To danskere meldes stadig savnet, efter Haiti tirsdag blev ramt af en jordskælv, der frygtes at have dræbt op mod 100.000.
14. januar 2010, 09:27
Der er stadig intet nyt om de to savnede danskere efter jorskælvet i Haiti. Det oplyser Udenrigsministeriet her til morgen til berlingske.dk.
Udenrigsministeriet har kendskab til 11 danskere - heriblandt kunstneren Jørgen Leth - i det katastroferamte område og har heraf været i kontakt med de ni personer, der alle meldes i god behold.
Det er endnu uvist, om de to danskere er sårede efter jordskælvet eller bare endnu ikke har haft mulighed for at ringe hjem. Kaotiske tilstande i især hovedstaden Port-au-Prince, der ligger i ruiner, har nemlig betydet, at telemaster er væltet, og både mobilnet og fastnet er påvirket deraf.
LÆS OGSÅ: Overlevende i Haiti sover på gaderne
































