17. januar 2009, 17:56 – opdateret 17. januar 2009, 18:25

MOSKVA: Det er ikke hvor som helst i verden, man sætter en herreløs hund på en piedestal. Men det har man gjort nede i Moskvas undergrund. Det kan konstateres ved selvsyn, hvis man forlader bilernes larm, bevæger sig ned ad trappen, gennem menneskemængden og ind ad svingdørene til undergrundsstationen Mendelejevskaja. Her finder man en bronzestatue af en forpjusket hund, der ugenert sidder og kradser sig bag øret med et strittende bagben. Statuen bærer den simple inskription »Sympati«.

Maltjik hed hunden på piedestalen. Han var en af de tusindvis af herreløse hunde, som de seneste år er blevet faste beboere i Moskvas travle metro. Da Maltjik døde for fire år siden, efter at være blevet angrebet af en sindsforvirret kvinde, vakte det så voldsom sorg, at butiksindehavere og passagerer på stationen iværksatte en indsamling til fordel for opstilling af et mindesmærke. Den idé kunne selv Moskvas strenge metromyndigheder ikke sige nej til, og sidste år blev statuen rejst som et håndgribeligt bevis på hundenes hævdvundne plads i undergrunden.

Som en firbenet understregning af den pointe har to nye herreløse hunde for længst overtaget Maltjiks plads på stationen. De sover til middag på varmeristen ved svingdørene og ser ikke ud til at bekymre sig om de ti minusgrader oppe på gaden eller vinterstøvlerne, der tramper forbi. Der ligger en halvspist pølse foran den ene af dem.

»De ved nøjagtig, hvordan de skal charmere os,« siger Natalja Atrosjenko fra den nærliggende bod, hvor hun sælger blomster og potteplanter.

»Ikke engang nattevægterne smider dem ud. Men hvorfor skulle de også det? Der er jo koldt udenfor, og her gør de ingen fortræd,« forklarer Natalja.

MOSKVAS FREMGANGSRIGE population af metrohunde har ikke bare formået at charmere sig til et monument og en fast plads på varmeristen i verdens – målt på passagertal – travleste metro. Hundene har tilpasset sig livet blandt de syv millioner daglige passagerer i en sådan grad, at det har vakt både offentlig og akademisk interesse. Ikke mindst fordi de mest eventyrlystne hunde også er begyndt at tage toget.

Men vi foregriber historiens gang. Først skal vi møde Ruslands førende ekspert i metrohunde, zoolog og etolog Andrej Neuronov. Han har i årevis forsket i byens dyreliv og har skrevet en storsælgende bog om blandt andet metrohundene.

»For mig er det forskning. Men jeg oplever, at interessen fra offentligheden er helt overvældende. Folk er som forelskede i hundene,« forklarer Andrej Neuronov, mens han viser omkring i hundepopulationen på metrostationen Perovo.

Der er i dag omkring 30.000 herreløse hunde i Moskva. At det er muligt i en moderne storby skyldes mere forandringer i menneskenes end i dyrenes verden, forklarer Neuronov.

I sovjettiden, altså indtil 1991, var gadehunde sjældne i Moskva, og de var helt utænkelige i den prestigiøse metro anlagt af Josef Stalin som et »palads for folket«. De få firbenede, der alligevel vovede sig ind til byen eller stak af fra deres ejere, blev dengang indfanget og aflivet. Men med sovjetstyrets sammenbrud blev der blødt op på den hårde linje.

»Nu lukker selv metroens egne medarbejdere dem indenfor, især når det er koldt. Det var aldrig sket i sovjettiden,« siger Andrej Neuronov.

MEN UDEN MAD OG DRIKKE duer metrohunden ikke. Og et andet menneskeligt begreb – den økonomiske vækst – har været lige så central for hundenes underjordiske indtog. I de magre år sidst i 1980erne og langt op i 1990erne holdt de herreløse hunde sig således mest til de vidtstrakte industriområder i byens udkant og levede af det, de kunne finde i affaldscontainere.

Men da de nedlagte fabriksbygninger blev afløst af indkøbscentre, blev hundene mere avancerede i deres overlevelsesmetoder. De lærte sig hurtigt at krydse gaden sammen med fodgængere, så de ikke blev kørt ned Moskvas stadig flere biler. Og de mest kvikke af dem indså, at man ved at holde sig tæt på menneskene kunne få mere mad end i selv de mest appetitlige affaldsposer, skriver Andrej Neuronov i sin bog.

Det allerbedste sted for en smart hund er de underjordiske gange omkring metroen, hvor der både er varmt og fyldt med gavmilde mennesker. En populær hundestrategi er således at gøre sig så gode venner med både billetdamer, sælgere og nattevægtere, at der falder rigelig godbidder af til dem, uden man behøver at løfte en pote.

»Hundene har en veludviklet social begavelse. De ved at eksempelvis midaldrende damer, der bærer tasker og poser, typisk er de mest modtagelige over for hundecharme,« siger Andrej Neuronov.

DE MEST EVENTYRLYSTNE metrohunde er gået endnu længere i deres tilpasning til menneskenes verden. De har taget skridtet fra metrostationerne, ned ad rulletrapperne og ind i metrotogene.

Det gør indtryk, når man ser det de første gange. På en kold dag i december så denne artikels forfatter en pjusket sort hund, der frejdigt sad og ventede på metroen på Kijevskaja-stationen i det vestlige Moskva. Da toget kom, og dørene gled til side, daffede den som den naturligste ting i verden ind i toget, så sig lidt omkring og rullede sig så sammen for fødderne af en pelsklædt dame. Til almindelig moro for passagererne i vognen. Ikke en eneste af dem sparkede eller råbte ad hunden.

Zoologen Andrej Neuronov påpeger, at de omkring 100 metrokørende hunde har andre egenskaber end de herreløse hunde, der lever på gaden. De er typisk mere intelligente, mindre aggressive og mindre modtagelige over for stress og larm. Selv hvis nogen træder dem over poten, bider de ikke fra sig.

Han mener endda på baggrund af sine egne observationer, at de har en primitiv orienteringsevne, som gør, at de forstår at finde vej mellem to stationer på samme metrolinje.

Det samme mener stribevis af kommentatorer på metrohundenes egen hjemmeside, metrodog.ru. På hjemmesiden deler hundeglade moskovitter iagttagelser og fotografier af hundenes eventyr i metroen. Man kan se billeder af hunde ventende på toget og lykkeligt sovende på metrosæderne.

På Mendelejevskaja – ikke mange meter fra hundestatuen – bekræfter den vagthavende kontrollør, Jevgenij, at han jævnligt lukker en hund gennem betalingsanlægget.

»Selvom jeg egentlig ikke må,« siger han.

Det er jo et problem fra et kontrollørfagligt synspunkt, påpeger han:
Der er endnu ingen, der har set en hund trække en billet.