Militante islamister slog til med selvmordsbomber mod amerikansk base i Kabul. I Pakistan angreb militante islamister efterretningsvæsenets hovedkvarter i Peshawar. Taleban har meddelt, at de står bag begge angreb.
13. november 2009, 23:00 – opdateret 13. november 2009, 23:01
Den afghanske hovedstad, Kabul, og provinshovedstaden Peshawar i Pakistan tæt på den afghanske grænse genlød inden for kort tid i går af to eksplosioner, da militante islamister rettede selvmordsangreb mod to meget symbolske mål.
I Kabul gik det ud over en amerikansk konvoj uden for militærbasen Camp Phoenix, og i Peshawar var målet det lokale hovedkvarter for det pakistanske efterretningsvæsen, ISI. Begge steder peger pilene mod Taleban i henholdsvis den afghanske og den pakistanske udgave.
Mindst fire amerikanske soldater blev ifølge rapporterne såret, da en en hvid Toyota Corolla i går morges kørte tæt op mod to amerikanske Humvees og en minibus uden for den amerikanske militærbase i Kabuls udkant, hvorefter selvmorderen detornerede sin bilbombe.
Ud over amerikanske, huser basen også afghanske soldater, da den fungerer som træningslejr. Både amerikanske og afghanske soldater er primære mål for Taleban, og vejen ud til basen er blandt de mest bombede i Kabul. Selve militærlejren har med jævne mellemrum været genstand for raket- og morterangreb. En Taleban-repræsentant oplyste senere i går til nyhedsbureauet Reuters, at Taleban stod bag.
Bombe i medicin-pickup
Ingen havde i aftes påtaget sig ansvaret for et selvmordsangreb i den pakistanske by Peshawar i den nordvestlige del af landet, hvor en meget kraftig bilbombe i går morges raserede det tre etagers hovedkvarter for efterretningstjenesten ISI. Mindst 11 mennesker mistede livet ved angrebet, som er det seneste i en lang række lignende selvmordsaktioner. Ved gårsdagens angreb eksploderede en pickup af en type, der normalt kører med medicin, men som i går var lastet med sprængstof uden for ISIs bygning.»Pludselig kørte den i den forkerte side af vejen og begyndte at bevæge sig hen mod bygningen. Vagterne åbnede ild, men den kom hen til indgangen og eksploderede,« fortæller et øjenvidne til Reuters. Ud over de omkomne blev mindst 60 såret.
Angrebet er et slag i ansigtet på myndighederne, men langtfra det blodigste. I sidste måned dræbte selvmordere 106 mennesker, da de udløste deres bomber ved en markedsplads, hvor folk samtidig stod i kø ved en nærliggende bygning for at få udbetalt deres pension.
Kort efter gårsdagens terror i Peshawar eksploderede endnu bombe i det uroplagede område, denne gang i byen Bannu, der ligger som en port ind til det lovløse stammeområde Nordwaziristan. Her angreb en selvmordsbomber den lokale politistation og tog seks mennesker med sig i døden.
Den pakistanske hær er netop nu i gang med en storoffensiv i Sydwaziristan mod Taleban og de terrorgrupper, inklusiv al-Qaeda, der har deres hovedbaser i det uvejsomme område på grænsen til Afghanistan. Offensiven følger i kølvandet på sommerens offensiv i Swatdalen, og den pakistanske talebanbevægelse har svoret, at den vil hævne begge offensiver ved selvmordsaktioner i Pakistans større byer, I de seneste uger har mindst 500 mennesker mistet livet i Pakistan ved aktioner, som Taleban menes at stå bag.
Den pakistanske hær led i øvrigt i går sit hidtil sværste tab, da 17 soldater blev dræbt under kampe i Waziristan.

































