10. november 2007, 18:27 – opdateret 22. oktober 2008, 21:27

Og sådan er det også gået i magtkampen i det republikanske parti.

George Wallace vandt, og han har vundet lige siden.

Barry Goldwater var hverken højrereligiøs eller anti-intellektuel. Goldwater var i åben krig med den højrereligiøse ypperstepræst Jerry Falwell – »enhver rettænkende republikaner bør give Falwell et los i røven,« sagde Goldwater – og han kunne aldrig finde på at føre valgkamp mod abort eller homoseksuelle eller offentliggørelsen af bøger, som han ikke brød sig om. »Han respekterede andre menneskers personlige frihed; det var hovedhjørnestenen i hans konservatisme,« som hans tidligere pressechef og taleskriver, Victor Gold, siger til Berlingske Tidende, og Goldwater kunne sagtens være uenig med æggehovederne på universiteterne, men han lagde dem ikke for had. »Goldwater var et praktisk menneske, men han var ikke anti-intellektuel. Han skrev selv bøger, han læste bøger, og han havde respekt for folk med viden,« siger Gold.

Ligeledes med Ronald Reagan. I dag tager vi for givet, at de store byer og stater på kysterne stemmer demokratisk, men i 1980 stemte de faktisk på Ronald Reagan – New York, Californien, Massachussetts, New Jersey, Pennsylvania – og det gjorde de også i 1984.

Men så tog Wallace-konservatismen over, en højrereligiøs konservatisme, som til tider udelukkende synes at føre valgkamp mod abort og homoseksuelle og i det hele taget forsøgte – som den konservative kommentator David Brooks beskriver det – at »mobilisere til klassekamp«. Ikke økonomisk klassekamp, ikke en klassekamp mellem de rige og ikke-rige, men derimod en klassekamp mellem – på den ene side – de rigtige amerikanere, de hårdtarbejdende, de troende, »de patriotiske og pro-amerikanske amerikanere«, og på den anden side alle de forkerte amerikanere. Som Brooks skriver: »I de seneste 15 år har vi hørt det samme argument fra tusindvis af republikanske politikere og hundreder af TV- og radiokommentatorer: Nationen er delt mellem de kernesunde Joe-Sixpacks i hjertet af Amerika og så de oversofistikerede, overuddannede og oversekulære beboere på kysterne,« og det er blevet til en »generel modvilje mod uddannede mennesker«, og hvis uddannede mennesker har en sympati for noget, så vil Republikanere per automatik have en tilsvarende antipati mod det samme. »Hvis Demokraterne går ind for at regere gennem intellektuel diskussion og selvransagelse, så giver det sig selv, at Republikanerne går ind for at regere ud fra instinkt,« skriver Brooks.

Da Sarah Palin f.eks. i et TV-interview blev spurgt, om hun tøvede med at sige ja til tilbuddet om at blive vicepræsidentkandidat, svarede hun prompte »nej.« Hun tøvede ikke så meget som et sekund, for »i den slags situationer kan man ikke blinke ... Man kan ikke blinke,« sagde hun. Jo, det kunne hun faktisk. Hun havde få måneder forinden født et barn med Downs syndrom, hendes søn var på vej til Irak, hun havde tre andre mindreårige børn, den ene af dem var 17 år, ugift og gravid, og Palin var netop begyndt i jobbet som guvernør i Alaska, jo, hun kunne sagtens tøve og for den sag sin skyld også blinke, men det ville være så tøset, så intellektuelt, det ville være så demokratisk at tøve og blinke, og derfor kunne det ikke komme på tale. Det er den slags, som Barack Obama ville gøre.

Engang beundrede republikanerne ledere som Lincoln og Churchill, mænd, der læste konstant, forstod historien og tænkte og talte sofistikeret, skriver David Brooks, men i dag beundrer republikanerne Joe Sixpack og Joe the Plumber.

Så selvfølgelig måtte det ende her.

Selvfølgelig.