Et af kommunistpartiets egne magasiner har afsløret et hemmeligt netværk af fængsler, hvor fangerne risikerer både tæsk, tortur og voldtægt.
28. november 2009, 13:13
BEIJING: Et statskontrolleret magasin afslører i en artikel, hvordan kinesiske provinser driver et hemmeligt netværk af fængsler og detentioner i Beijing.
Kineserne kalder dem for »sorte fængsler,« og de har længe været en offentlig hemmelighed. Men nu har myndighederne for første gang indrømmet, at de findes. Det er ikke centralregeringen i Beijing, der driver fængslerne. Det er alle provinserne. Hver uge rejser tusinder af borgere til Beijing, og de kommer fra hele landet.
De rejser til den kinesiske hovedstad, fordi de er kommet på kant med myndighederne i deres egne byer. Fordi de føler sig uretfærdigt behandlet af retsvæsen eller embedsmænd i deres hjemprovins. Ofte i sager hvor korrupte embedsmænd spiller en hovedrolle. Derfor tager de til Beijing, hvor de håber på at få hjælp fra centralregering, ministerier eller myndigheder, som er højere oppe i det politiske system.
Embedsmænd under pres
Det er provinserne ikke glade for. For den slags sager er dårlig omtale. De lokale embedsmænd er under pres fra centralregeringen for at opretholde social ro og stabilitet, og de bliver straffet, jo flere uheldige sager der er.
Derfor har provinserne oprettet et netværk af fængsler og detentioner i Beijing. Nogle gange kan det blot være et lokale i en ejendom. Måske en etage på et hotel. Eller kælderen i et rigtigt fængsel, som provinserne på den ene eller anden måde lejer sig ind i.
Ifølge artiklen har alle provinser ansat folk, der hver dag er i Beijing, hvor de er på jagt efter de desperate borgere. I alt har provinserne op mod 10.000 »fangere«, der går rundt i den kinesiske hovedstad. De anholder borgere, tager deres mobiltelefoner og ID-kort og sætter dem i de »sorte fængsler.« Hvor de ikke får nok at spise, og hvor vagterne måske tæsker dem. Her sidder de i dage eller uger, før de bliver eskorteret tilbage til deres hjembyer.
På trods af at det er ulovligt. Den kinesiske forfatning giver borgerne lov til at forelægge deres sager for myndighederne i Beijing.
Centralregeringen har tidligere benægtet, at der fandtes »sorte fængsler.« For et par uger siden kom Human Rights Watch med en rapport, der dokumenterede det hemmelige netværk.
»Jeg kan forsikre dig om, at der ikke findes såkaldt sorte fængsler i Kina,« sagde udenrigsministeriets talsmand, Qin Gang, for et par uger siden.
Med højtståendes viden
Det er magasinet »Liaowang«, der kan oversættes til »Udsyn,« som bragte artiklen. Det er et magasin, som henvender sig til embedsmænd og beslutningstagere i Kinas Kommunistparti. Det officielle nyhedsbureau Xinhua offentliggjorde også artiklen.
En artikel med så politisk følsomt indhold vil ikke blive offentliggjort, medmindre den er blevet godkendt af personer højt oppe i Kinas Kommunistparti.
Det har fået kineserne til at spørge sig selv om, hvorfor det sker netop nu. Især på fora på internettet, hvor det meste af den offentlige debat foregår i Kina.
»Det er et følsomt emne, så hvorfor bliver der givet grønt lys for det lige nu?«






























