Iranske demonstranter bliver beskudt

Irans sikkerhedsstyrker skyder på demonstranter fra den iranske opposition i Teheran.

Tilhængere af den iranske reformbevægelse blev her til morgen beskudt af sikkerhedsstyrkerne, der har taget opstilling ved Azardi-pladsen i Teheran, hvor regimet er i gang med at fejre sig selv og 31-året for den islamiske revolution.

Flere nyhedsbureauer melder om, at der skydes mod tilhængerne af Mir Hossein Mousavi, alt mens den iranske præsident Mahmoud Ahmadinijad befinder sig på pladsen.

Den iranske reformbevægelse har opfordret sine støtter til at gå på gaden i dag for at demonstrere samtidig med at regeringsvenlige demonstranter der er kørt ind fra omegnens byer viser deres ”støtte” til regimet.

Oppositionskilder fra 'Students Committ in Iran' oplyser, at der uddeles ris og frosne kyllinger, til mange af de der møder frem, som præmie.

Området, hvor demonstrationerne finder sted, er pakket med soldater fra Revolutions Garden og fra den berygtede Basij-milits, men det er uklart, hvem der skulle have skudt mod demonstranterne.

Kritikere anholdt

Myndighederne har på forhånd utvetydigt ladet forstå, at der vil blive slået hårdt ned på regeringsfjendtlige demonstranter. De skulle ifølge de seneste rapporter være i gang med at forsamle sig i de tilstødende gader ved Azari-pladsen.

Mange regeringskritikere er forud for dagens fejring af 31-året blevet arresteret af myndighederne – det gælder bl.a. barnebarnet til stifteren af den islamiske republik, ayatollah Ruhollah Khomeini oplyser en webside i Iran.

31-års-dagen er blevet voldsomt opreklameret i Iran som både en indenrigs og udenrigspolitisk manifestation.

Størst opmærksomhed har der samlet sig om regimets atomudviklings-program, der er under voldsom international kritik og som har betydet, at Iran er blevet underlagt skrappe handelssanktioner.

Senest har regimet meddelt, at de iranske anlæg til berigelse af uran, vil begynde at producere stærkt beriget uran, der kan anvendes i kernereaktorer. Og præsident Ahmadinijad satte torsdag trumf på ved at erklære, at det mål nu er nået, anlæggene producerer rent faktisk nu det stærkt berigede uran udtalte han til de regeringsvenlige demonstranter.