19. april 2009, 19:23 – opdateret 19. april 2009, 19:52

German Sterligov sjasker gennem mudderet mod det hjemmebyggede hønsehus, mens han ivrigt viderebringer dagens store nyhed: Kyllingerne er klækket.
»Se bare her,« klukker den store mand, der resolut stikker hele sit skæggede hoved ind ad en lille lem i skuret. Omkring ham kagler høns, gæs og to kalkuner. I et lille aflukke hopper fire-fem nyudklækkede, påskegule kyllinger ganske rigtigt omkring.

»Er de ikke skønne?« spørger han stadig med hovedet halvt inde i hønsehuset, før han begynder en længere udredning om fjerkræavl og foderblandinger.
Det er friske græsgange for German Sterligov – indtil for få år siden en slipseklædt forretningsmand med privatfly, kæmpevilla og en mindre hær af bodyguards omkring sig. Nu går han omkring i bæverskindshue, sweater og grove læderstøvler og fremviser den bjælkehytte, hvor han bor med sin kone, Aljona, og deres fem børn.

På den sneplettede mark bag hønsehuset galopperer hans ældste søn, 12-årige Arsenij, rundt på en brun hoppe. Imens er Arsenijs tre mindre brødre i gang med at fodre gederne. Ikke en bil høres her 80 kilometer fra Moskvas larmende boulevarder.

»Jeg havde min egen krise, og den lærte jeg af. Om du så satte en pistol for panden af mig, så ville jeg ikke vende tilbage til det gamle liv,« siger German Sterligov.

Sandt er det i hvert fald, at mens Ruslands øvrige rigmænd har tabt formuer i de seneste måneders økonomiske uvejr, så har den langskæggede afhopper i bjælkehytten i sagens natur været godt isoleret mod aktiemarkedernes tummel. Han dyrker selv det meste og bytter sig til resten. Lammekød for honning hos en nabo. Æg for korn hos en anden.

»Det eneste, vi køber, er salt. Og så mel, hvis vi er for dovne til at male selv,« lyder det fra German Sterligov.

Netop den slags erfaringer er, hvad verden har brug for nu, mener han. Derfor er den kontroversielle rigmand de seneste måneder igen dukket frem fra skovens dyb for at slå på tromme for sit nyeste projekt: En højteknologisk form for naturalieøkonomi, der skal redde verdensøkonomien fra krisen. Forslaget har fået økonomer til at ryste fortvivlet på hovedet, men ikke desto mindre forvandlet ham til ikke så lidt af en medie-darling i det kriseramte Rusland. Hans jordnære budskaber har åbenbart ramt en nerve.

En af de første oligarker
Den skæggede rigmand har altid haft evnen til at tiltrække sig opmærksomhed. I 1990erne blev German Sterligov et af de første medlemmer i den eksklusive klub af russiske superrige, de såkaldte oligarker, der kaprede magt og vælde i de kaotiske år efter kommunismens fald. Som bare 23-årig oprettede Sterligov i 1991 landets første råvarebørs og blev styrtende rig på rekordtid. Ti år senere havde han over 2.500 ansatte, to privatfly og kontorer i London, New York og Moskva. Ligesom resten af Rusland levede han højt på de fede vækstår i Rusland efter 1998. Men det gjorde ham ikke lykkelig, siger han i dag.

»Vi havde så travlt, at det hele blev meningsløst. Vi købte lejligheder og huse, som vi kun nåede at besøge én eller to gange. For eksempel vores villa i Bourgogne,« fortæller Sterligov, mens han byder på fiskesuppe og varm te ved det solide langbord indenfor i bjælkehytten.

Allerede dengang havde han dog smag for opsigtsvækkende forretningsideer. I 2003, da USA var på vej i krig i Irak, fremsatte han et makabert tilbud til den amerikanske præsident: 50.000 egetræskister »af fineste kvalitet« til at transportere de døde hjem. Senere åbnede han en privat arbejdsformidling for tidligere alkoholikere. Og i 2004 kom det så vidt, at han forsøgte at gøre den siddende russiske præsident Vladimir Putin rangen stridig ved præsidentvalget. Men han blev nægtet plads på stemmesedlen og mistede, ifølge eget udsagn, store summer på den fallerede valgkamp.

Det blev vendepunktet. Han solgte ud af sit forretningsimperium for at betale af på gælden. I stedet byggede han sin første bjælkehytte uden hverken el eller varmt vand. Og sådan gik det til, at hele familien for fem år siden pludselig måtte lære sig at dyrke kål i stedet for at spise med hummergafler.

Man så ned på bønderne
Havde det ikke været for den økonomiske krise, ville Rusland sikkert have glemt alt om den excentriske rigmand i skoven. Men i et kriseramt Rusland, der for første gang i ti år oplever recession, er jorden gødet for både fritænkere og prædikanter. Nu er Sterligov på TV og i de russiske avisers spalter som manden, der vil genindføre naturalieøkonomien og lokke folk tilbage til naturen og håndens arbejde.
»De seneste 100-150 år har vi haft en gal indstilling til livet. Vi betragtede de, som ikke arbejdede med hænderne, som de intelligente og de privilegerede. Vi tilbad forretningsfolk, bankfolk, advokater og børsmæglere, og vi så ned på bønderne. Det er årsagen til krisen. De, som virkelig skaber noget, er blevet færre og færre,« siger Sterligov fra sit langbord.

Resultatet af den slutning har man kunnet se de seneste uger i de russiske dagblade. Her har han indrykket store annoncer under overskriften: »Banker og oligarker: Giv jorden til de arbejdsløse«.

Og han mener det tilsyneladende alvorligt. Sterligov vil gennem sit nyetablerede firma i en af Moskvas dyreste skyskrabere lancere et uddannelsesprogram, der skal lære arbejdsløse byboere at dyrke jorden. Til en begyndelse har han selv udstykket ti jordlodder à ti hektar, som han vil stille til rådighed for motiverede arbejdsløse.

»Kan du forestille dig en børsmægler passe grise? For mig er det en drøm!« griner Sterligov, så hele hans overkrop hopper op og ned.

Landbrugsprojektet er kun det ene ben af Sterligovs plan. Det andet er endnu mere kontroversielt: en højteknologisk form for bytteøkonomi, der skal skubbe pengeinstitutterne ud på sidelinjen.

Siden november er han derfor igen begyndt at pendle de 80 kilometer ind til Moskva for at holde øje med sine 80 medarbejdere og de »anti-krise-vare-afregningscentre«, han har åbnet i foreløbig 12 russiske byer. Hans mål er at opbygge en webbaseret database, hvor virksomheder, der har svært ved at sælge deres varer for kontanter, alligevel kan handle med hinanden. Databasen skal udregne optimale kæder af seks-syv virksomheder, hvor kun den sidste virksomhed i kæden betaler den første i kontanter. Resten er byttehandel og formindsker dermed brugen af penge i en tid, hvor kredit er sparsom.

En følelse af deja vu
Sterligovs tanker kan vække minder om de russiske »narodnikker«, der i 1800-tallet forlod det beskidte liv i byen for – med større eller mindre held – at leve som bønder. Forfatteren Lev Tolstoj forsøgte det samme. Selv hos mindre romantisk indstillede økonomer har de økonomiske tanker fremkaldt en følelse af déja vu – men mest af alt dybe panderynker.

»Man vil nok komme længere ved at gribe fat i årsagerne til kreditproblemet. Naturalieøkonomi vil føre til en mere ineffektiv økonomi og potentielt forlænge krisens negative konsekvenser,« mener Klaus Rohland, landeansvarlig for Rusland ved Verdensbankens kontor i Moskva.

Naturalieøkonomien var særdeles udbredt i de kaotiske år efter kommunismens sammenbrud, hvor banksektoren var uudviklet og en stor del af økonomien sort. Men den forsvandt, efterhånden som væksten tog fart – kun for endnu engang at dukke frem i de seneste nedgangstider. Selvom bytteriet nu kun udgør tre-fire procent af den samlede handel, ifølge Russian Economic Barometer, så har tendensen vakt opsigt. Flere desperate fabrikker inden for sværindustrien er begyndt at annoncere efter byttepartnere. En bilfabrik i Kirov trak for nyligt overskrifter med beslutningen om at betale en del af lønnen til medarbejderne i nudler og madolie.

Det er tegn på nye tider, mener German Sterligov. Sammen med sine små sønner fremviser han stolt hjemmeproduktionen af træskamler, der ifølge Sterligov finansierer børnenes privatlærer. »Sterligov-brødrenes værksted« lyder inskriptionen på det hjemmelavede segl.

»Mine børn skal lære, at man lever af det, man skaber med hænderne,« siger Sterligov.