Storbritanniens gifte udenrigsminister har udsendt en højst usædvanlig pressemeddelelse.
2. september 2010, 23:02
LONDON: Bøsserygterne har gået i årevis, men hvis det ikke var for en højst usædvanlig pressemeddelelse fra Storbritanniens konservative udenrigsminister, William Hague, var historien om hans privatliv muligvis aldrig eksploderet i britisk presse, sådan som den er nu.
I årevis har der i Westminster gået rygter om, at den gifte 49-årige William Hague lever et dobbeltliv. Men først efter, at avisen Daily Mail i en artikel i sidste uge stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor i alverden William Hague har hyret en tredje specialrådgiver, når det er normen kun at have to, begyndte historien at rulle.
Artiklen var ledsaget af en række fotos af en afslappet William Hague med kasket, mørke solbriller, jeans og kondisko sammen med sin 25-årige rådgiver, Christopher Myers, nærmest fjantende ned ad gaden. Herefter gik bloggere i gang og udbasunerede det, som der er hvisket om i årevis.
Til sidst blev det hele for meget for William Hague og Christopher Myers. Sidstnævnte trak sig som rådgiver, og William Hague udsendte en stærkt personlig pressemeddelelse, hvor udenrigsministeren tager skarp afstand fra rygterne, som han kalder »usande og bekymrende«.
Men derudover har Hague valgt - efter aftale med sin kone, Ffion - at offentliggøre intime detaljer om deres familieliv. Han oplyser, at de to ville »elske« at få børn, men at det »desværre har været sværere for os end mange andre par«. Som par er »vi blevet mødt af mange vanskeligheder og har lidt under flere spontane aborter«, hvilket har været »traumatisk og pinefuldt«, men »vores ægteskab er stærkt, og vi vil sammen møde hvad som helst, fremtiden bringer.«
Men en anden overraskende oplysning i pressemeddelelsen har blot forstærket bøsserygterne. For William Hague bekræfter, at han og den 24 år yngre Myers flere gange delte dobbeltværelser på hoteller under Hagues valgturne rundt omkring i landet op til valget den 6. maj. Konservative sætter på den baggrund spørgsmålstegn ved hans dømmekraft.
»Det er en latterlig ting at gøre,« udtaler et partimedlem til The Guardian. »William har en særlig plads i Det Konservative Parti. Han kan gå på vandet. Men der vil blive skuffelse.«
Sagen kommer kort tid efter, at den nye regerings fængselsminister, Crispin Blunt, overraskende annoncerede, at han ville lade sig skille fra sin kone for »at lære at leve med sin homoseksualitet«.

































