Irak vil retsforfølge fem sikkerhedsvagter fra Blackwater, efter USA har droppet sagen. Vagterne er anklaget for at have skudt 17 civile.
4. januar 2010, 15:37
Regeringen i Bagdad lægger sag an ved domstole i USA og Irak mod det amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater. Irakerne er rasende over, at en amerikansk domstol har droppet anklagen mod fem vagter fra Blackwater.
Det oplyser Iraks premierminister, Nuri al-Malik. Hans talsmand siger, at "de nødvendige initiativer for at retsforfølge Blackwater" er taget.
De fem vagter anklages for at dræbe mindst 14 civile irakere ved et uprovokeret angreb i Bagdad i 2007. Irak sætter dødstallet til 17.
Kritikere kalder Blackwater for lejesoldater
Vagterne var med i en pansret bilkolonne, da de midt på en travl gade i den irakiske hovedstad åbnede ild og på må og få skød folk ned.
I USA blev sagen mod vagterne droppet i sidste uge, da en forbundsdommer afgjorde, at deres belastende vidneudsagn måtte bortfalde, fordi de var afgivet til det amerikanske udenrigsministerium under betingelse af immunitet.
Blackwater er et af flere amerikanske private sikkerhedsselskaber, der har spillet en tvivlsom rolle under krigen i Irak. Kritikere betegner de såkaldte vagter som lejesoldater, der opererer uden for lov og ret.
/ritzau/AFP
Læs også: Blackwater skyder først - og mest
































