8. september 2009, 21:20 – opdateret 8. september 2009, 22:52

Rebaz Kalkel Qadi er så fuld af vrede og sorg, at hans 22-årige hoved har svært ved at rumme det.

Vred på de betjente der foran Brorsons Kirke slog på Rebaz’ veninde Kristina. Vred på det Danmark der sendte politiet ind for at anholde de afviste irakiske asylansøgere: »Vis mig et eneste eksempel rundt om i verden bortset fra Danmark, hvor politiet kommer ind i en kirke og anholder folk,« siger han.

Vred og endnu uforstående overfor, at han pludselig befinder sig i en lille solstegt landsby ved navn Pirdaud, en halv snes kilometer uden for Erbil, hovedbyen i det nordlige Irak. Et sted hvor husholdningsspildevandet løber i en åben rende mellem husene, der er en blanding af lerklinede mure og rå betonblokke. Trist fordi han savner sin kæreste Pia ude på Amager.

»Jeg har ikke set hende, siden vi gik ind i Brorsons Kirke for flere uger siden,« fortæller han siddende på en madras i sin morbrors hus, der siden sidste torsdag har været hans hjem. Han har endnu ikke været uden for den massive jernport i muren, der omkranser gårdspladsen.

Men den 22-årige Rebaz er først og fremmest vred, fordi han for en uge siden stod i lufthavnen i Bagdad. Efter to et halvt år på fire danske asylcentre var det slut. Onsdag lettede flyet med ham og de fra Fyn.

Hvad der fik ham til at søge asyl i Danmark »skyldtes mange ting, ikke kun en enkelt: »Hør nu, vi bor i Irak, og folk kan selv vurdere det. Mere præcist kan jeg ikke sige det,« og mere får vi ikke at vide. Men han føler sig ikke tryg, og taler om falske checkpoints, hvor folk bliver røvet eller slået ihjel, om bomber i Bagdad, Kirkuk og Mosul og om at blive holdt øje med.

Ville til Norge
»Men her kan man heller ikke rejse nogen steder, man kan intet opleve, man kan ikke more sig, det er svært at få pas, man skal kende nogen, der kender nogen for at få arbejde,« siger han også som en slags forklaring på, hvorfor han betalte menneskesmuglere tusindvis af dollar – selv siger han 12.000 – for at smugle ham til Norge.

For det var der, han ville hen. »Der har jeg venner og bekendte, men jeg blev arresteret af politiet i Danmark, som narrede mig til at søge asyl,« hævder han.

»Alle, hele vejen igennem Grækenland og Italien havde ellers sagt. Du skal ikke blive arresteret i Danmark. Danmark tager ikke hensyn til folks problemer, og folk brændte deres fingerspidser for ikke at få taget fingeraftryk. Men jeg kunne dokumentere alt, så hvorfor sendte de os hjem,« spørger Rebaz.

Billederne fra masseanholdelsen og scenerne foran Brorsons Kirke står stadig skarpt i hans erindring: »Jeg vil aldrig glemme dem, der lagde sig foran bussen, jeg var ved at græde, og jeg vil aldrig glemme den advokat, der stillede sig op foran kirken og spurgte folk, om de var stolte af at være danskere – og så de alle sammen råbte, nej. Jeg kan godt lide danskerne, men ikke deres udlændingepolitik,« siger han.

Forældre Mosul
Lige nu, siddende med fødderne over kors på madrassen på gulvet i morbroderens hus, er det helt åbenbart, at Rebaz ikke har gjort sig mange konkrete tanker om fremtiden, for tankerne snubler over hinanden.

Uddannelse har han ikke tænkt på. Arbejde heller ikke. »Det vigtigste er et stille og roligt liv i frihed og arbejde, men der er ikke noget arbejde her, uden man kender nogen. Sådan er det ikke i Europa og i Danmark. Der er alle lige,« siger han.

Hans forældre befinder sig nær Mosul, godt en times kørsel fra Erbil, men hvor ved han ikke, hævder han. Og Rebaz har under ingen omstændigheder tænkt sig at tage ud og søge efter dem, for der hersker araberne, og al-Qaeda er stærkt til stede med terrorbomber. Et brev med en taxa måske til nogen derovre. Det er det eneste, han kan komme i tanke om.

Én ting brænder dog igennem forvirringen i hans hoved. Han vil af sted igen. Væk fra Irak, væk fra Kurdistan. »Jeg kan ikke leve her.«

Men først er der en gæld at betale for den mislykkede flugt.

»Det bliver hårdt at betale dem tilbage,« siger Rebaz.