På parisiske restaurationer har man ikke noget problem med at efterkomme de franske sundhedsmyndigheders instruks om undgå panik. Vi har vacciner nok, lyder det.
28. april 2009, 18:13 – opdateret 28. april 2009, 18:15
PARIS: Ingen panik. Sådan lyder budskabet fra de franske sundhedsmyndigheder, der torsdag eftermiddag meddeler, at man p.t. holder 20 personer under observation i forbindelse med svineinfluenzaen.
- Man skal holde godt øje med situationens udvikling, men uden at give efter for panik, understreger landets sundhedsminister Roselyne Bachelot i avisen Le Figaro.
Et budskab som både gæster og personale på den parisiske restaurant »Hos den rygende hund« ikke havde noget problem med at tage til sig.
Det gjaldt også fotografen Jean-François Deroubaix, der aftenen forinden havde været sammen med en kollega, der netop var vendt hjem fra Mexico med det sidste ikke-kontrollerede fly.
- Jeg ved, at vi har 30-40 millioner vacciner parate i Frankrig. Det har jeg hørt i radioen, sagde Deroubaix over en kop espresso.
- Der har altid været et eller andet. Først var det kogalskab, så var det fugleinfluenzaen, og nu er det svineinfluenzen. Hvis man lytter til alt det, så kan man ikke spise noget længere, tilføjede den kvindelige tjener.
To forbipasserende skolepiger var dog mere nervøse:
- Ja, det er bekymrende. Det er nervepirrende, at der er turister der vender hjem, og nu har vi smittede i Spanien og England. Måske kan man behandle det, men der er trods alt en del døde, sagde den ene pige.
































