Gaddafi vil opløse Schweiz

Den libyske leder er vred på Schweiz og vil opdele landet mellem Frankrig, Italien og Tyskland. Forslaget er sendt til FNs generalforsamling, oplyser næstformanden for parlarmentets udenrigsudvalg i Bern.

BERLIN: Muammar Gaddafi har fremlagt sit hidtil mest kulørte forslag til en ny verdensorden. Libyens leder vil opløse Schweiz.

Gaddafi har ifølge næstformanden for det schweiziske parlaments udenrigsudvalg Christa Markwalder bedt om, at forslaget behandles på FNs generalforsamling, der begynder 15. september. Schweiz skal deles op mellem nabolandene, mener Gaddafi. Således skal Romandiet indlemmes i Frankrig, Tessin optages af Italien og de tysktalende områder afstås til Tyskland.

Under normale omstændigheder ville Gaddafis fremstød ikke have en chance for at blive behandlet af FN. Men generalforsamlingens formand er i år libyeren Ali Abdussalam Treki, og det er derfor ikke usandsynligt, at forslaget kan finde vej til mødet under en eller anden form.

Gaddafi omtalte sin idé for første gang under G8-landenes topmøde i Italien. Dengang blev det anset for at være ”en retorisk episode”, som avisen Neue Zürcher Zeitung formulerer det.

Schweiz har påkaldt sig Gaddafis vrede ved for godt et år siden at anholde herskerens søn Hannibal og dennes hustru, fordi de behandlede deres to tjenere med stor brutalitet under et ophold på et hotel i Genève. Hannibal, der var tilmeldt Handelshøjskolen i København som studerende 2005, blev løsladt efter et par dage. Det samme blev fruen. Men Gaddafi reagerede ved at skrue ned for Libyens olieeksport til Schweiz. Han lod også to schweiziske erhvervsfolk anholde i Tripoli.

I Schweiz er man fortørnet over forslaget. ”Libyens anmodning til generalforsamlingen modsiger alle folkeretlige sædvaner,” skriver Neue Zürcher Zeitung.