Palæstinenserne er bange, og hospitalerne mangler desperat udstyr. Røde Kors venter på tilladelse til at køre otte lastbiler med nødhjælp ind i Gaza.
29. december 2008, 11:59
Kaos og frygt hersker i Gaza efter de seneste døgns bombardementer.
Det siger Anne Sophie Bonefeld, der er presseansvarlig for Internationalt Røde Kors i Israel og de palæstinensiske områder.
- Folk er bange, folk er i chok. De sover ikke, fordi der også er bombardementer om natten. Mange siger, at nu kan de simpelthen ikke mere. Men det skal de. Der er ingen vej ud af Gaza, så de er tvunget til at blive der, siger Anne Sophie Bonefeld til Ritzau.
Hun fortæller, at mange stadig leder efter familiemedlemmer, som ikke er kommet hjem efter bombardementet. Der er frygt blandt ansatte, som skal prøve at arbejde under kaotiske forhold samtidig med, at de er bekymrede for deres egne familier.
- I gaderne prøver folk at finde butikker, der er åbne, så de kan samle et lille forråd. Mange er bange for, at israelsk militær vil gå ind med tanks og soldater i Gaza, og at det bliver en længerevarende offensiv.
Israel har givet tilladelse til, at over 100 lastbiler med blandt andet blod, lægeudstyr, basisfødevarer, brændstof og 10 ambulancer i dag kan køre ind i Gaza.
Røde Kors håber at få otte lastbiler ind med bl.a. blod og hospitalsudstyr.
/ritzau/
































