14. maj 2008, 21:41 – opdateret 14. maj 2008, 21:52

Chengdu er en stor by, og centrum brummer af aktivitet – ned af gaderne står rækker af frivillige, der alle vil hjælpe med at få nødhjælpen ud til de tilskadekomne. Så snart solen står op, og regnen så småt fortager sig, læsses sække og tæpper i massevis på de ventende vogne, efterfulgt af bundter af lange metalstænger, der midlertidigt skal kunne hjælpe med at forstærke de mange bygninger, der stadig er i fare for at styrte sammen.

Kørslen op mod byen Dujiangyan, tæt på jordskælvets epicenter, går ad små veje, for politiet bevogter de større i et forsøg på at mindske strømmen af udlændinge til de kriseramte områder.

Trafikken er voldsom, og hele tiden ser man katastrofens ofre. Strømmen af de hjemløse bliver stærkere, som vi kommer tættere og tættere på Dujiangyan, der især har været genstand for mediernes opmærksomhed i forbindelse med den tragiske sammenstyrtning af en nærliggende skole, der begravede 900 børn levende.

På vej ud af Chengdu sidder i hundredvis under broer eller i parker under presenninger, enten af frygt for at vende tilbage til deres huse, eller fordi hjemmet er væk. Siden det sidste store skælv i 1976 har de kinesiske byggestandarder vist sig stærkt utilstrækkelige, og selv over 48 timer efter ulykken tør i tusindvis stadig ikke vende hjem.

De kommer mod os, de hjemløse, hele familier presset ind i store biler, med de få møbler og andet, der kunne reddes, surret stramt fast til vognenes tag eller anhængere. Folk sidder i gaderne og ved vejkanten eller går rundt mellem træerne. Mange huse står endnu, men flere og flere er styrtet sammen, væltet ind mod sig selv i en sky af knuste tag- og mursten, så bygningen ligger tilbage som et muldvarpeskud af sten og støv. Og hele tider ræser ambulancerne fra Dujiangyan mod Chengdu.

De små veje er blokeret af en gal strøm af biler, den ene på vej mod Chengdu, den anden modsat, og bilernes dytten overstiger larmen af nødhjælpshelikoptere, der sværmer rundt i luften.

Kinas regering har takket nej til både udenlandske nødhjælpsarbejdere og de hundepatruljer, der er specialiseret i at finde folk under sammenstyrtede bygninger. I Dujiangyan ledes der ved, at soldater stikker et par pinde ned mellem stenene eller en gravko flår hele bunken fra hinanden i en storm af støv og ituslået sten.

Den knuste by
Vi kommer om bag spærringen, og pludselig bliver verden en anden. Dujiangyan er blevet knust.

Ikke én bygning, vi kan se, står uden lange flænger gennem murværket, indsunkne tage eller smadrede ruder. Overalt i gaderne sidder de hjemløse mellem murbrokkerne, mens soldaterne sværmer rundt. Overalt står de små telte, hvor Dujiangyans befolkning nu hytter deres få tilbageværende ejendele – tit ikke engang nok til at fylde teltet ud.

Jeg går over på et hjørne, hvor et dusin nu bor i forskellige telte.

»Jeg vaskede op, da det skete,« siger Hong Xia, der står i åbningen til et telt. Hun griber fat om sin trettenårige søn. »Larmen var ikke til at fatte – som om jorden sled sig i to. Jeg blev rædselsslagen, ikke for mig selv, men for ham her,« hun giver sønnen et klem med begge arme, »for han var i skolen derovre.« Hun peger på en bygning, der er totalt faldet sammen. Soldater går og roder på bunkens top. »Men han var i live, du var i live,« stønner hun.

Den gamle dames død
Så heldig var mange ikke. »En gammel dame på halvfems, hun lå begravet derinde,« Hong Xias mand og peger. »Vi kunne høre hende skrige, men soldaterne kunne ikke hjælpe af frygt for, at det hele styrtede sammen.«

Hans øjne er flade, al følelsen presset ud af ham. »De prøvede alligevel og det hele brast. Hun ligger stadig derinde, men hun skriger ikke mere nu.«

»Vi boede der,« fortæller en ældre dame og peger på en nu totalt sammenstyrtet boligblok. En gravko roder rundt mellem brokkerne. Vi ser ind i teltet og kommenterer, hvor fint det hele er blevet lagt.

»Det er ikke mit telt, kun mine ting,« siger hun. »Vi havde ikke noget, for der var ikke nok. Det her er naboens.« Hun tager nænsomt fat i min tolks ærme og stryger det, mens hun taler. »Hendes mand og to børn lå begravet. De fik dem først ud i morges, men kun det ene barn overlevede. Det andet blev bragt i ambulance til Chengdu. Det døde i ambulancen, og vi har ikke hørt fra vores nabo siden da.«

»De hev endnu en død mand ud derfra,« siger en nittenårig pige og peger på den samme enorme bunke af mursten. Hun går i lasede jeans, det lange hår svøbt ned ad hendes små skuldre. »De lagde ham der, men først var der ingen, der kendte ham. Han lå på vejen i timevis.«

På vejene står små tændte lys stukket ned i mudder, hele klynger af dem, hvor ruinerne har begravet flest. En tur rundt i Dujiangyan, en skiftevis flygtningelejr og spøgelsesby. Rundt i de små gader og gårde ligger husene smadret, biler, legetøj og redskaber efterladt af frygt for, at efterskælv skal ryste de stående bygninger fra hinanden. Der er helt stille blandt ruinerne og kulsort bag de åbne døre. Kigger man alligevel ind, er ødelæggelserne totale.

En kvinde i trediverne kommer til min forbavselse gående ned ad en trappe, der ser ud til at kunne falde sammen, hvornår det skal være. Hun er foroverbøjet, en stor sæk med ting slængt over skulderen.

»De siger, at vi ikke må komme her,« vrisser hun. »Men det er vores ting, det er alt, hvad vi har.« Vi går med hende over til hendes mand, der sidder rystende i en stol. Han ryster, mens han taler, hænderne sitrende i skødet på ham. Hans ansigt er opsvulmet, øjnene dækket af hudfolder. »Han fik en mur ned over sig,« siger hun, »men det var kun øjnene, det gik ud over.«

Den trofaste søn
De døde ligger alle vegne, gemt væk, men alligevel synlige, pakket ind i lagner og lagt ind bag mure, ikke helt på stribe, ikke helt henkastet. Jeg træder hen over et par stykker på vej ind mod en gård, hvor et stort hus nu er faldet sammen. Ikke alle er lige vel sammenbundet – små totter af hår stikker ud mellem folderne på den tættest ved.

»Mine forældre,« siger Hao Ba på 32, »de er begge døde.« Han peger med en langsom bevægelse mod et hjørne. »De ligger der, lige der. Men det er kun et spørgsmål om tid, før de bliver gravet ud. Jeg har en motorcykel, men jeg forlader ikke stedet, før de er kommet ud. Kun for at spise.« Hans øjne ser aldrig på os, men hviler kun med usigelig tyngde på de kolde murbrokker. »Hvilken søn kan forlade sin mor og far?«