksomhed, så de sætter prisen op. Det betyder, at monopolist-fløjen i Gazprom i øjeblikket har overtaget. Og den slags bestemmes øverst oppe,« siger Valerij Panusjkin.

Festen i Kreml sidste februar var heller ingen normal fest. I hvert fald ikke, hvis man spørger Ian Gillan, forsanger i Deep Purple, der spillede for Putin og Medvedev den aften.

»Koncerten i Kreml var sjov – men ikke vild,« skrev han om oplevelsen i britiske The Times.

»De unge medarbejdere var godt oppe at køre, men de kiggede hele tiden nervøst over på deres bosser for at se, om de måtte løsne slipset. Det var som om de spurgte: »Hvor meget sjov må vi have?«