29. august 2010, 12:01

Anders Fogh Rasmussen blev bedt om at nedsætte en gruppe kløgtige folk til at hjælpe sig med at udtænke et nyt, såkaldt strategisk koncept for NATO til afløsning af det gamle fra 1999, hvor tvillingetårnene stadig prydede New Yorks skyline og Afghanistan-krigen var noget, de fleste forbandt med Sovjetunionen og 80erne.

USAs tidligere udenrigsminister, Madeleine Albright, blev sat i spidsen for en gruppe, hvis arbejde i disse uger danner grundlag for det udkast, som Anders Fogh Rasmussen skal forsøge at vinde tilslutning til på NATOs topmøde i Lissabon til november.

Og med mindre han vil nøjes med helt runde og udvandede formuleringer, venter der ingen nem opgave for den stadig ret nye generalsekretær. Sådan lyder den entydige vurdering fra en stribe sikkerhedspolitiske iagttagere.

For hvordan skal alliancen formulere sig om fremtidige militære eventyr uden for medlemslandenes eget territorium efter et tiårs enorme udfordringer i en Afghanistan-mission? Hvorledes knytte tættere bånd til Rusland, når en stribe af alliancens nye medlemslande fra den hedengangne Warszawa-Pagt fortsat nærer betydelig reservation over for Moskva? Og hvordan fastholde Tyrkiet som nær, skattet NATO-partner i en tid, hvor flere EU-lande mere eller mindre direkte sender signaler om, at tyrkerne ikke er velkommen som fuldt medlem af EU-kredsen?

»Spørgsmålet er, om NATO skal fortsætte med de spektakulære aktioner, som man har haft i Afghanistan, eller skal man spille en mere afdæmpet rolle og koncentrere sig om det, man kan kalde forsvaret af territoriet. Det er i virkeligheden det, der deler alliancen ned igennem. Ikke mindst de nye medlemmer fra Østeuropa mener, at man skal lægge langt mere vægt på forsvaret af territoriet. Det gør de selvfølgelig, fordi de er utrygge ved Rusland. De gamle medlemmer mener derimod, at alliancen skal kunne spille en mere aktiv rolle ude i verden,« siger Karsten Møller og iler med en tilføjelse:

»Men man kan langtfra afvise, at erfaringerne fra Afghanistan gør, at når den operation på et eller andet tidspunkt slutter, så er lysten til nye eventyr nok til at overse.«

Selv var han for nylig deltager på en sikkerhedspolitisk konference i Slovenien, hvor NATOs indre konflikt om forholdet til Rusland var tydelig. Mens Obama-administrationen har udfoldet betydelige bestræbelser på at udvikle forholdet til Moskva og præsident Medvedev, er der betydelig bekymring i Østeuropa, hvor man er nervøs for, at Rusland er ved at etablere en ny indflydelsessfære i ikke bare Ukraine og Georgien, men også i forhold til de gamle medlemmer af Warzwawa-Pagten.

»For at sige det pænt er stemningen skeptisk. Det kan godt være, at stemningen er blevet lidt bedre mellem Moskva og Warszawa, men f.eks. de baltiske lande er dybt skeptiske. Det gælder også Ungarn og Tjekkiet. Til konferencen i Slovenien var jeg noget rystet over den meget skeptiske indstilling, de havde til Rusland. Det tror jeg vil give sig udtryk i nogle meget brede formuleringer, når man i sidste ende skal skrive det strategiske koncept,« siger Karsten Møller.

Tidligere forsvarschef Jesper Helsø hæfter sig også ved, at alliancens medlemslande ser vidt forskelligt på det fremtidige samarbejde med f.eks. Rusland og Kina.

»Når strategipapiret engang bliver offentliggjort, vil jeg kigge efter, hvordan man måske taler mindre om udvidelse af NATO og mere om en konsolidering af forretningen internt. I mine øjne har NATO fået en udstrækning nu, som i sig selv er vanskelig at håndtere som følge af forholdet til Rusland,« siger Jesper Helsø.

»Spørgsmålet er, hvilken lektie man vil lære af Afghanistan: Skal man opbygge sine evner til at koordinere, have kapaciteterne til at rykke ud og sørge for, at man har alle helikopterne med næste gang? Eller skal man sige: Fint, vi laver noget andet, og vi vil lade de enkelte lande tage ud på sjove missioner selv, hvis de vil det, men det skal ikke være NATO. Vi skal lave ting i Europa, der har med europæisk sikkerhedsarkitektur at gøre. Det er to meget forskellige alliancer, man får ud af det, men jeg tror, at generalsekretæren kan spille en rolle her,« siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Professor i international politik, Ole Wæver, advarer imod, hvad han kalder NATOs Kvit eller Dobbelt-strategi.

»Man har søgt at sikre sin overlevelse ved at spille Kvit eller Dobbelt, ved hele tiden at kaste sig ud i nye opgaver med at påtage sig større og større opgaver med østudvidelse, Kosovo og Afghanistan. Hver gang, det bliver rigtig svært, siger man, at nu er organisationens overlevelse på spil, så nu er vi nødt til at fuldføre. Det er risikabelt, for det ender med, at man taber i Kvit eller Dobbelt. Det er det, der er ved at ske i Afghanistan,« siger Ole Wæver.