Mellemøstfredens modstandere bruger bemærkelsesværdigt megen energi på at fordømme forhandlinger, som de ellers affærdiger som ligegyldige.
4. september 2010, 11:43
JERUSALEM: Trafikken snegler sig af sted foran Damaskus Porten til Jerusalems gamle bydel. Et virvar af busser og et mylder af gadehandlere venter på muslimer, som har deltaget i den sidste fredagsbøn under ramadanen.
Inden for de gamle bymure i de snævre gyder er stemningen derimod afslappet. Fint klædte muslimske familier med bedetæpper over skulderen benytter lejligheden til at ose rundt mellem boderne sammen med grupper af turister med ens kasketter. Kun få med den karakteristiske ortodokse, jødiske påklædning blander sig i mængden.
Bortset fra de små grupper israelsk politi og militær, som på fredage søger for at forhindre ikke-muslimsk adgang til al-Aqsa moskeen, kunne det være et fremtidsbillede for et delt Jerusalem i en henholdsvis palæstinensisk og israelsk hovedstad.
Hamas truer med angreb
Men mange vil gøre sit for, at fremtidsvisionen bag de netop påbegyndte fredsforhandlinger ikke bliver til noget. Drabene på fire bosættere uden for Hebron tidligere på ugen har eksempelvis tværtimod skruet tiden tilbage i området.
»Der er en ekstremt spændt atmosfære på grund af drabene. Der er sat kontrolposter op overalt, og alle landsbyer omkring Hebron er lukket af. Folk kan ikke komme rundt,« fortæller en palæstinensisk kilde over telefonen fra en kontrolpost.
Belært af bitre erfaringer ved alle i Mellemøsten, at forhandlinger om fred ofte fører til mere vold. Hamas-styret i Gaza har taget ansvaret for drabene ved Hebron, og en talsmand siger, at 13 militante grupper i striben nu vil arbejde sammen for at gennemføre »mere efffektive angreb« på Israel. Talsmanden udelukker ikke, at organisationen vil genoptage de rædselsvækkende selvmordsangreb fra intifadaen for få år siden.
Også det iranske styre gjorde i går sit bedste for at skyde ethvert fredshåb ned. »Den internationale Jerusalems-dag« blev indstiftet af den afdøde ayatollah Khomeini på fastemånedens sidste fredag, og i en erklæring fordømmes det »zionistiske regimes« mange overgreb, mens der henvises til, at Khomeini kaldte det en religiøs pligt for alle muslimer at hjælpe med befrielsen af Jerusalem som en palæstinensisk stats »udelelige og evige hovedstad«.
Også den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, kritiseres i hårde vendinger af bosætterorganisationer og højrefløjspolitikere helt ind i sit eget Likud-parti for sine udtalelser i Washington, hvor han blandt andet kaldte den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, for sin »fredspartner« og brugte betegnelsen Vestbredden og ikke Judæa og Samaria - »den arabiske terminologi« konstaterer bosætterlederen Danny Dayan, der er taget til Washington for at overvåge forhandlingerne. Bosættere overalt på Vestbredden gør sig desuden store anstrengelser for at henlede opmærksomheden på, at de efter drabene ved Hebron har genoptaget byggerier i en åbenlys udfordring af det omstridte byggestop.
Bekymring
Således reagerer de største modstandere af en fredsaftale på forhandlingerne med bemærkelsesværdig megen energi og opmærksomhed, mens de ellers af de samme grupper affærdiges som ligegyldige og nyttesløs. Måske der trods alt er bekymring over, at der kunne komme et resultat ud af anstrengelserne.

































