Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Hillary havnet i økonomisk krise

Hillary Clinton har måttet låne sin egen kampagne fem millioner dollar. Hendes topfolk arbejder uden løn. På et døgn har rivalen Barack Obama indsamlet yderligere seks millioner dollar. GRAFIK: Demokraternes Super TirsdagGRAFIK: Republikanernes Super Tirsdag

WASHINGTON: Penge begynder at spille en rolle i Demokraternes intense valgkamp.

Hillary Clinton og Barack Obama ligger side om side, efter halvdelen af staterne har stemt, og nu begynder deres kapløb at sætte sig spor. Hos Clinton. Hun bekræftede i aftes, at hun har måttet låne sin egen kampagne fem millioner dollar - godt 25 mio. kr. - for at kunne tage kampen op mod Obama.

“Jeg lånte kampagnen fem millioner dollar af mine egne penge. Det er derfra, jeg fik pengene. Jeg gjorde det, fordi jeg tror meget stærkt på min kampagne, og vi havde en god måned i januar, hvad angår pengeindsamling. Vi slog alle rekorder. Men min modstander var i stand til at samle flere penge,” sagde Hillary Clinton.

Det var han, Obama. I januar indsamlede han 32 mio. dollar mod Clintons små 14 mio. - uden lånet. Han synes tilmed at fortsætte i samme tempo. Siden valgstederne lukkede i tirsdags har han ifølge sin egen hjemmeside hentet yderligere 5,9 mio. dollar. Vurderingen er, at han vil nå 30 mio. kr. inden månedens udløb.

Clinton menes at have fået mindre end en mio. ind siden i tirsdags. Hun har sendt et brev ud til sine donorer og bedt om yderligere tre mio. dollar i de kommende dage og uger. Hun indikerede samtidig i aftes, at hun var parat til at bruge flere af sine egne penge om nødvendigt, og ifølge flere medier er flere af hendes topfolk gået med til at arbejde uden løn i januar.

Flere valgeksperter slår fast, at hendes mangel på penge er et indlysende problem.

“Selv om Clinton er rig, og hendes fem mio. dollar blegner i sammenligning med de 35,5 mio. dollar, som republikaneren Mitt Romney gav til sin kampagne, kan det her være et tegn på alvorlige finansielle problemer efter super-tirsdagen, der ikke afgjorde valgkampen,” skriver den politiske redaktør Andrew Malcolm fra Los Angeles Times.

Valgkampen er gået ind i en ny fase med primærvalg og partiafstemninger spredt ud over hele landet og over hele foråret. Obama’s store pengekasse gør ham i stand til at sende den ene TV-reklame ud efter den anden og udvide sin stab i alle stater.

“Obama’s finansielle overlegenhed sætter Clinton-kampagnen under pres på nuværende tidspunkt, “ påpeger valgeksperten Anthony Corrado over for webavisen The Politico: “Det reflekterede sig allerede i, hvordan har spredte sig mere over hele landet i tirsdags, end hun gjorde. Hans mulighed for at reklamere i flere stater end hun, gav ham en fordel.”

Det er en fordel, han nu tager med sig videre i kampen.

Clintons problemer bekræfter, at valgkamp i USA er en dyr affære. For Hillary Clinton er en sandsynlig afskrivning på fem millioner dollar - selv om hun formelt kalder det et lån - dog ikke en direkte vej til fattiggården. Hun og hendes mand, den tidligere præsident Bill Clinton, er blevet rige på erindringsbøger, foredrag og lobbyisme. De menes at være gode for mindst 60 mio. dollar.

Til sammenligning har Barack Obama og hans kone, Michelle Obama, ifølge oplysninger til Senatet værdier for lidt over en mio. dollar.

Men penge er ikke alt. Det har især John McCain og Mike Huckabee vist på republikansk side, hvor de ikke har været i nærheden af Mitt Romneys pengeforbrug. Alligevel er McCain den sandsynlige vinder i partiet, og Huckabee i spil som vicepræsidentkandidat.