5. november 2008, 22:30 – opdateret 6. november 2008, 15:59

Vi vågnede i går op til en virkelighed, som ikke havde forandret sig en tøddel. De samme børn skulle i skole, det samme S-tog var forsinket, den samme chef var akkurat den samme, og de samme regninger skulle betales eller ikke betales.

Og alligevel – og det er det forunderlige – så var alt forandret, for i de tidligere morgentimer skete noget, der som en hundefløjte i natten på én og samme tid var umulig at høre og umulig at overhøre. Historiens store tandhjul satte sig i bevægelse, det tandhjul, der ikke måler i sekunder, minutter eller måneder, men i tidsafsnit, flyttede sig med et rungende »klik,« og uanset om præsident Barack Hussein Obama bliver en god, dårlig eller lunken præsident, så skrev han – nej, så skrev Amerika i går første side i et nyt kapitel i landets stormfulde historie.

Meget er allerede sagt og skrevet om Obamas usædvanelige hudfarve og navn, og han ligner da ganske rigtigt heller ikke de andre mænd på de amerikanske mønter og dollarsedler, og der er en grund til, at tårerne stilfærdigt trillede ned ad Jesse Jacksons kinder under sejrsceremonien i Grant Park.

Men Barack Obamas hudfarve og hans navn er kun en del af det store »klik«, og ikke engang den vigtigste del, for begge dele er mere et udtryk for noget, som sluttede med valget – en hvid, angelsaksisk tradition – og ikke udtryk for det, der for alvor begynder med valget.

En ny kontekst
Det er en menneskelig svaghed uafbrudt at udnævne vores egen tid og vores egne oplevelser som epokegørende i menneskehedens historie, og alle valg siden de første valg har – per definition – altid været de vigtigste valg. Hvem vil erkende at gå til valg om ingenting?

Men ikke desto mindre er det en kendsgerning, at historien rummer visse hængsler, visse hændelser, hvor malmstrømmen af begivenheder rammer en bande og fortsætter i en anden retning, og historikere taler om en halv snes stykker i moderne tid – bl.a. mordet på ærkehertugen i Sarajevo, atombomben, opfindelsen af computeren, Murens fald, 11. september 2001 – og hver på deres måde skabte hængslerne deres tid.

Ud af røgen og op fra asken af World Trade Center kom således en anderledes verden, en verden, som kolliderede med den optimisme og det håb om fredsdividende, som begyndte med kommunismens sammenbrud, og – som kommentatoren Ezra Klein skrev i går – »vi skulle igen til at føle frygt«.

Der var rigtige og indbildte fjender overalt, vi udviklede en regeringssanktioneret frygt, som ofte udviklede sig til regulær paranoia, og efter Afghanistan fulgte Irak, og efter Irak fulgte en ængstelse for alt, der var emballeret i slør og halvmåne, og demagogien blandede sig med den ærlige bekymring.

I USA gik det bl.a. ud over senator og krigsveteran Max Cleland, som mistede tre lemmer i Vietnam, og som pludselig så sig hængt ud som upatriotisk og i kompagniskab med Osama bin Laden, fordi han var demokrat, og i Danmark gik det bl.a. ud over tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der om nogen stod på den rigtige side af muren, da Muren faldt, men som pludselig var en udansk naivist, fordi han kritiserede Muhammed-karikaturtegningerne.

Amerikanerne så sig selv i spejlet
Når en æra ender, er det ofte fordi æraen æder sig selv, eller fordi beslutningstagerne og opinionen overreagerer.

Det bedste – eller værste – eksempel er skuddene i Sarajevo. En serbisk anarkist skød den østrig-ungarske tronarving, en krigseufori greb den gamle verden, få måneder senere gik lysene ud i Europa, og skyttegravshullerne ved Somme, Verdun og Marne blev gravet. Reaktionen var her værre end begivenheden, og det samme skete også i terrortidsalderen. Invasionen i Afghanistan var de fleste enige om, invasionen i Irak og besættelsen af Irak var mere kontroversiel, men efter Guantanamo og Abu Ghraib, hemmelige aflytninger og hemmelige fængslinger, og efter den amerikanske regering var ude af stand til at beskytte sine egne mod mere nærværende og nuværende farer – orkaner og økonomien – grundstødte den alder, hvor amerikanerne frygtede frygten selv.

For frygten var – takket været den republikanske valgkamp – hvad de amerikanske vælgere reelt skulle tage stilling til. Barack Hussein Obama? Hans forbindelse til den gamle bombemand Bill Ayers? Hans opvækst i Jakarta i Indonesien? Hans muslimske far? Hans militante sorte pastor?

Og som førnævnte Ezra Klein siger: Obama veg ikke uden om emnerne, og de amerikanske vælgere veg heller ikke uden om dem. De blev tvunget til at se dem i øjnene, og de blev tvunget til at tage stilling til, om deres søvnløshed om natten skyldtes økonomien eller Obamas mellemnavn; om de lod være med at åbne brevene fra deres kapitalforsikringsselskab, fordi Obama havde en muslimsk far; om de var mere bange for deres job end for Bill Ayers, og om de hellere ville have mere af det samme, mere Bush, end en sort politiker med en sort pastor?

Dermed – fordi amerikanerne så sig selv i spejlet – er valget af Obama meget mere end hudfarve og navn, det er et fravalg af den frygt, den lejlighedsvise paranoia og den demagogi, som har præget USA i syv år.

Betydning af Obamas sejr
Så hvor vigtigt var valget af Barack Obama?

Historikere diskuterede i går, hvor i toppen af valg-skalaen de skulle putte hans sejr ind. Var den vigtigere end 1968, hvor studenteroprøret og de eksperimenterende tabte til Nixon og hans tavse flertal?

Var den lige så vigtig som Ronald Reagans, der med sin sejr i 1980 effektivt satte punktum for 50 års – i mangel af bedre ord – socialdemokratisk politik?

Var den lige så vigtig som Franklin Roosevelts, der med sin sejr i 1932 effektivt satte punktum for 30 års juhuu-kapitalisme og indførte sin new deal-politik?

Diskussionen besvarer ovenstående spørgsmål: Roosevelt, Nixon, Reagan – så vigtigt er valget, og endda allerede inden Obamas første arbejdsdag i Det Hvide Hus.

For kampagnen har allerede i sig selv bevist – som professor Terry Madonna har konstateret – fire nye paradigmer om amerikansk politik.

Den har bevist, at race og etnicitet ikke er relevant. Den har bevist, at erfaring ikke rummer den store fordel. Den har bevist, at det ikke er en fordel af være en insider. Den har bevist, at retorik er helt afgørende.

På den måde – skriver professor Madonna – er præsident Obama den første moderne præsident, »den første rigtige præsident i det 21. århundrede«.

Det sidste er en vigtig pointe. Årstal er en tilfældig størrelse, et århundrede – målt i værdier og tidsånd – begynder ikke nødvendigvis ved århundredets begyndelse; i USA er der f.eks. enighed om, at det 20. århundrede begyndte med præsident Teddy Roosevelt, han var den første mand af det 20. århundrede og med det 20. århundredes værdier, og han tiltrådte først i 1901, og på samme måde repræsenterer Barack Obama det temperament og de tendenser, der karaktiserer vores tid.

Han er den første præsident i 16 år, som ikke tilhører de store årgange og har rod i 1960ernes tumult, han var to år, da Martin Luther King havde en drøm, og p-pillen blev opfundet, og han var syv år, da studenteroprøreren Bill Ayers blev studenterterroristen Bill Ayers.

Han har simpelt hen ikke i sit DNA den kulturkamp, som siden har præget og til dels stadig præger amerikansk politik.

De yngre vælgere, de vælgere, der er helt uden for kulturkampen, forstod det. 67 procent af dem stemte på Barack Obama, mens 30 procent stemte på John McCain, og selvfølgelig havde det noget med politik at gøre, men det havde formentlig lige så meget med identitet at gøre – de så i Obama en mand og en kampagne, der var af deres tid.

En mand, der bruger internettet og sms-beskeder med samme selvfølgelighed, som han trækker vejret, som ikke bruger populærkulturen som et emblem, men derimod som en organisk del af sig selv, og som ikke taler om frygt og ængstelse, men derimod om håb og forandring.

Og en kampagne, der ikke som talsmand eller talisman har en hvid, midaldrende »Joe Bliktud«, men derimod et mangefarvet og multikulturelt menneskehav, og som ikke går til problemerne med de fodnoter og forbehold, som en tidligere generation gjorde.

Hvis man er 22 år og nyuddannet, en pludselig voksen i en voksen verden, hvad vil man så helst?

Svaret giver næsten sig selv.

Så børnene er de samme, S-togene er de samme, chefen er den samme og de ubetalte regninger de samme, men deres kontekst – den virkelighed, som de er en del af – er ikke.

En tidsalder, hvor vi frygter frygten, er forbi, og det 21. århundrede er begyndt.