Kina anklages for drab i Tibet

En aktivistgruppe forsøger med en række billeder at bevise, at Kina søndag og mandag dræbte demonstranter i Tibet.

BEIJING: De kinesiske myndigheder anklages nu direkte af Free Tibet Campaign, en britisk baseret aktivisgruppe, for at have skudt og dræbt demonstranter under de seneste dages uroligheder.

Berlingske Tidende har modtaget en mail med 33 billeder med dræbte personer og hvoraf flere har tydelige tegn på at være ramt af skud. Ifølge Free Tibet Campaign er billederne taget søndag aften og mandag morgen, og aktivisterne har udsendt dem som dokumentation på, at kinesiske sikkerhedsstyrker har skudt på demonstranter i Sichuan.

Fotografierne skulle efter sigende vise tibetanere, der er blevet dræbt af kinesiske sikkerhedsstyrker i Aba i Sichuan søndag aften og mandag morgen.

Så sent som tirsdag morgen nægtede Kinas premierminister Wen Jiabao på en pressekonference, at kinesisk politi eller militær har affyret skud under de seneste dages uroligheder.

Berlingske Tidende modtog mailen her sent tirsdag aften lokal tid. Det har ikke umiddelbart været muligt at få en uafhængig bekræftelse af billedernes oprindelse. De kinesiske myndigheder har afvist at lade internationale medier – heriblandt Berlingske Tidende komme ind i Tibet efter urolighederne brød ud.

Et af billederne viser en nøgen mand, der ligger på siden. Hele ryggen er smurt ind i blod. Han ligger på et stykke plastic, der er fyldt med blod. Et andet nærbillede viser et stykke af hans ryg. En finger peger på noget der ligner et skudhul.

På et af de andre billeder kan man se noget, der minder om et skudhul i kinden på en mand.

Et tredje billede viser en hofte, smurt ind i blod, og en hånd der igen peger på noget som minder om et skudhul.

Et øjenvidne har fortalt Free Tibet Campaign, at han så kinesiske sikkerhedsstyrker affyre skud ind i en gruppe af demonstranter. Øjenvidnet fortalte, at han så mindst 13 tibetanere blive dræbt.

Ifølge Free Tibet Campaigns hjemmeside har organisationen 30 lokale grupper fordelt over Storbritannien med omkring 19.000 støtter.