Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Grønland fordømmer Greenpeace

Grønlands landsstyreformand, Kuupik Kleist, beskylder Greenpeace for at ødelægge Grønlands økonomi og sætte demokratiet til side, når de aktionerer på en boreplatform.

Greenpeace prøver at spolere drømmen om et olieeventyr i Grønland. Sådan er den generelle holdning blandt grønlænderne i dag. Derfor vinder miljø-organisationen ikke meget sympati, når aktivister de sidste par dage har prøvet at sætte en stopper for de olieboringer, der er påbegyndt ud for Grønlands vestkyst, mener landsstyreformanden i Grønland, Kuupik Kleist.

- Det er helt klart en ulovlig handling, som ignorerer vores demokratiske regler. Det er et brud på vores grundlæggende rettigheder, siger landsstyreformanden i Grønland, Kuupik Kleist.

Tilbage i 1980’erne kom Greenpeace første gang i strid med befolkningen på Grønland.

Dengang kørte organisationen en stor kampagne mod drab af babysæler i Canada. Men kampagnen havde svært ved at skelne mellem canadiske og grønlandske sælfangster – som til forskel fra den canadiske sælfangst var biologisk bæredygtig.

Kampagnen ramte grønlandske fangere på deres levebrød, da sælskind blev gjort sværere at sælge. Derfor frygter grønlænderne nu, at Greenpeace igen kommer i vejen for gode indtægtskilder fremover.

Frygter for indtægtsmuligheder

- Det er endnu engang lykkedes Greenpeace at bremse Grønlands muligheder for at sikre det økonomiske grundlag for befolkningens levevilkår, siger Kuupik Kleist.

Fire aktivister fra Greenpeace har de sidste to dage bremset boringer fra boreplatformen Stena Don vest for Grønland. Sent i aftes måtte aktivisterne stoppe deres aktion, da stærk vind tvang Greenpeace-aktivisterne til at klatre ned. De er nu tilbageholdt af politiet.