Israel vil udveksle fanger

Israel vil indfri Hamas’ krav om at få udleveret fanger med ”blod på hænderne” mod at få den tilfangetagne israelske soldat Gilad Shalit udleveret fra Gaza.

JERUSALEM
Den israelske soldat Gilad Shalit er igen blevet centrum for forhandlinger og forhalinger mellem Israel og den islamiske gruppe Hamas. Israel forlanger, at Hamas frigiver soldaten, der blev taget til fange i juni 2006, mod at åbne Gazas grænseovergange, hvilket Hamas fordrer.

Israel har indtil nu nægtet at frigive de hundredvis af fanger, Hamas forlanger til gengæld for Shalit, fordi nogle af dem har ”blod på hænderne.” Et udtryk, der indikerer, at de har deltaget i angreb på den jødiske stat. Men Israel lemper nu kravene.

”Vi har indset, at der ikke er anden udvej end at betale prisen,” siger en minister til avisen Haaretz. Umiddelbart kan det forekomme som et tegn på svaghed, at Israel bøjer sig for Hamas, men israelske kilder fremhæver, at det ikke er tilfældet.

”Der er en fornemmelse af, at vi kan tillade os at slække på vore kriterier i fangeudvekslingen, i det enhver fordel for Hamas svækkes af den skade, de har lidt i Gaza,” siger en sikkerhedskilde til Reuters.

Israel har hidtil nægtet at acceptere Hamas’ krav af frygt for, at det ville styrke gruppen i rivaliseringen med sekulære Fatah, som Vesten støtter.

Det forlyder, at premierminister Ehud Olmert vil nå frem til en løsning, før Israel går til valg den 10. februar. Hamas forlanger, at Israel frigiver 1400 palæstinensiske fanger, heraf er 450 senior militante. Over 10.000 palæstinensere sidder fængslet i Israel. Mange palæstinensiske familier har et eller flere familiemedlemmer i fængsel.

Amos Gilad, en israelsk topembedsmand rejste torsdag til Cairo for at deltage i indirekte forhandlinger med Hamas, for at konsolidere den skrøbelige våbenhvile, parterne hver især erklærede sidste weekend. Hamas’ våbenhvile udløber søndag. Amos Gilad vil i Cairo rejse spørgsmålet om Gilad Shalit, men palæstinensiske iagttagere er ikke just positive. En palæstinensisk autoritet udlagde sin skepsis således overfor journalister:

”Hvem ved, hvor Shalit er, efter hvad der er sket i Gaza?”