30. maj 2002, 22:30 – opdateret 26. februar 2003, 12:22

NEW YORK

Det begyndte i en øredøvende eksplosion. Otte en halv måned senere endte det hele i næsten total stilhed. Præcis klokken 10.29 - tidspunktet, hvor det sidste tårn faldt - ringede en enlig brandmand i gala-uniform med en blank sølvklokke. Fire gange fem korte slag: signalet for »falden brandmand«. Dens tone forekom klagende spinkel i det 65.000 kvadratmeter store og seks etager dybe hul efter World Trade Center, hvor hundreder af redningsfolk fra alle værn stod i sørgmodig tavshed.

Imens bar ti af deres kollegaer en båre op til en ventende ambulance. Båren var indhyllet i et amerikansk flag, men var tom. Tom, fordi familierne til 1.738 ofre stadig ikke har nogen - eller rettere noget - at begrave.

Så satte en stor lastbil i gang. På dens lad lå den sidste rest af World Trade Center: Ståldrager nummer 1001B, hvis 58 ton og 11 meter engang bar tårn nummer to på sine skuldre. Et simpelt sort klæde, et flag og en blomsterkrans dekorerede den, mens lastbilen arbejdede sig op ad den lange rampe, hvor lastbiler 108.000 gange før den har taget turen op med bygningsrester. Denne gang dannede hundredvis af repræsentanter for brandvæsnet, politiet, Røde Kors, Frelsens Hær, de efterladte og hvem, der ellers har deltaget i den lange oprydning, æresgarde.

Og det var så i al sin nøgne enkelthed det. Ingen højtidelige taler. For hvad var der egentlig at sige?

Vel ikke andet, end at oprydningen efter den vederstyggelige terrorhandling nu officielt er slut. Som byens nuværende og tidligere borgmestre, statens guvernør og senatorer samt en lang række andre inviterede dignitarer selv kunne konstatere, er det, der begyndte som brandmænds desperate søgen efter overlevende i en ti etager høj ruinhob, men som hurtigt udviklede sig til en trist oprydningsopgave, nu slut. Næsten fire måneder før tiden og til en pris af 750 millioner dollar og ikke de syv milliarder dollar, som nogle havde forudset.

»Det var hårdt at være med, men næsten endnu hårdere at skulle være væk herfra,« sagde en brandmand, der mistede 343 kollegaer, hvoraf mange aldrig dukkede op i ruinerne.

Mere makabre dele af oprydningen mangler stadig. 1.085 ofre er blevet identificeret, men redningsarbejdere har fundet næsten 19.500 legemesdele, helt ned til bensplinter. Det møjsommelige arbjede med at DNA-identificere flest mulige af disse menneskerester vil tage mindst et halvt år endnu. Men selv om alle efterladte ønsker sig noget - bare et eller andet - at begrave, må mange af dem indstille sig på, at deres elskede 11. september 2001 blev knust til en uigenkendelig substans, da næsten to millioner ton stål og beton styrtede sammen ovenpå dem.

»På vegne af en taknemmelig nation vil jeg gerne takke alle de, der deltog i oprydningen af dette dette dødens sted,« sagde præsident George W. Bush fra Washington. »Og jeg vil opfordre nationen til at blive ved med at bede for de famlier og venner og borgere, som stadig har ondt som følge af angrebene 11. september.«

Mental oprydning

Betydningen af torsdagens enkle ceremoni rækker langt videre end til Ground Zero og omegn. Mange håber, at afslutningen på oprydningsarbejdet også kan markere en afslutning for den mentale oprydningsopgave, newyorkerne i særdeleshed og amerikanerne i almindelighed har kæmpet med. For New York har de seneste otte måneder været en prøvelse: Byen har mistet 100.000 job, ti procent af sit kontorareal i centrum og flere af undergrundsbanens linjer, mens næringslivet på det sydlige Manhattan kæmper for sin overlevelse. Mentalt har oprydningen efter dette anslag mod newyorkernes og amerikanernes selvforståelse ikke været mindre, og rapporter om stigninger i tilfælde af depression og alkoholforbrug fortæller deres egen historie. Men nu er det sidste spor efter terrorangrebet vasket væk, og New York kan bevæge sig ud af oprydningsmentaliteten og ind i genopbygningsmentaliteten.

Hvad skal erstatte det uerstattelige? Det er officielt ikke afgort endnu. Men dem, der drømmer om nye, mageløse bygningsværker til erstatning for de to gabende huller i New Yorks arkitektoniske tandrække, som Twin Towers efterlod, kan godt begynde at vende sig til tanken om en plasticfyldning.

Områdets fremtid afgøres af et udvalg udpeget af byens borgmester og statens guvernør. Og de foreløbige meldinger tyder på en blanding af beskedne visioner og politisk kandestøberi. Ingen taler om at demonstrere newyorkernes berømte fandenivoldske trods ved at bygge noget endnu højere. I stedet handler det om at finde et kompromis mellem en myriade af forskellige interesser, der strækker sig fra de efterladte over transportmyndighederne til indehaveren af den 99-årige lejekontrakt til World Trade Center-komplekset. Retfærdighedsvis skal det også siges, at bygningernes umenneskelige dimensioner gav bunker af problemer for området, som mindre ambitioner vil kunne løse. Her er nogle af elementerne i den plan, der langsomt tegner sig:

Bygningsarbejdere er allerede i gang med at genetablere de ødelagte toglinjer, der løb under området. Det er sandsynligt, at man benytter lejligheden til at bygge en større sammenhængende station til bedre at betjene de hundredtusinder, der arbejder i området. Desuden vil en del af gadenettet blive genetableret. Dengang i 1967, da konstruktionen af World Trade Center begyndte, havde byplanlæggere en temmelig menneskefjendsk opfattelse af missionen med deres arbejde, og store dele af nedre Manhattan blev afvisende ufremkommeligt som følge af de nye megabygninger.

Det nye vejnet vil naturligt dele området ind i fire »parceller«. De tre af dem vil blive brugt til at genetablere nogle af alle de mistede kontorkvadratmeter. Man taler også om at åbne en kulturinstitution som et museum eller en opera for at lyse op i et kontorområde, der hver aften dør hen efter lukketid.

Den sidste parcel vil omfatte det område, hvor tårn nummer ét og to stod. Det gør den til et ideelt sted for en større mindepark for ofrene.

I en vis forstand vil dele af Twin Towers atter rejse sig her. Betonen herfra ligger i dag på en losseplads, mens stålet er solgt til omsmeltning. Men med henblik på et mindesmærke har myndighederne beholdt dele af tårnenes facade og bærende konstruktion, som en dag vil strække deres forvredne lemmer mod himlen i et tavst »Hvorfor?«

Tømt for liv

Det gælder også ståldrager nummer 1001B. På toppen af rampen standsede lastbilen med ståldrageren kort bag ambulancen, da en formation af de politihelikoptere, der hjælpeløst så til fra luften, mens tårnene brændte 11. september, langsomt overfløj Ground Zero. Derefter satte lastbilen i gear mod en hangar i J.F. Kennedy-lufthavnen, hvor den vil vente på at blive en del af det kommende mindesmærke.

Derefter opløstes formationen af de tusinder af tilskuere, der langsomt sev ud i nettet af sidegader. Imens tømtes hullet, der udgjorde Ground Zero, langsomt for arbejdere. Snart efter lå hullet for første gang i otte og en halv måned øde, stille hen - tømt for liv. Måske med undtagelse af de 1.738 fortabte sjæle, som den tomme båre ikke fik med op.