11. januar 2009, 20:49 – opdateret 11. januar 2009, 21:04

Havet er det samme turkisblå, brusende Middelhav som 60 kilometer sydpå; himlen fortonet i de samme dramatiske, gråblå skyformationer. Men der er en verden til forskel. Her går Tel Aviv-beboere tur på stranden, jogger på promenaden og drikker kaffe på cafeerne. 60 kilometer sydpå ligger Gaza. Landstriben, der kontrolleres af islamiske Hamas, og som Israels militær i over to uger har ladet bomber og granater regne ned over.

Målet med Israels offensiv er at ændre sikkerhedsrealiteten i Sydisrael, som Hamas længe har beskudt med Kassam-raketter. Alene søndag blev minimum 29 palæstinensere dræbt i Gaza, mens 12 raketter ind over Israel forvoldte fysisk skade. 13 israelere er blevet dræbt, siden offensivens start den 27. december, mens konflikten har kostet mindst 879 palæstinensere livet.

Men i Israels solbeskinnede, hektiske middelhavsby går livet videre som sædvanligt, og byens kosmopolitiske befolkning bakker solidt op om offensiven. To kvinder, der sidder og ser ud over havet fra røde plasticstole på en strandcafe, er ikke i tvivl:

»Selvfølgelig. Selvfølgelig har Israel gjort det rigtige,« siger en af pigerne med langt mørkt hår og røde briller. »Vi havde ikke noget valg.«

32-årige Avi, der tidligere var i Israels specialstyrker – stort set alle har en militærbaggrund i Israel – udlægger på strandpromenaden Israels dilemma således:

»Hvad ville Danmark gøre, hvis I blev angrebet af 6.000 raketter?« Han trækker sin dynejakke tættere omkring sig.

»Vi har forsøgt alle former for svar: Kun at skade Hamas’ ledere, at lave en aftale med gruppen. Intet har virket. At angribe Gaza er den sidste udvej. Men vi gør det humant: hvis vi var USA eller Rusland, ville Gaza ikke længere eksistere. Angrebet må til gengæld modsvares af, at vi investerer i palæstinensisk uddannelse, så palæstinenserne har en fremtid, et liv,« understreger Avi og ser ud over bølgetoppene.

Savner hårdere linje
Længere nede ved brændingen slås en gruppe kite-surfere i våddragter med den aggressive vind.

33-årige Boaz, der er fotograf, og har lange surfershorts udenpå våddragten, mener ikke, at Israel er drastisk nok i sin offensiv mod Gaza:

»Vi forsyner fortsat Gaza med elektricitet og vand. Jeg synes, vi burde afskære al hjælp til striben, så længe, de affyrer raketterne.« Han sparker i sandet med den ene fod, så det står op. »De bruger civile som skjolde. Og hvis civile bliver dræbt, udnytter de det og viser de samme lig flere gange. Jeg ved det. Jeg har været i områderne.«

Men Boazs surf-makker, hvis mørke krøller drypper af vand, er mindre skråsikker:

»Problemet er, at denne krig ikke vil ændre noget. Der er ikke noget specifikt mål. Og om kort tid vil situationen være den samme igen. Det hele handler om valgkampen. Om at israelske politikere konkurrer om at være mest barsk.«

I gaden Bograshov, der fører fra stranden og ind i Tel Avivs centrum, møder Berlingske 74-årige Batia Orne, der var den første kvindelige navigatør i Suez-krigen i 1956.

»Jeg ser Gaza-krigen i et historisk perspektiv,« fortæller Batia Orne og slår ud med hænderne for at illustrere vidden.

Hendes ansigt er oplyst af grønt neonlys fra en nærliggende cafe, hvorfra dunkende musik strømmer ud i gaden.

»Israels krig er fuldt ud retfærdig. Det handler om et opgør med Iran, som finansierer Hamas. Det kan vi ikke tillade. Jeg håber, at krigen vil fortsætte. Målet er at slippe af med Hamas-regeringen. Hamas’ mål er at udslette Israel. Det kan vi ikke tillade. Jeg ser krigen som en fortsættelse af vores uafhængighedskrig. Det handler om Israels overlevelse.«