18. marts 2006, 03:30

Set herfra - fra en mexicansk grænseby - er situationen forholdsvis simpel:

Herovre ligger Mexico. Mexico er et fattigt land. Bruttonationalproduktet per indbygger er godt 7.000 dollar.

Derovre, nogle få meter væk, ligger USA. USA er et rigt land. Bruttonationalproduktet per indbygger er over 40.000 dollar.

Mellem Mexico og USA løber en pletvis bevogtet landegrænse på 3.141 kilometer.

Hvorfor arbejde i et land, hvor timelønnen er ti gange lavere end i nabolandet? Hvorfor ikke krydse den pletvist bevogtede landegrænse og arbejde og bo i USA?

Som sagt: Set herfra er situationen forholdsvis simpel, og hver dag forsøger 2.000 mennesker illegalt at komme ind i USA, og alle odds er på deres side.

For hver grænseoverløber, som bliver fanget, kommer tre ind, og sidste år landede 562.000 immigranter ulovligt i USA. Det svarer til indbyggertallet i Københavns Kommune.

Så måske er det ikke så underligt, at situationen er en smule mere kompliceret på den amerikanske side.

Langt fra »Mayflower«
De mexicanske og central- og sydamerikanske immigranter har i et bælte langs grænsen skabt en stat i staten, og nok siger landkortet, at det er USA, men lyt til radioen, se aviserne, tal med folk på gaden, smag maden, og det er åbenbart, at vi er meget, meget langt fra »Mayflower«. Fra grænseområdet har de latinske immigranter og hybridkulturen bredt sig til de store slagteribyer på prærien og i Sydstaterne og til driftige østkyst-byer, hvor der er behov for en hjælpende hånd, og eksperter taler nu om en regulær »brun-farvning af USA.«

Fra 1980 til 1990 steg antallet af latino-amerikanere i USA med 53 procent. Fra 1990 til 2000 steg tallet igen med 57 procent, og om får år vil hver femte amerikaner være latino. I to af de ti største amerikanske byer - Los Angeles og San Antonio - udgør de nu et flertal af befolkningen.

Det er en forandring af episke proportioner. Huse, skoler, gader, nabolag, byer og stater ændrer i løbet af en generation karakter, og ikke nødvendigvis til det bedre, og det store amerikanske flertal er bekymret. 79 procent af indbyggerne i Texas mener, at regeringen ikke gør nok for at stoppe ulovlig indvandring. Over halvdelen af alle indbyggerne i Arizona støtter en borgergruppe, som bevæbnet er begyndt at afpatruljere grænsen. 75 procent af alle vælgere forudser, at ulovlig indvandring vil være et top-emne forud for midtvejsvalget i november.

Washington er vågnet
I New Mexico og Arizona har guvernørerne erklæret »nødtilstand« på grænsen, og fagforeninger anklager illegale immigranter for at holde lønnen nede og ledigheden oppe. 44 procent af arbejderne i landbrug og skovbrug er illegale, 26 procent af arbejderne i byggesektoren er illegale, og i begge industrier er ledigheden dobbelt så høj som det amerikanske gennemsnit.

Den simrende utilfredshed har nu vækket Washington.

Politikerne har ikke frivilligt haft lyst til at tage fat på spørgsmålet om ulovlig indvandring. Demokraterne havde ikke nogle synspunkter, som kunne dulme frygten og vreden - partiets politik består i en appel om tolerance - og Republikanerne var dybt splittet. På den ene side var det konservativ lov-og-orden politik at slå ned på illegal indvandring, og på den anden side var det i erhvervslivets interesse at have ulovlig indvandring - det gav billig arbejdskraft - og ind til sidste år vandt erhvervslivet.

Men politikerne er nu blevet tvunget til at handle, og der verserer tre forskellige lovforslag i den amerikanske hovedstad:

Præsidenten vil have et program, som nok slår ned på ulovlig indvandring, men som samtidig tilbyder hundredtusindvis af gæstearbejder-visa, så bl.a. landbruget kan få deres jordbærplukkere.

Repræsentanternes Hus vil have et program, som slår hårdt ned på illegal indvandring, som opretter en fysisk mur langs landegrænsen, forøger antallet af grænsebetjente og gør det til en alvorlig lovovertrædelse at hyre en illegal immigrant.

Senatet vil have et program, som placerer sig et sted midt imellem præsidentens bløde forslag og det drakoniske forslag fra Repræsentanternes Hus.

Den mexicanske præsident, Vincente Fox, har advaret om, at det hele smager af racisme, og at USA om ti år vil komme til at fortryde sin »luk-grænsen«-bølge, for om ti år »vil amerikanerne skrige på vores arbejdskraft, men vi vil selv have alle mand i arbejde i Mexico.«

Og alt imens politikere og præsidenter taler og truer, alt imens amerikanerne frygter, og eksperterne analyserer, er sagen stadig ligefrem her i Tijuana. Hvorfor arbejde for én dollar i timen, hvis man kan få fem dollar i nabolandet? Hvorfor bo i slum, hvis man kan bo i en lejlighed? Og hvorfor ikke krydse den grænse, som er så let at krydse, og finde det arbejde, som er så let at finde, og dermed - ubevidst, utilsigtet, nøk for nøk - bidrage til den totale omkalfatring af det amerikanske samfund?