Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kina: 18 udenlandske terrorister anholdt

Opdateret 13.35: 18 udenlandske terrorister er i løbet af i år anholdt i Kinas Xinjiang-provins, hvorfra de vil bekæmpe De Olympiske Lege, siger lokal regeringskilde.

18 udenlandske terrorister er i løbet af i år blevet anholdt i Kinas muslimsk-dominerede nordvestlige Xinjiang-provins, sagde en lokal regeringskilde tirsdag, dagen efter at 16 politibetjente blev dræbt ved et angreb i Kashgar ved grænsen til Tadsjikistan.

Kommunistpartiets sekretær i Kashgar, Shi Dagang, fremlagde tallet, da han redegjorde for, hvad han betegnede som en stor sikkerhedstrussel fra hjemlige og udenlandske grupper, som kæmper for en uafhængig muslimsk stat.

Og ifølge partifunktionæren går disse grupper direkte efter at ramme De Olympiske Lege, som fredag indledes i Beijing.

- Vi kan tydeligt se, at disse kræfter prøver at føre en psykologisk og voldelig kamp mod De Olympiske Lege. De ønsker at forandre 2008 til et sorgens år for Kina, sagde han.

- Xinjiangs politi tilbageholder allerede 18 terrorister fra udlandet, sagde Shi efter at have oplistet en række andre sikkerhedsmæssige hændelser i provinsen tidligere på året.

Partisekretæren oplyste ikke, hvilken nationalitet de anholdte har eller hvor længe de har været tilbageholdt.

Det kinesiske sikkerhedsministerium meddelte tidligere tirsdag, at de to muslimske etniske uighurer, som mandag dræbte 16 betjente og sårede 16 andre i Kashgar, opfordrede til hellig krig i en skrivelse, der blev fundet på dem efter angrebet.

Ministeriet oplyste endvidere, at politiet også fandt samme slags sprængstof, som ved en razzia i fjor blev beslaglagt hos separatisterne fra Østturkestans Islamiske Bevægelse, som står opført på USA's og FN's lister over terrororganisationer.

Forud for OL har den kinesiske sikkerhedstjeneste gentagne gange advaret om, at uighuriske separatister vil angribe og forstyrre Legene. Og den kinesiske regering har efter eget udsagn forpurret flere terrorangreb mod OL det seneste halve år.

/ritzau/AFP