31. juli 2010, 22:30

Men hans birolle er ikke desto mindre illustrativ. David Finkel er journalist på Washington Post, og i 2007 fulgte han en amerikansk militærenhed i Bagdad. Her fik han angiveligt fingre i en dramatisk videooptagelse – cockpit-optagelsen fra den amerikanske Apache-helikopter, som skød ind i en menneskemængde i Bagdad og bl.a. dræbte to reportere fra Reuters, men han offentliggjorde aldrig videooptagelsen. Som stifteren af WikiLeaks, Julian Assange, konstaterede i maj i år: Finkel og Washington Post skjulte optagelsen. »De havde den i over et år, men offentliggjorde den ikke,« sagde han. Det gjorde WikiLeaks til gengæld. I april i år offentliggjorde sitet videoen.

NÅR JULIAN ASSANGE og hans tilhængere skal retfærdiggøre, hvorfor en mediemættet verden har brug for WikiLeaks, så ligger eksemplet »Finkel« lige for. For hvad hjælper det, at vi har prisbelønnede medier og journalister, når de bare – som Finkel – sidder på oplysningerne. WikiLeaks offentliggjorde for en uge siden 92.000 efterretninger, og ville et gammelt medie have gjort det, lyder det. Dermed er diskussionen om WikiLeaks også en mediediskussion, for har Assange og alle de andre ret: Er de traditionelle medier blevet så meget en del af magten, at de hellere vil dække over status quo end rokke ved den? Den amerikanske forfatningsadvokat Glenn Greenwald har i et rødglødende forsvar for WikiLeaks peget på to andre nylige eksempler på, hvad han kalder »leflen« for magthaverne: ■ I 2004 fandt New York Times ud af, at Bush-regeringen aflyttede amerikanske statsborgere uden en retskendelse. Præsident Bush kaldte avisens koncernchef til møde i Det Ovale Værelse, og New York Times indvilgede i at gemme afsløringen i over et år, belejligt nok til efter Bushs genvalg. ■ I 2005 fandt Washington Post ud af, at CIA havde et netværk af »sorte fængsler« i udlandet, og Bush-regeringen gik til avisen og bad den om ikke at identificere de pågældende lande. For hvis landene blev identificeret, ville USA ikke længere kunne bruge fængslerne, og Washington Post føjede regeringen. Landene blev ikke nævnt. Den var ikke gået med WikiLeaks, siger Greenwald. Den amerikanske regering har uden held truet Assange med fængsel og international efterlysning. »Det er, hvad der gør WikiLeaks så skræmmende for magthaverne,« konkluderer Greenwald. »De kan ikke kontrollere WikiLeaks.«

DET ER ET GODT ARGUMENT, og i det mindste eksemplet med Finkel og cockpit-optagelsen er svær at komme uden om, og når Finkel undskylder sig med hensynet til sine kilder og »aftaler«, så peger han blot på endnu et problem – og ikke på en holdbar undskyldning. Har WikiLeaks dermed i denne uge givet de traditionelle medier endnu en kæberasler og endnu en grund til at opsige abonnementet og slukke for TV-aviserne? Det er ikke helt så simpelt – og af flere grunde. Som forfatteren og kommentatoren Anne Applebaum konstaterer på sin blog: For det første er det næsten umuligt for uindviede at læse efterretningerne, som er fyldt med tilsyneladende meningsløse militære bogstavssammensætninger, og for det andet er konteksten oftest uklar. Hvis ikke tre traditionelle medier som New York Times, Guardian og Spiegel havde fået forhåndsadgang til efterretningerne og formidlet dem, så var de bare landet med et stort spørgsmålstegn.

Men Applebaum nævner ikke det tredje og vægtigste argument, nemlig omhuen eller etikken. Det uafhængige web-mediesite cjr.org har i denne uge afdækket forløbet omkring de 92.000 lækkede efterretninger, og det står klart, at Julian Assange og WikiLeaks for enhver pris ville have afsløringerne ud i en fart, og selv om en halv snes journalister fra New York Times, Guardian og Spiegel fik et par ugers forhåndsadgang og arbejdede næsten i døgndrift med at tjekke efterretningerne, så kunne de kun komme gennem en brøkdel af dem og baserede deres dækning på disse tjekkede efterretninger. WikiLeaks havde ikke de samme etiske overvejelser og offentliggjorde efterretningerne en masse og med den forudsigelige konsekvens, at oplysninger om hundredevis af afghanske informanter blev lagt ud på nettet. Taleban fik dermed leveret en grydeklar hitliste. Julian Assange siger, at formålet med offentliggørelsen er at rejse en debat om krigen, men hvis det er formålet, så er offentliggørelsen mislykkedes. Debatten om krigen varede omkring 24 timer, hvorefter det blev til en debat om WikiLeaks’ mangel på omhu og etik og et politisk krav om retsforfølgelse og endnu mere hemmligholdelse.