6. februar 2010, 20:33

WASHINGTON: Nej, hvor de grinede i salonerne på den amerikanske østkyst sammen med Chuck Schumer, den karismatiske demokratiske New York-senator fra, som hånede Scott Brown - den republikanske opkomling, der oppe i Massachusetts ville »stjæle« det senatssæde, der var ledigt efter afdøde Ted Kennedy:

»Han er en højreekstrem teabagger,« skrev Schumer en uges tid før valget i en e-mail.

En »teabagger« henviser til en thepose, men er på amerikansk slang udtryk for, at en mand lader sine testikler dingle henover og ramme sin partners ansigt. Ikke just noget pænt udtryk, men bestemt en karakteristik, som i de seneste måneder er blevet brugt igen og igen, når demokrater - uden for citat - skulle more sig over, hvad de betragtede som en samling tosser i den såkaldte »Tea Party movement« - The-selskabet på dansk.

I dag er grinene helt og aldeles hørt op.

En politisk tsunami

For mindre end to uger siden vandt Scott Brown nemlig senatspladsen i en stat, der er så demokratisk domineret som nogen. Dermed mistede Demokraterne det superflertal, de har haft i et år, og den politiske virkelighed i Washingtoner vendt på hovedet.

På FOX-nyhederne - en stærkt højredrejet TV-kanal, der netop er blevet kåret til den mest troværdige i USA, har man præcist betegnet The-selskabet som en politisk tsunami. Denne temmeligt desorganiserede gruppe, der ikke har nogen ledelse, ikke nogen fælles hjemmeside eller noget politisk manifest, har på bare et år indtaget en hovedrolle - måske selve hovedrollen - i at svinge det politiske pendul fra overvældende at være på Demokraternes og Obamas side til nu at svinge i mere og mere i takt med Republikanerne.

Den sejr, som Scott Brown vandt i Massachusetts, ser ud til at have vækket Demokraterne - for nu ved de i hvert fald, at de oppe mod en firehjulstrækker af en politisk maskine, nemlig The-selskabet, som de må og skal finde en måde at standse. I næsten et år har de - præcis som senator Schumer - fuldkommen undervurderet bevægelsen. Den er umådelig stærk, og dens oprør mod eliten har en stor genklang i den amerikanske befolkning.

Veldefinerede drømme

The-selskabet er langt fra at være en organiseret kamp, men det er til gengæld meget klart, hvilke politiske drømme, som bevægelsens hundredtusinder af deltagere, står for:

De vil for det første have sat skatterne dramatisk ned. De vil for det andet markant have begrænset statsapparatet. De vil for det tredje have fjernet det offentlige underskud. De vil for det fjerde have genskabt stoltheden over traditionelle amerikanske familieværdier. De vil for det femte mægtigt gerne af med Barack Obama og i stedet have valgt sådan en som Sarah Palin, den tidligere Alaska-guvernør, som præsident.

Palin, som der fortsat grines fornøjet over i de pænere kredse, er i dag bestsellerforfatter og kommentator på FOX-nyhederne. Forleden sagde den populære vært, den stærkt politiske Bill O'Reilly, til hende i en direkte udsendelse, at det ikke ville undre ham, hvis hun stillede op for The-selskabet ved præsidentvalget i 2012.

»Men der er jo ikke opstilling fra The-selskabet,« svarede hun.

»Det kunne der jo komme,« lød det fra værten.

Palin smilede og sagde ikke mere. Det behøvede hun heller ikke. Signalet var afsendt.

Et af de største meningsmålingsinstitutter, Rasmussen, har for nylig vist, at tanken om en egentlig opstilling for The-selskabet slet ikke er fjern for vælgerne. Hvis der var et parti, der hed The-selskabet, så ville det tiltrække flere stemmer end Republikanerne, og blandt de afgørende uafhængige vælgere ville selskabet få flere stemmer end Demokraterne.

Republikansk frygt

Den slags målinger vil deltagerne i weekendens stormøde i The-selskabet, der holdes i Nashville i Tennessee med netop Sarah Palin som hovedtaler, nyde at fortælle hinanden om. Den kampagne, som de indledte i foråret sidste år, har tiltrukket hundredtusinder, og bølgen af mismod mod Washington er så stærk, at den frygtes af alle i Washington. Mest af Demokraterne, fordi de har magten nu, men faktisk også af Republikanerne selv, der er nervøse for, at folkebevægelsen helt fravrister dem styringen.

Da The-selskabet begyndte, lød kampråbene - »Kan I høre os?« og »Hører I efter?« - noget ensomme. Men ikke længere. Der er ingen, der holdes mere øje med end protestbevægelsen. Den fællessang, som de tusinder, der flokkes denne weekend, givet vil bryde ud i - for det plejer de - opsummerer i virkeligheden, hvad det hele handler om:

»Take it back, (Tag det tilbage,)
Take our country back. (Tag vores land tilbage.)
Our way of life is now under attack. (Vores made at leve på er under angreb.)
Draw a line in the sand, so they all understand (Træk en streg i sandet, så de allesammen forstår)
And our values stay intact. (Og vores værdier vil bestå intakte.)
Take it back.«