3. februar 2007, 03:30

Og bare rolig. Jeg kender alle argumenterne. Jeg ved, at præsident Bush er nødt til at invadere endnu et olieland for at holde mig kørende, jeg ved, at min nye bil er alt for tung, tipper alt for let, forurenerer alt for meget og er alt for farlig for andre trafikanter, og at den formentlig er det konkrete udtryk for galoperende storhedsvanvid eller det modsatte - og hvis ikke jeg vidste det, kunne jeg bare spørge hos den britiske »Alliance mod firehjulstrækkere i byen.«»Vores mål er at gøre det lige så socialt uacceptabelt at køre firehjulstrækkere som at køre spritkørsel,« hedder det på organisationens website.

I London og andre europæiske hovedstæder har aktivister iværksat en kampagne mod de store, syndige køretøjer. De punkterer hjulene, ridser lakken, slår ruderne itu, og de konfronterer ejerne og giver dem en opsang om at lade Amerika blive i Amerika.

I en forvirrende verden er firehjulstrækkeren blevet det nemme og nærværende eksempel på alt, hvad der er galt med verden.

Men her er min undskyldning: Jeg kunne ikke komme op ad min bakke. Måske lider alle andre steder af global opvarmning, men her i området lider vi af lokal nedkøling. Det har været den koldeste og mest snerige vinter i mands minde, den ene storm efter den anden, og jeg tror, at vi sammenlagt i den seneste måned har fået halvanden meter sne. Enten har vejret været overvældende, eller også er det offentlige beredskab undervældende, og resultatet har under alle omstændigheder været det samme. Sne og is har lukket vejene, de store motorveje i kortere tid og de små private veje i evigheder, og i enkelte bydele har beboerne været sneet inde i dagevis.

Vi skal op ad en stejl bakke for at komme til vores hus. Bakken har siden jul været dækket af et tykt lag af sne og is, og det var mere end vores familiebil brød sig om. Vi angreb fra alle vinkler og på alle måder, somme tider som Thorkild Thyrring, andre gange som Thorkild Simonsen. Hver gang skøjtede vi ned igen, og så kunne vi holde der og se firehjulstrækkerne gøre, hvad vi ikke kunne gøre. Til sidst fik vi nok og begyndte at tænke det utænkelige.

»Vi skulle egentlig have lukket i dag,« sagde autoforhandleren nytårsdag. Men han kunne ikke selv komme hjem, for motorvejen var lukket, og »gud og hver mand kommer også for at købe firejulstrækkere. Udvalget er bare ikke længere så stort,« undskyldte han. »De er alle sammen solgt.«

Udvalget var ganske rigtigt ikke så stort, udvalget begrænsede sig til to ordentlige amerikanske krabater og en japaner, der havde været ved Månen og tilbage igen, og jeg endte med at købe en af amerikanerne.

JO MERE JEG KØRER i den, desto bedre forstår jeg, hvor amerikansk firehjulstrækkeren er. Ikke kun historisk - den første Jeep blev tegnet i 1941 - og ikke kun på grund af alle de mere problematiske aspekter. Selv en amerikaner køber ikke udelukkende et køretøj, fordi det bruger for meget benzin, er for tungt, tipper for let, forurener for meget, truer de andre bilister og er udtryk for en neurose. Der er noget andet og dybereliggende på spil, noget der handler om at være selvhjulpen. Som en konservativ amerikansk politiker engang sagde:

»Dette land blev ikke bygget af mænd og kvinder, som ventede på, at andre skulle hjælpe dem. Det blev bygget af mænd og kvinder, som selv gjorde arbejdet ... og denne selvhjulpenhed er vores amerikanske arv. Det er, hvad der gør amerikanerne amerikanske.«

Selv hvis vi skærer i det politiske fedt, er der en vis sandhed i udsagnet. Den amerikanske filosof og forfatter Ralph Waldo Emerson skrev i 1841 sit 30 sider korte essay »Selvhjulpenhed,« som i den grad kom til at forme den unge nations sjæl og karakter. Emersons budskab er, at livet er i det enkelte menneske - det samme er beslutningerne og forandringerne - og man kan ikke vente på, at andre træffer beslutningerne og foretager forandringerne.

Den indisk-amerikanske kommentator Dinesh D'Souza siger det samme i en nyudgivet bog: »Det kerne-amerikanske ideal er et selv-bestemt liv. I Amerika får du ikke foræret din skæbne; du skaber den selv.«

IKKE SANDT? SÅDAN en filosofi kræver firehjulstræk. For et par år siden lancerede Nissan en TV-reklame med en Pathfinder, som kørte om kap med flyvemaskiner og tromlede gennem mudderbanker og forcerede bjergtoppe. En dyb stemme slog fast: »Ikke at du vil. Men du kan.«

Bedre kan ideen bag en firehjulstrækker ikke udtrykkes, og som skribent Hans Eisenbeis har konstateret i magasinet Reason, der hylder viljens frihed: »Hvis vi er, hvad vi kører i, så siger firehjulstrækkeren noget interessant om os. På den negative side fortæller den, at vi er overdrevent egoistiske og frådsende, men den siger også noget mere positivt - at vi er frie, vi er individualister, vi vil have adgang til vildnisset, vi er selvhjulpne - og sammenlagt udtrykker den noget ærke-amerikansk. Den kunne ikke komme fra noget andet land.«

Jeg ville egentlig bare op ad min bakke, men jeg er tilsyneladende endt med at køre rundt i et politisk budskab. Ikke at jeg vil. Men jeg kan.