Aktivist anklaget for at føre krig mod Gud i Iran, og det kan føre til dødsstraf.
4. september 2010, 18:00 – opdateret 4. september 2010, 18:02
En fremtrædende kvindelig menneskerettighedsaktivist blev lørdag stillet for retten i Iran, hvor hun blandt andet blev anklaget for at føre krig mod Gud. En anklage, der kan straffes med døden, oplyser en advokat for den tiltalte.
- Den 26-årige Shiva Nazar-Ahari er anklaget for "moharebeh" (krig mod Gud) og for propaganda mod regimet.
- Vi venter på domsafsigelsen, oplyser advokaten, Mohammad Sharif, til nyhedsbureauet Ilna.
Nazar-Ahari blev første gang anholdt efter Irans omstridte præsidentvalg i juni sidste år.
Fem personer, der var blevet kendt skyldige i "antirevolutionære" handlinger, deriblandt krig mod Gud, blev henrettet ved hængning i Iran i maj.
Fire af de hængte var kurdere og medlemmer af partiet Pjak, som er en udløber af Kurdistans Arbejderparti (PKK) i Tyrkiet.
/ritzau/Reuters

































