7. september 2009, 19:21 – opdateret 7. september 2009, 21:47

ERBIL, NORDIRAK: De tilstedeværende yngre og ældre mænd i butikken i Erbils centrum, der faktisk er et rejsebureau, tøver ikke med svaret, når de bliver spurgt om, hvilken fare og risiko, afviste asylansøgere vender hjem til.

»Det er ikke farligt at komme tilbage.«

»Vi har ikke hørt om nogen, der er blevet udsat for noget«.

»Men regeringen hjælper ikke.«

I stedet vil de hellere tale om de muligheder, som de afviste går glip af, selv om det ikke har meget med asylbegrebet med beskyttelse mod personlig forfølgelse at gøre.

Det er ret åbenbart, at i det selskab opfattes asyl som en billet til et godt betalt arbejde, en uddannelse og andre livsgoder.

Kritik af Danmark
En midaldrende far – som vi her blot kalder Ahmed M. men kender efternavnet på – har set billederne fra Brorsons Kirke på en arabisk kanal og er helt bekendt med situationen: »Hvordan kan de gøre det, hvordan kan dansk politi bare gå ind i en kirke,« spørger han, og kritiserer samtidig den tilbagesendelsesaftale som Danmark og Irak har indgået.

Men spurgt direkte, om han mener det er farligt for de afviste at komme tilbage, lyder hans svar:

»De er jo uden job, og de har måttet forlade deres studier. De er jo blevet vant til et ordentligt liv og har haft mulighed for at uddanne sig. Her skal de bare sidde med deres forældre.«

Sandheden i Erbil og resten af det kurdiske selvstyreområde er da også, at skønt økonomien i visse sektorer boomer, er arbejdsløsheden høj. De unge har svært ved at etablere sig og kan ikke bevæge sig uden for de tre provinser eller Irak som sådan uden et pas, der koster 600 dollar – og man skal være regeringsmedlem for at få et visum til et fremmed land.

Ahmed M. fortsætter: »De bliver psykisk syge uden job – og vores sundhedsvæsen er ikke godt, så det vil være et stort problem for dem at komme tilbage.«

Hvad med den fare som de mener sig udsat for, spørger jeg igen?

»Hver eneste én har haft sine egne problemer, enten sociale eller med regeringen. Derfor forlod de landet. Man forlader ikke sit land uden grund,« lyder hans svar.

Han kender dog ingen, for hvem det har haft voldelige konsekvenser at vende tilbage:’

»Men regeringen er ligeglade med de der kommer tilbage,« siger han.

Ahmed M. oplyser så, at hans søn netop er ved at søge asyl i Sverige.

»Han vil gerne uddanne sig og have bedre muligheder end her,« siger han.

Ahmed M. kan også oplyse, at sønnen bevidst ikke søgte asyl i Danmark, men kun brugte Danmark som transitland – »fordi han vidste, at han ikke ville få asyl.«